Dukke

En lille sci-fi historie om samfundets undergang, da samfundets billede af det perfekte menneske tager overhånd.

4Likes
0Kommentarer
195Visninger
AA

1. Første og sidste kapitel

Så er jagten gået ind på det perfekte menneske… Fjernsynet bragede løs inde ved siden af, og alligevel kunne Sofie ikke lade være med at lytte lidt med. Det var det nye reality-program, som de sendte på TV1000.

Der var mange, der søgte ind.

Dommerne, der var forskere, kiggede på IQ, højde, vægt, hud, hår, øjne og alt det, som identificerer os som mennesker, selv skostørrelser.

Deltagerne kom fra alle lande. Det eneste krav for at søge ind var, at man skulle være født i år 2000, og at man kunne snakke engelsk og latin flydende.

Hun kendte en af dem, der havde søgt ind. Det var en af hendes veninder, men hun var ikke gået videre, og hun havde ikke hørt fra hende siden.

 

Reality-programmer var det eneste, der blev sendt i fjernsynet nu til dags. Alt var virkeligt, eller var det intet, der var virkeligt?

Netværket havde taget over. Det var den nye styreform.

Da hun var barn, havde de demokrati, men sådan var det ikke længere.

Hun havde besluttet, at hun havde fået nok. Hun ville skrive til menneskeheden fra teknoalderen, så ville hun kunne redde hele nutidens menneskehed.

 

"Der har altid været en top.

Du kan ikke have en bund uden en top.

Toppen er dem som er hævet over andre og har magten.

Selv de første homo sapiens havde en leder.

Det var stenalderfolket, og de skulle være de primitive og samarbejdsvillige, men de var blodige kannibaler.

I middelalderen havde de kongen, som bestemte.

I teknoalderen havde man demokrati.

Nu har vi Netværket.

Ikke som du kender det! For du lever i teknoalderen. Du ved ikke bedre. I opfinder og eksperimenterer med teknologien.

Det har konsekvenser.

Jeg er 20 år, og jeg er bare et af de mange der lider under Netværket..."

Hun smilede tilfreds og skimmede lige hendes mail igennem, hun var tilfreds. Hun havde tænkt sig at sende det til nogen i teknoalderen. Hun havde studeret den tidsalder det sidste halve år. Hun vidste, at hun bare skulle sende den, og så ville fremtiden være reddet.

I det samme skete det.

Det blev sort, og hun forsvandt.

Netværket havde sporet hende, og nu var hun slettet.

 

 

   

 

 

 

”…Og vinderne er fundet!” Værtens stemme skar sig igennem mængden af stilhed. Det burde være hendes lykkeligste øjeblik, men i stedet kunne hun ikke tænke på andet end den fejltagelse hun havde lavet. Hun skulle aldrig have meldt sig til dette grusomme program.

Han derimod smilede over hele femøren, men hans øjne var stadig fjerne.

”Julie Kristensen, dit navn er nu Prima Perfice, og dit nummer vil være 1f!” Prima Perfice, hendes skuldre sank lidt, og hun kiggede ned på hendes fødder, som var spændt fast i stiletter. Hun har altid godt kunne lide sit navn, Julie Kristensen, det var bare så godt. Det var i hvert fald ikke hendes lykkeligste øjeblik.

”Simon Jakobsen, dit navn er nu Primus Perfice, og dit nummer er 1m!” Hans falske smil krakelerede, han så nu hele sin identitet forsvinde, han var et produkt, og han havde selv skrevet sig op til at blive det. Det var først i dette øjeblik, at han indså, at det han havde gjort, var den største brøler i hele sit liv.

Lyset blev slukket, programmet var slut, og de blev ført væk.

 

   

 

 

 

 

Det var Netværket, der stod bag.

Den havde hun regnet ud.

Det var anden gang i dag, at hun blev kørt igennem scanneren.

Det var Netværket.

Vreden boblede i hende.

Deres blikke borede sig ind i hende.

Hun så, hvordan de skriblede løs på deres iHolo.

Hun kunne se igennem scannerens glaslåg.

Hun så på hologrammet.

 

Navn               : Prima Perfice

Nummer             : 1f

Udseende           :

Blond, Hårfarve Blå, Øjenfarve 170 cm, Højde 55 kg, Vægt

Produktionsdato    : 01/01/2000

Levetid            : 80 år

Pris               : 100.000

Fysiske egenskaber : Udholdenhed

Karakteregenskaber :

OCD Hobbyløs Oplagt leder

Styrker            : Høj IQ, Lederegenskaber

Svagheder          : Perfektionistisk

 

Hun mente da ikke, at hun var perfektionistisk. Hun ville da ikke kun blive 80 år! Hun havde fået nok. Hun havde gennemskuet deres plan. Hun vidste, hvad der var sket med de andre. Nu ville hun stoppe revolutionen.

 

   

 

 

 

Natten lå som en tyk tåge ,og det var nu, hun skulle slå til. Hun vidste godt, at hun blev overvåget, men det betød ikke noget nu. Hun måtte gøre, hvad der skulle gøre. Når de ville regne hendes plan ud, ville det være for sent.

Hun så over på Primus, den nye Simon.

Han var stadig bedøvet.

Han havde fået en raserianfald, efter de var blevet koblet til scanneren.

Den førte hele tiden ajour med deres fysiske og psykiske udvikling.

Hvis hun tog på, fodrede de hende ikke.

Hvis hun blev vred, aggressiv eller i det hele taget tog en drejning i hendes psyke, fik hun elektrochok i scanneren.

 

Hun så over på digitaluret.

11:59

Hun tog en dyb indånding, og gjorde sig klar.

Hun vidste at det var nu eller aldrig.

Hun ville ikke deltage i denne revolution.

Det perfekte menneske, det var en illusion, og hun ville stoppe den. Hun vidste, at de først kunne gøre dette igen i år 3030, og til den tid havde de måske opgivet helt.

12:00

Så skulle det gå hurtigt, hun rev polysonderne ud af kroppen og mærkede en kulde skylle ind over hendes krop.

Hun gik rystende og tog laserrøret, der føltes tungt i hendes hånd.

De sidste skridt var de hårdeste.

Han lå stadig i koma, også da hun åbnede låget til hans scanner.

Alarmen lød højt, og de røde lys blinkede.

De var på vej.

Hun jog røret ind i hans bryst, og kørte det rundt. Hun græd og skreg og hadede sig selv, men hun vidste, at hun måtte gøre det for de kasserede, de andre deltagerer.

Hun rev røret op igen og stak sig selv, hun følte en smerte så dyb, at hun ikke engang kunne mærke det.

Det var først, da en af netværkets folk tog hende om livet og vristede røret løs. Hun skreg hysterisk og kæmpede, hun ville dø.

Hun havde haft mistanken, men troede ikke det var muligt.

Netværksmanden gav slip på hende, og hun landede på det hårde kolde gulv.

Hun kunne se sit eget spejlbillede, mens hun lå der.

Hun var ikke længere et menneske, en person, et levende væsen, hun var et produkt.

Et fuldendt produkt på det ydre, men knust og smadret indeni.

Hun kunne ikke dræbes, men hun kunne heller ikke leve.

Hun var bare netværkets ansigt, hun var en rollemodel, hun var bare deres dukke.

Hun var en dukke.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...