Boy-Friend And Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 13 jan. 2016
  • Status: Færdig
Felica - som alle bare kalder Fea, er 19 år. Da hun var yngre, var hun bedste venner med Louis Tomlinson. En dag melder han sig til x-factor, og hun støtter ham i gennem det hele. One Direction skal på deres første tour, og det er tid til at sige farvel. De holder kontakten, men snakker dog mindre og mindre sammen, indtil de mister kontakten. År går og nu beslutter Fea sig for, at det er nu hun vil møde Louis igen. Men hvad sker der efter så mange år, og når folk har ændret sig? Fea bliver forelsket i en af bandmedlemmerne, og måske ikke ligefrem den person Louis havde regnet med ... Der er følelser, løgne og forvirrende sandheder på kryds og tværs, og så bliver det kompliceret.

43Likes
15Kommentarer
21633Visninger
AA

24. Kapitel 23 - I need you to complete me part 2

Kapitel 23 - I need you to complete me part 2

Felicas synsvinkel


"Kan jeg komme ind?", spørger jeg og sender et roligt smil. "Ja, selvfølgelig", svarer Niall og træder til siden, så jeg kan træde ind. Jeg træder mine sko af, og hænger min jakke på en af knagerne. Niall nærmere sig mig, og kysser mig kort på kinden, inden vi går ind i hans stue. Jeg sætter mig i sofaen, med noget mellemrum i mellem os. "Jeg kom egentlig bare for at fortælle dig noget". Han kigger hen på mig. Han kigger på mig, som om han prøver at gennemskue noget. Det føles som om, han kunne gennemskue mig, eller at han allerede vidste det. Hvilket er umuligt. "Hvad er det så", siger han og smiler venligt til mig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det. Det er ikke ligefrem gode nyheder, som jeg kommer med. Jeg skal vel bare sige det lige ud, som det er. Bare det at hans ærlige blå øjne, kigger ind i mine, for mig til at føle, som om at jeg er det værste menneske på hele kloden. "Jeg tror ikke at jeg kan gøre det her mere", jeg kigger afventede på ham. Jeg kan se hans blik flakker væk fra mit. "Hvad mener du", siger han med en lav stemme, med en skuffet tone i blandt. "Dét her", gentager jeg og peger i mellem os. Jeg kan se en skuffelse i hans øjne, hvilket får mig til at have det endnu dårligere med mig selv. Niall er en hver piges drøm, han behandler en på den helt rigtige måde. Jeg har altid ønsket mig et forhold som dette. "Det er ikke fordi der er noget galt med dig. Du er en helt igennem fantastik person, som alle ville være heldige hvis de fik, men", jeg holder en pause, inden jeg skal til at sige det næste. Men Niall kommer mig i forkøbet: "men jeg er ikke Louis".

Jeg kigger undrende på ham. "Jeg har altid vidst at der er noget specielt mellem jer to, som i ikke har med nogen anden. Selvom i ikke selv kan se det. Jeg har undret mig hver dag siden, at vi kom sammen, om i en dag ville stå op og selv indse det. Det er så i dag". Han siger det helt roligt, og som han selv lige havde sagt, så havde han vel på en måde, altid forberedt sig på denne dag. Men hvorfor ville han så i et forhold med mig, hvis han hver dag kunne håbe på, at jeg stadig havde lige så mange følelser for ham, som han har for mig. Jeg har stadig følelser for Niall, det er ikke noget jeg lige kan smide væk. "Jeg er så ked af det", siger jeg efter et stykke tid med stilhed. Han sender mig et smil, men jeg kan ikke tyde om det er oprindeligt eller falsk. "Det er okay", siger han så. Jeg sender ham et smil, inden jeg rykker tættere på, og trækker ham ind i et kram. Han har stadig sådan en dejlig duft, jeg kommer til at savne hans kram. Jeg vil forhåbenligt stadig kunne kramme ham, men bare ikke på samme måde som før. Jeg trækker mig ud af krammet. "Venner?", spørger jeg og sender ham et smil, mens jeg lægger hovedet på skrå. "Venner", gentager han.

Jeg havde forladt Nialls hus lidt efter, jeg synes det ville være akavet at blive længere, så jeg havde pænt takket nej til te. Hvad jeg skulle nu, ja det var helt klart for mig. Jeg kan ikke kun fuldføre det her halvtreds procent, nej jeg skal gå all ind nu. Det er jeg nød til, ellers er det jeg lige gjorde spild. Desuden nu har jeg taget en beslutning, og det er måske en dum beslutning. Men jeg tror også det er den bedste.

Jeg krydser vejen velvidende om hvor jeg skal hen, hans hus ligger ikke så langt fra Nialls. Så en gåtur er ikke så slem. Så kunne jeg også tænke igennem hvad jeg ville sige, for det har jeg ikke lige tænkt over. Hvad mon der vil komme ud af det her, jeg mener hvordan det mon vil gå. Inden jeg når at tænke mere over det, står jeg foran hans dør. Det er kun et døgn siden jeg så ham, der gik det ikke så godt. Jeg tøver inden jeg banker på døren, er det her virkelig hvad jeg vil? Det er en tanke der strejfer mig en sidste gang, inden jeg fører min hånd op til døren, og banker på. Et velkendt ansigt kommer til syne lidt efter. Igen kigger jeg ind i et par blå øjne, dog vil nogen sige at disse har et snert af grå. Jeg sender ham et skævt smil, og jeg modtager et af hans specielle smil tilbage. Harry. Ej jeg joker, det er selvfølgelig Louis. "Hej", vinker jeg akavet. Han træder til siden, og jeg går ind. For anden gang i dag, tager jeg mine sko og jakke af. Stemningen er akavet, men jeg forstår det. Sidste gang vi så hinanden, havde jeg et voldsomt sammenbrud, og nu kommer jeg smilende med nyheder.

Jeg følger efter ham ud i hans køkken. "Kan jeg byde på noget?", spørger Louis og åbner allerede et skab og tager to kopper. "Te kunne være dejligt", svarer jeg og sætter mig ned ved spisebordet. Louis nikker og sætter elkedlen over. "Jeg kom bare for at sige undskyld", starter jeg ud, min opførsel havde været upassende. "Det er okay", svarer han og finder en æske med teposer frem. "Jordbær eller citron?", han holder to æsker, en æske i hver sin hånd.  "Citron" svarer jeg og han nikker. "Jeg har lige slået op med Niall", ryger det ud af mig. Det kommer tydeligvis bag på Louis, han taber nemlig æsken med teposer, og samler den fumlet op igen. "Hvordan kan det være?", spørger han, men han kigger ikke på mig. "Jeg indså vel bare at han ikke er den rette for mig", svarer jeg og fumler lidt med mine hænder under bordet. Louis tager elkedlen og hælder det varme vand i de to kopper, inden han lægger en tepose i hver. Han tager begge kopper, men placerer dog den ene foran mig. Jeg mumler et tak, og dypper posen lidt op og ned, for at sprede smagen hurtigere.

"Hvordan tog han det", spørger han så. Jeg trækker på skuldrene, inden jeg svarer: "Han tog det meget fint, han havde vist set det komme". Louis nikker anerkende. Jeg ved ikke om det er nu, at jeg skal sige det. Hvad nu hvis han har ombestemt sig, og egentlig ikke gider mig. Det har endelig gået op for mig, hvor meget Louis betyder for mig. Det har han altid gjort, og jeg har vel altid haft en slags følelser for ham, jeg har vel bare holdt dem nede. Jeg har altid troet at Louis kun så mig som en veninde, at vide at han ikke gjorde var en hel ny tanke. Tanker om at det her overhovedet ville kunne fungere er der også. Det er et område vi aldrig har testet af før. Chancen for at det kan ødelægge vores venskab og de bånd vi har, er ret så stor. Men det er vel en chance man skal tage.

"Hvad vil du så nu?", Louis trækker mig ud af mine tanker. Igen trækker jeg på skuldrene. "Jeg skal vel gøre noget ved alle de følelser jeg har". Han kigger hurtigt og undrende op på mig. "Hvad mener du?", spørger han inden han drikker noget te. "Jeg har tænkt lidt", sagde jeg og hvilede mit hoved på min hånd. Jeg sukker kort inden jeg forsætter: "Jeg tror jeg er forelsket i Harry". Louis får med det samme te galt i halsen, og sætter hurtigt koppen ned. "Hvad?", nærmest spytter han ud. Jeg nikker, "Jeg har altid fundet ham charmerende". Jeg kigger smilende på Louis, som ligner en der kan falde om hvornår det skulle være. "Rolig", siger jeg og placerer min ene hånd oven på hans, inden jeg forsætter: "Jeg driller bare". Han ser nu lettet ud, og klør sig i nakken, mens han mumler et 'gudske lov'. Jeg fjerner min hånd igen, inden jeg endelig siger sandheden. "Louis", jeg holder en kort pause. "Jeg er for helvede helt væk i dig". Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har aldrig troet at dette var en samtale, vi en dag skulle have.

"Fea", Louis øjne fanger mine. "Driller du også nu?", hans øjne flakker frem og tilbage. "Lou, jeg er helt og aldeles ærlig, og jeg kunne ikke forstille mig sammen med andre end dig". Jeg smiler akavet, og håber at han stadig har alle de følelser for mig, som han snakkede om igår. Tanken om at han har ombestemt sig, og at jeg er fuldstændig til grin lige nu, rammer mig.

Louis former stille et smil, der bliver større og større. Akavet stiller han sig op, inden han tøffer hen ved siden af mig, hvor han tager fat i min hånd og trækker mig op og hen til sig. Vores pander er mod hinanden, og vores næser snitter næsten. "Nu stopper du mig ikke denne gang, vel?", han smiler fjoget. Jeg ryster forsigtigt på hovedet med et grinende smil, inden jeg kort bider mig i læben. Vi kigger kort på hinanden, inden han lægger sine læber mod mine. Det føltes helt perfekt. Jeg har aldrig forstiller mig dette øjeblik, men det er helt fantastik. Vores læber bevæger sig i takt. Vores læber passer sammen som to puslespils prikker, der endelig bliver sat sammen. Det er nu at jeg er hundrede procent sikker på, at jeg gjorde det rigtige. Jeg er en ninja, der endelig har klaret sin mission. Hvad så hvis jeg ikke hedder noget sejere end Ninja Fea. Så længe jeg har min med ninja, så kan alt andet være lige meget. Vi trækker os tilbage, og kigger på hinanden. "Hvad så nu", spørger han så.

"Vi lever i nuet". 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...