Violette lys

~"Han prøvede at komme op, men vinden pressede Jens ned. Han havde ikke en chance. En regndråbe ramte ham på kinden. Den blev hurtigt efterfulgt af den næste. Og den næste. Og den næste. Og den næste… Snart regnede det så meget, at man ikke kunne skelne dråberne fra hinanden – det var næsten bare som et gråt slør af vand. "~ Deltager i 'Dommedag'- konkurrencen. Mulighed 1.

4Likes
0Kommentarer
154Visninger

1. Violette lys


     Der varsles kraftig regn i hele landet, og der forventes vindstød af stormstyrke. Alle bedes blive inde døre og undgå….

     Jens slukkede radioen. Han behøvede ikke høre folkene fra radiostationerne, fortælle ham, hvad han kunne se ud af vinduet.

Der var helt klart en storm på vej – en kraftig storm.

De store træer, der ellers stod godt fast i jorden, svajede allerede vildt i vinden, og selvom det var midt på eftermiddagen, var det næsten helt mørkt. Mørke skyer cirkulerede oppe i himmelen, og truede med at lade regnen falde.

     Han brød sig ikke om stormvejr.

Jens vidste godt, at det ville være dumt og uansvarligt at gå ud i det vejr, men han var nød til at se, om køerne havde det godt. De var trods alt det eneste, han skulle se efter.

    Han tog en sidste mundfuld af kaffen, den var allerede blevet lidt kold, og trak i sine grønne gummistøvler. Selvom det blæste, orkede han ikke at tage jakke på – der var alligevel ikke så langt over til stalden.

    Da Jens åbnede hoveddøren, fik vinden, der pev og hylede, fat i den. Døren blev revet ud af hans hånd, og smækkede lige op i muren.

    ”For helvede,” bandede han. Der var kommet en revne i den tørre, gamle trædør. ”Gammelt lort…”

     Vejen til stalden var mere besværet end man skulle tro. Vinden kastede Jens rundt, som var han en fjerbold i badminton. Frem og tilbage, over nettet, frem og tilbage…

Han snublede over de mange huller, der over årene var kommet i gårdspladsen.

     Han brød sig virkelig ikke om stormvejr.

Endelig nåede han over i stalden, og lugten af kolort og korn kradsede velkendt i næsen. De sortbrogede køer muede i kor som hilsen. Trods man var inde i stalden, kunne man næsten mærke vinden rykke i den gamle bygning.

     Jens gik hen til den første ko, og klappede den på halsen. Den missede veltilfredst med øjnene.

Han kluklo lavt af kvien. Den mindede ham sådan om den gamle kat, der engang holdt til i stalden. Den forstod også at misse med øjnene på den der veltilfredse måde.

     Da han kunne konstaterer, at alle hans kvier havde det godt, bestemte han sig for at gå ind igen. Der stod nogle frikadeller i køleskabet, som han egentlig godt lige kunne hapse.

    Jens sørgede for, at holde ekstra godt ved stalddøren, da han skulle åbne den. Én revnet dør, var nok for den dag.

    Blæsten var taget til i styrke, og Jens var ikke længere en fjerbold, nu var han ikke anden end et tørt, vissent løvblad.

Han havde ingen chance for at gå lige. Faktisk var det et under, at han stadig stod oprejst.

    Jens kunne slet ikke li’ stormvejr.

     Et nyt, endnu kraftigere vindstød væltede Jens omkuld. Han blev kastet mod det hårde grus, og slog sin albue.

     ”Av, for helvede da!” trods han råbte af sine lungers fulde kraft, forsvandt lyden i vinden.

    Han prøvede at komme op, men vinden pressede Jens ned. Han havde ikke en chance.

    En regndråbe ramte ham på kinden. Den blev hurtigt efterfulgt af den næste. Og den næste. Og den næste. Og den næste…

   Snart regnede det så meget, at man ikke kunne skelne dråberne fra hinanden – det var næsten bare som et gråt slør af vand.

    Jens var allerede gennemblødt. Han tænkte på frikadellerne i køleskabet, på avisen han kun var halvt færdig med. Han tænkte på, hvor meget han dog hadede stormvejr.

    Han vendte sit blik op mod himmelen. Den var helt sort nu. I ny og næ, blinkede der dog nogle violette lys oppe i skyerne. De kunne næsten ligne lyn, men alligevel ikke.

   Jens prøvede atter at komme op fra den kolde jord. Denne gang lykkedes det ham, at komme op at sidde på knæende.

Han havde aldrig prøvet noget som dette før.

   Endnu engang kiggede Jens op i himmelen. De violette lys var blevet hyppigere, nu skar de også i øjnene.

     Han kæmpede med at komme op at stå, og det lykkedes. Desværre kom der endnu et vindpust og kastede ham mod jorden.

     ”For satan da!” hvæsede han. Vandet drev af ham og kulden stak.

Aldrig før havde han oplevet noget lignende. Måske han bare skulle være blevet inde døre.

     Et violet glimt blændede Jens, og et højt, modbydeligt brag lød. Forskrækket så han sig om. Endnu et lysglimt blændede ham, og endnu et brag brølede. Denne gang blev det efterfulgt af lyden af jamrende køer.

     Jens havde endnu ikke fået orienteret sig ordentligt, alt skete så pludseligt.

Han så forvirret rundt. Han måtte ha’ slået hovedet, da han blev kylet mod jorden. Det var den eneste logiske forklaring.

     Staldbygningen lå i ruiner. Man kunne ane sorte og hvide pletter igennem vandsløret. De lå alle stille. Den hjerteskærende jamren var stoppet.

     Hvad var det der foregik? Jens forstod det ikke. Hans blik vandrede mod skyerne over ham.

Himmelen så vred ud. Mon dette var Guds måde at straffe menneskene på, for deres selviskhed?

    Endnu et violet lyst blinkede. Endnu et brag lød.

Han klemte øjnene i og pressede hænderne for sine øre. Blæsten hylede og de violette lys bragede.

    Jens fordømte stormvejr – problemet var bare at dette ikke var ét. Dette var noget langt værre end det.

    Han så lige op i himmelen, da de violette lys blinkede igen. Denne gang så han ikke hvad de ramte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...