Flugten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 5 okt. 2014
  • Status: Færdig
"Mit hjerte sidder helt oppe i halsen, både af angst for at vi bliver opdaget, men også for vores forældre." Flugten er en kort novelle om jødernes flugt til Sverige under 2. Verdenskrig.

0Likes
1Kommentarer
130Visninger

2. Flugten

Vinden skærer sig ind under huden og får mine arme til at ryste. Men det er intet i forhold til hvordan jeg har det indeni. Alle i båden holder vejret. Bare få meter fra os skinner lyset fra nazisternes projektør på vandoverfladen. Jeg holder om min lillebror, som er på nippet til at græde af angst. Jeg har hånden over hans mund. Enhver lyd kan afsløre os. Vores forældre er i en af de andre både. Mit hjerte sidder helt oppe i halsen, både af angst for at vi bliver opdaget, men også for vores forældre. Månen har heldigvis været så elskværdig ikke at vise sig i aften. Der er helt mørkt, og det er til vores fordel. Tiden står stille, indtil nazisternes projektørlys flytter sig længere og længere væk fra os. Alle i båden ånder lettet op, men vi ved, at vi skal skynde os videre. Vi er ikke i sikkerhed endnu. Jeg fjerner min hånd fra min lillebrors mund, men lægger i stedet pegefingeren på min egen. Han er nødt til at være stærk og vente med at græde til vi når den svenske grænse. Det begynder at regne. Først er det bare en let byge, men hurtigt åbner himlens sluser sig over os, og kraftige regndråber gør det næsten umuligt at se. Jeg opfanger at to af mændene i båden smiler til hinanden. Endnu en fordel for os. Gud er usædvanlig barmhjertig i aften. Min bror putter sig ind til mig, selvom jeg er lige så kold, som han er. Vi fortsætter hen over det mørke vand. Vi er nødt til at stoppe endnu en gang, før vi når den svenske grænse. Det øjeblik er ubeskriveligt. Man kan se lettelsen på alles ansigter og hvordan vi nu kan trække vejret igen. En blanding af lykke og lettelse strømmer igennem mig og jeg knuger hårdt om min lillebror. Der er tårer på mine kinder, men også et smil på mine læber. Vi klarede det. Min lillebror begynder at hulke ind mod min skulder og jeg aer ham blidt langs ryggen, mens hans angst får lov til at komme ud. Da han kigger op, kan jeg fornemme at han har fået øje på noget bag os. Hvis jeg havde troet at tingene ikke kunne blive bedre, tog jeg fejl. Begge mine forældre står på havnen. Den sidste byrde bliver løftet af mine skuldre. Vi klarede det. Vi klarede det virkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...