Boy-Friend And Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 13 jan. 2016
  • Status: Færdig
Felica - som alle bare kalder Fea, er 19 år. Da hun var yngre, var hun bedste venner med Louis Tomlinson. En dag melder han sig til x-factor, og hun støtter ham i gennem det hele. One Direction skal på deres første tour, og det er tid til at sige farvel. De holder kontakten, men snakker dog mindre og mindre sammen, indtil de mister kontakten. År går og nu beslutter Fea sig for, at det er nu hun vil møde Louis igen. Men hvad sker der efter så mange år, og når folk har ændret sig? Fea bliver forelsket i en af bandmedlemmerne, og måske ikke ligefrem den person Louis havde regnet med ... Der er følelser, løgne og forvirrende sandheder på kryds og tværs, og så bliver det kompliceret.

43Likes
15Kommentarer
21572Visninger
AA

21. Kapitel 21 - Don't, just don't

Kapitel 21 - Don't, just don't 

 Felicas synsvinkel


Jeg lagde teposen ned i det kogende vand, som var i min kop. Jeg åbnede så skabet over mig, og tog sukkeret og hældte lidt sukker i min te. Jeg stillede så sukkeret tilbage på sin plads, og lukkede skabslågen. Jeg havde igen mit hår sat op i en rodet knold, hvilket var noget jeg havde gjort meget på det sidste. Jeg er påført mine Adidas bukser, og en gå og hvid strippede trøje. Jeg havde valgt noget afslappet tøj, da jeg regnede med at lave ingenting i dag. Det er ikke bare noget jeg regner med, det er faktisk min plan. Jeg satte mig i sofaen i stuen, og tændte tv'et. Jeg valgte en kanal der udsendte en masse sladder, for ja jeg kunne godt lide at blive opdateret på kendissernes liv. Jeg modtog en besked, og jeg kiggede hurtigt op, som håb for det ikke bare var Louis igen. Dog da jeg kiggede ned på min mobil, så var det faktisk ham. Jeg sukkede og gik ind på beskeden. Det var ikke den samme besked som sædvanligt, denne gang stod der svar mig nu bare. Jeg havde gået ind på beskeden, hvilket gjorde han kunne se, at jeg havde læst den. Hvilket nok er grunden til der kom endnu en besked, og endnu en, og endnu en.

Please

Please

Please

Jeg kan se du læser mine beskeder

Felica, svar nu


Jeg sad egentlig bare og kiggede på min mobil, og så hvordan de tre prikker hurtigt blev til en besked, der blev sendt. Det gik hurtigt, og så hurtigt som jeg så de tre prikker, endnu hurtigere modtog jeg en besked.

Kan vi ikke snakke om det?

Stop nu med at ignorere mig

Felica

Felica

Jeg kan se at du stadig er der


Og sådan forsatte det, indtil jeg ikke kunne klare det mere. Havde knægten for fanden ikke andet at give sig til? Jeg så ned på min mobil som vibrerede der ud af, inden jeg i frustration kastede den imod væggen. I forskrækkelse over min handling, tog jeg min hånd op til munden. Min mobil! Min elskede iPhone 5! Jeg skyndte mig hen til den, og satte mig på gulvet foran den. Skærmen var smadret, og noget af glasset var faldet af. Jeg prøvede at tænde den men uden held. "Fucking lorte shit", banede jeg for mig selv.

Min hektiske vejrtrækning blev dog afbrudt, da jeg hørte mit navn blive nævnt i tv'et. Så jeg kiggede der hen og fokuserede på hvad der blev sagt.

Felica Weslynn aka Niall Horans kæreste, er ikke blevet spottet med One Direction drengene meget længe. Kun Niall. Det ser ud som om der er konflikter i det ellers så perfekte venskab, mellem hende og bandtmedlemmet Louis Tomlinson. Mon Felica Weslynn har skabt splittelser mellem vores elskede drenge? Hvis bandet splitter op, så ved vi da hvem vi skal give skylden. Men lad mig hører jeres mening, skriv endelig til os. Er det virkelig okay at gå efter ens vens bedste ven, som Felica Weslynn har gået efter vores alles Niall Horan igennem Louis Tomlinson.

Jeg rullede øjne af tv'et. Bullshit. Ledte de virkelig så desperat efter en historie? Og hvad var det for noget lort om, at det er min skyld hvis drengene går i opløsning. Bare fordi jeg ikke havde kontakt med drengene og især ikke Louis, betyder det åbenbart at jeg er skurken. Og så bare for at gøre det hele lidt bedre, så har jeg åbenbart brugt Louis til at komme tæt på Niall. Well done, historier kan de da lave. Kunne denne dag blive værre?

Jeg henter min MacBook, da min mobil er pæn ubrugelig. Jeg åbner Twitter, og beslutter mig for at skrive et Tweet.

Funny to hear my name on tv @newestnews just sad you don't know shit. Jeg sendte Tweetet, selvom jeg godt kunne se det virkede som et angrib på dem. Jeg vidste også godt det de sagde om  mig, ikke var særligt slemt. Men mit humør var på bunden i dag.

Jeg slukkede tv'et, og tog en slurk af min nu kolde te. Jeg satte min kop på bordet, kold te var ikke lige min kop te. Hehe så du hvad jeg gjorde der. Det bankede på døren, jeg ventede ikke besøg, så det overraskede mig. Jeg gik ud til døren, og åbner den. Men da jeg kigger ind i et par alt for velkendte blå øjne, nogen ville sige de havde et snert af grå. Var jeg hurtig til at lukke døren igen, dog havde han sat sin fod i klemme.

"Gå igen", sagde jeg neutralt. "Lad os nu snakke sammen", svarede Louis. Jeg åbnede døren op, og han så lettet ud. Men det burde han ikke, fordi det var ikke fordi jeg ville lukke ham ind. "Du sagde jeg skulle vælge, og det gjorde jeg, jeg gjorde som du sagde, du burde være glad og holde dig væk", sagde jeg og lagde mine arme over kors.

"Jeg ved det, men", han tøvede inden han forsatte: "jeg vil ikke miste dig igen", sluttede han af. Jeg sænkede mine skulder og lod min arme falde ned langs mine sidder. Jeg tager et skridt, for at signalere at han kan komme ind. Han forstår og træder indenfor, han hænger sin jakke på knagen, og tager sine sko af. Vi går ind i stuen, men jeg sætter mig ikke ned.

"Jeg er ked af at jeg bad dig om at vælge, jeg havde vel bare håbet at du ville vælge mig", startede han ud. Han åbnede munden for at sig noget mere, men lukkede den igen. Han kiggede undrende på noget bag mig. "Hvad er der sket med din mobil?", sagde han i stedet. "Øhm ... Lang historie", sagde jeg og blev ret så flov. For han kunne vel godt regne ud, at jeg selv havde smadret den. "Men det var vel ikke det du kom for at snakke om" tilføjede jeg skarpt.

"Nej men, ligemeget", han rystede på hovedet. "Jeg kan ikke holde det her ud. Jeg ved det var dumt af mig, og jeg fortjener at du ikke valgte mig. Det var ikke fair, jeg var vel bare jaloux. Du blev så tæt med Niall, og du var jo min bedste ven". Jeg følte ikke han sagde hele sandheden. Men jeg fik skyldfølelse, jeg havde undgået ham så længe. Han stod og sagde præcis de ord, jeg havde brug for at høre. Det var rart. Det var som alt vreden og mine frustationer flød ud af mig.

Der kom et skævt smil på mine læber. "Årh så kom her", sagde jeg og gik hen, og trak ham ind i et kram. Jeg havde savnet hans kram, den beskyttende følelse, når hans arme lå omkring mig. Jeg følte mig hjemme i hans arme. Han duftede som han plejer, han har sådan en skøn duft. Vi træk os fra hinanden, hans blå øjne kiggede ind i mine. Hans hoved nærmede sig mit, jeg vidste jeg burde rykke mig, men jeg følte mig lammet. Jeg vidste hvad han ville, men jeg forstod intet. Hans næse snittede min, og hans øjne gled forsigtigt i, som refleks lukkede jeg mine øjne i takt med hans. Han læber snittede mine. Jeg vidste det var dumt, det var nu jeg skulle træde tilbage. Inden det hele ville være forsent. Vores læber ramte hinanden, og jeg blev hurtigt grebet af øjeblikket. Men da hans hånd lagde sig på sin kind, kom jeg til mig selv. På et spildt sekund havde jeg lagt min hånd på hans bryst, og skubbet ham væk.

"Nej", var det første jeg sagde, mens jeg gik et skridt tilbage. "Fea jeg-" han rakte ud efter min hånd, men jeg trak den til mig.

Jeg var mere frustreret end aldrig før. Hvorfor havde Louis lige kysset mig, jeg burde havde stoppet det med det samme. Jeg kunne ikke tænke klart. "Nej" gentog jeg. Jeg gik et skridt længere tilbage, en hvis afstand var begyndt at komme imellem os.

"Hvorfor gjorde du nu det?!", råbte jeg. Min første reaktion var vrede.

"Jeg, jeg, jeg", han stammede og faldt over hans egne ord.

"Niall er en af dine bedste venner, hvordan kunne du gøre det imod ham!" Jeg slog ud med den ene arm. Jeg kunne kun tænke på Niall lige nu, han måtte under ingen omstændigheder vide det her.

"Hvordan jeg kunne gøre det imod ham? Du kunne havde stoppet mig, du er mindst lige så skyldig som mig!", råbte han tilbage. Min skyld? Det her er udelukkede hans skyld. Hvad bildte han sig ind, han kan sgu da ikke ud af det blå, komme her og kysse mig, også give mig skylden.

"Du skal overhovedet ikke give mig skylden!" Jeg tog mig frustreret til hovedet. Det slog mig, jeg havde været Niall utro, med en af hans bedste venner. Jeg er et forfærdeligt menneske.
 
"Fea, rolig nu", jeg kiggede hen på Louis. Rolig? Jeg skal overhovedet ikke være rolig.

"Kan du ikke se det? Du har lige kysset Nialls kæreste, hvis du ikke skulle havde glemt det. Du har ødelagt den tillid Niall og jeg havde!". Jeg er vred, jeg følte mig som et dårligt menneske. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på.

"Hvis vi nu siger a-", jeg afbrød ham. "Han skal på ingen måde vide noget om det her", sagde jeg skarpt. Der var stille et stykke tid, indtil jeg valgte at bryde stilheden.

"Hvorfor gjorde du det?", jeg gentog mit første spørgsmål. Jeg kiggede hen på Louis, ikke fordi jeg havde lyst.

Han sukkede, han lignede en der tænkende. "Jeg er forelsket i dig". Det var som om tiden stoppede, og alt luften forsvandt ud af rummet. Han så lettet ud, jeg følte mig så anspændt jeg kunne. Jeg kiggede bare på ham, mens han kiggede afventede på mig. Det kunne ikke passe, det måtte ikke passe. Han er min ven, min bedste ven, og hvis jeg skal indrømme det, den person der betyder allermest for mig. Hans ord gav mig lyst til at skrige, at han skulle stoppe med at lyve, for det er ikke sjovt. Min hals føles tør, men jeg sagde endelig noget. "Nej".

"Nej?" Louis kigger uforstående på mig. "Jeg ved godt at det måske ikke er det du vil høre, men det er sandt. Jeg er forelsket i dag, og det har jeg været længe". "Nej!", råbte jeg tilbage. Mine øjne begyndte at prikke, tårerne ville ud. Jeg trak vejret dybt.

Det ser ud som Louis tog mod til sig, inden han sagde: "Jeg er så fandens forelsket i dig, og hvis jeg kunne vælge ikke at være det, ville jeg gøre det. Men det kan jeg ikke. Felica, jeg vil være grunden til dine grin, jeg vil have utællelige mad kampe med dig, jeg vil være den person som hjælper dig i minigolf, fordi du er forfærdelig til det. Jeg vil være den person du kommer til, når du føler alt falder ned om ørene på dig". Jeg afbrød, det blev for meget. "Stop så!", råber jeg. Jeg kan mærke den første tårer triller ned af min kind, jeg tørrer den dog hurtigt væk med min håndflade.

"Jeg ved godt at det måske er meget overvældende, men-", han tog et skridt mod mig. Jeg tog min hånd op. "Du skal ikke nærme dig!", jeg råbte igen. Jeg havde brug for at komme ud med alt, hvilket var grunden til jeg ikke kunne holde tårerne tilbage mere. Jeg kan ikke miste Louis, men jeg føler at det er alt eller intet. Vi står begge helt nøgne, vi har ikke nogen facader oppe. Jeg kan i hvertfald ikke hold en facade oppe lige nu. Det hele er bare for meget, jeg kan ikke overskue det. Jeg har brug for at være alene, jeg har brug for at tænke klart. Jeg vil ikke høre hvad han har at sige, jeg vil ikke vide det.

Jeg kunne mærke et par arme der lagde sig om mig, og jeg skjulte mit hoved ved hans bryst, før jeg gav tårerne frit løb. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...