Boy-Friend And Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 13 jan. 2016
  • Status: Færdig
Felica - som alle bare kalder Fea, er 19 år. Da hun var yngre, var hun bedste venner med Louis Tomlinson. En dag melder han sig til x-factor, og hun støtter ham i gennem det hele. One Direction skal på deres første tour, og det er tid til at sige farvel. De holder kontakten, men snakker dog mindre og mindre sammen, indtil de mister kontakten. År går og nu beslutter Fea sig for, at det er nu hun vil møde Louis igen. Men hvad sker der efter så mange år, og når folk har ændret sig? Fea bliver forelsket i en af bandmedlemmerne, og måske ikke ligefrem den person Louis havde regnet med ... Der er følelser, løgne og forvirrende sandheder på kryds og tværs, og så bliver det kompliceret.

43Likes
15Kommentarer
21631Visninger
AA

18. Kapitel 18 - Lou, laughter and lies

Kapitel 18 - Lou, laughter and lies

Louis' synsvinkel

Jeg åbnede forsigtigt døren ind til Fea og Nialls værelse. Fea havde ikke stået op af sig selv endnu, hvilket betød at jeg blev nød til at vække hende. Vi skulle jo ud at handle, og jeg kan ikke vente på hun vågner mere, da klokken ellers bliver for mange. Jeg går tættere på sengen, hvor jeg kan se at Niall ligger og holder om Fea. Jeg mærker kort et stik af jalousi, men det burde jeg ikke, jeg er jo glad på deres vegne. Jeg går om til den venstre side af sengen, jeg dypper min hånd ned i det glas vand, som jeg har i min ene hånd. Jeg lader så dråberne dryppe ned i Feas ansigt. Hun rynker lidt på næsen, vender sig en bette smule og til sidst sukker hun kort. Jeg tager noget mere vand, og lader det igen falde ned på hendes ansigt. Hun rynker igen på næsen, og kommer med en brummende lyd. Jeg gentager det en tredje gang, men denne gang hælder jeg lidt vand fra glasset. Denne gang strækker hun sin arm ud, og dasker mig på benet. Jep, hun er vågen.

Jeg sætter mig på huk, og fjerner forsigtigt en tot hår fra hendes ansigt. "Fea, du skal op", hvisker jeg. "Nej", er det eneste hun svarer.

"Tving mig ikke til, at vende glasset på hovedet", siger jeg med et smil på læben, mens jeg holder glasset over hendes hoved. Hun åbner sine øjne lidt, og kigger op på glasset, inden hun kigger hen på mig med et blik der kunne dræbe. Jeg svarer hende med et smil, og for sjov hælder jeg glasset lidt den ene vej, hvilket får hende til at sige: "Fint, jeg står op!".

Felicas synsvinkel

"Hvad skal vi så have til morgenmad?", spørger Louis, mens han lægger en pakke ukogte spagetti ned i indkøbsvognen, som vi skal bruge til aftensmaden.

"Hvad med pandekager?", spørger jeg begejstret, og kan mærke en træng til pandekager. Jeg kunne virkelig godt spise pandekager lige nu, især nogle med nutella på. Okay, Lou skal helt klart overtales til, at lave pandekager.

"Kan vi så ikke købe de færdig lavede, og så bare varme dem?", spørger Louis og trækker på skuldrene. Færdig lavede? What the hell, en ægte ninja spiser aldrig købte pandekager. Du skal ikke blame mig, det er ikke mig der laver reglerne, jeg håndhæver dem bare.

"Seriøst Lou? Hvorfor kan vi ikke lave nogle?", spørger jeg, og kigger op på ham, efter som han er højere end mig, meget. Han løfter et øjenbryn, inden han siger: "du ved godt jeg ender mig, at gøre det hele".

Jeg ruller med øjnene, og skubber til ham med hoften. Jeg ved faktisk godt han har ret. Når vi er sådan halvvejs, bliver jeg utålmodig og ender med at gå, og kommer først tilbage når han er færdig. Det er også derfor jeg overgiver mig, og siger at vi kan vel godt købe dem. Jeg rykker alle varerne frem i indkøbsvognen, og kravler så selv op i den, og sætter mig ned. Jeg ser lige Louis ud af øjenkrogen ryste smilende på hovedet, men det må han selv om, det er mig der slipper for at gå. Louis begynder så at gå, men pludselig hæver han farten, og ender faktisk med at løbe. Han løber imellem gangene, og laver nogle skabe sving. Jeg kan ikke lade være med at grine, efter som det er ret komisk, hvordan folks ansigter ser ud, når to unge kommer fræsende forbi. Der er selvfølgelig også nogen, som bare vender øjne af os, sikkert fordi vi mener vi er respektløse og så videre. Men vi har det sjovt, og man siger jo at man skal leve i nuet.

Men vi kommer så til et sving, hvor Louis ikke når at dreje helt skarpt nok, så vi kører ind i et stativ med stegepander hængende på, med en reklame som der fortæller om, hvordan intet kan brænde sig fast. Stativet vælter, og falder til jorden med et brag, også at det er stegepander hjælper ikke ligefrem på lyden. Efter et stykke tid hvor jeg bare har kigget på det rod vi har lavet, drejer jeg hovedet og kigger op på Louis. Da vi får øjenkontakt, bryder vi begge ud i grin. Dog prøver jeg at holde det inde, da jeg kan se en medarbejder kommer gående. Han er ung med lyst hår, og ser ligefrem ikke glad ud. Om det er fordi det vi har gjort, eller om det er fordi at det er ham, der er blevet sendt ned til os, ved jeg ikke. Han sætter hænderne i siderene, og kigger på os med et løftet øjenbryn.

"Så det er jer, som vi har fået klager over, at i fræser sådan rundt i supermarkedet", siger han så. Jeg sluger et grin, inden jeg kigger ham i øjnene, og åbner munden for at sige: "du burde anmode om rengøring til gang 3".

*****

"Blev i bortvist?", kommer det fra Liam, mens vi sidder om morgenbordet, og spiser varme købte pandekager. Jeg er selv igang med en, som har nutella på.

"De vil i hvertfald ikke se os igen", svarer jeg med et skuldertræk, og tager en bid af min pandekage.

"De kiggede også underligt på os, da vi ved kassen smed 10 pakker pandekager på båndet", siger Louis som sidder overfor mig. Vi fik lov til at købe vores varer, fordi det tjener de jo penge på. Der skulle godt nok lidt overtalelse til, for at få lov til at købe pandekagerne. At slippe os løs igen, var vist ikke det han havde mest lyst til.

Liam ryster bare på hovedet af os, men altså så kunne han selv have handlet. Han burde havde vist at mig, Lou og handle ikke ville være en god kopination. Forresten ved siden af mig sidder Niall, og på den højre side af mig sidder Harry, og overfor mig Louis, og ved siden af Louis, Liam. Pludselig mærker jeg et spark, og jeg kigger hen på Louis, som bare lader som ingenting. Så jeg sparker tilbage, og det ender i jeg modtager et. Vi begynder så kæmpe med vores ben, og vikle dem ind i hinanden.

"Hvad har i gang i?", kommer det fra Harry, og jeg ligger mærke til de alle tre kigger på os. "Ingenting", mumler jeg, og glemmer et grin inde. Harry vender bare øjne og mumler noget alla: "i er for underlige".

"Men vi gjorde hvad vi skulle, vi handlede, så missionen er fuldført", siger jeg, og rækker min hånd i vejret, for at lave en high-five med Louis. Jeg er en ninja, jeg klarer altid min mission. Jeg skal snart finde et ninja navn, jeg kan ikke blive ved med at være en navnsløs ninja. Det er bare kikset.

Efter vi havde spist, tog Liam og Niall af bordet. Louis og jeg ville nemlig ikke, vi erklærede at nu havde vi både dækket på bordet, og havde lavet morgenmad. Så Louis, Harry og jeg sidder i stuen, og ser tv. Vi skal også finde ud af, hvad vi skal lave i dag, for i dag er vores eneste hele dag. Da vi kun er her en weekend, så vi tager hjem igen i morgen aften. Men vi har ikke rigtig kommet videre i processen, vi ser egentlig bare tv.

"Vi kunne spille minigolf", siger jeg ud af det blå. Det var en idé der lige kom til mig, og nu hvor jeg tænke det mere igennem, var idéen ikke så slem.

"Jeg ved ikke rigtig", kommer det tøvende fra Harry. Altså hvis han har en bedre idé, er han meget velkommen til, at dele den med os andre.

"Er selveste Hr. Styles bange for, at tabe til en pige?", jeg kigger udfordrende ham i øjnene, og kort efter åbner han munden og siger: "bare kom an".

Og det er så grunden til at vi er her, på minigolf banen. Vi fik overtalt de andre, til at hoppe med på idéen. Lige nu er vi ved hul fjorten ud af de tyve, og det går ligefrem ikke for godt. Harry førerede, stort. Jeg vidste godt at jeg var dårlig til minigolf, men ikke dårlig. Jeg brugte så mange slag på hullerne, at min deltagelse i spillet kunne være lige meget. Jeg havde brugt så mange slag, at jeg havde fået næsten dobbelt så mange points, som de andre. Hvilket vil sige, at jeg faktisk sådan set har tabt på forhånd.

Igen har jeg brugt det antal slag, man højest må bruge ved et hul. Jeg får et medlidende klap på skulderen af Liam, og bagefter bukker jeg med ned og tager min gule golfbold. Jeg sukker og kigger hen på Harry, som sender mig et hoverende smil, som jeg bare vender øjne af.

Niall kommer bagfra, og lægger en arm rundt om mig. Jeg kigger op på ham, og kommer med et lille smil. Jeg snor selv min arm om livet på ham, og lægger mit hoved op ad hans bryst. "Du er da god til minigolf", siger han så, og klemmer læberne sammen, for at gemme hans smil.

"Det er ikke nu du skal være sarkastisk", svarer jeg, og skubber til ham med hoften. Han griner bare ad mig, og kysser mig på hovedet.

Det bliver så min tur igen, og jeg lægger min golfbold ned på det grønne falske græs. Inden jeg skal til at slå, kan jeg mærke at der er en, der stiller sig bag mig, lægger sine arme om mig, og placerer sine hænder oven på mine.

"For det første skal du slappe mere af", hvisker Niall lige ved siden af mit øre, mens han har hans velkendte grin i stemmen. Jeg svarer med et lille smil, som han alligevel ikke kan se. Jeg slapper mere af i kroppen, og fuldfører sammen med Niall, de bevægelser han laver. Han fører vores hænder tilbage, for bagefter at slå til golfbolden med køllen. Overraskende nok ruller golfbolden, perfekt igennem banen, og triller til sidst ned i hullet. Jeg slog en hole in one! Begejstret hopper jeg ind i Nialls farm, og han løfter mig op og snurrer mig kort rundt, inden han stiller mig ned på jorden igen. Jeg presser mine læber mod hans, og han gengælder kort kysset, inden vi trækker os fra hinanden.

"Det ikke fair hvis de hjælper hinanden", kommer det fra Louis, som faktisk snerrede. Hvad gik der af ham? Går han virkelig så meget op i minigolf?

"Det er fint, Lou. Weslynn har allerede så godt som tabt", kommer det smilende fra Harry, som giver Louis et klap på skyldneren. Jeg rækker bare tunge til Harry, inden vi går videre til næste hul.

Og så var Louis tvær resten af dagen. Eller det var i hvert fald det indtryk jeg havde. Efter vi havde spillet minigolf, fik vi noget at spise, vi besluttede at vi kunne lave spagetti en anden dag, og gik derefter bare lidt rundt i byen. Mens Louis har forholdt sig tavs, og bare kom med små kommentere en gang i mellem. Hvilket irriterer mig, hvad er hans problem? Hvorfor er han pludselig så mud? Det vil jeg gerne finde ud af, men jeg kan heller ikke finde ud af, om det er noget jeg skal spørger ind til. Men jeg vil alligevel gerne vide det. Efter en lang diskution med mig selv, besluttede jeg mig for at snakke med Louis.

Jeg gik hen til Louis og Liams værelse, hvor jeg vidste at Louis befandt sig, fordi han havde for godt og vel et kvarter siden sagt, at han ville gå i seng. Jeg banker forsigtigt på døren, og jeg kan hører at der bliver mumlet et kom ind. Jeg åbner døren, og ser hen på Louis som sidder på sin seng, med sin telefon i hånden. Han kigger kort op på mig, og kigger så ned på sin telefon igen. Han sukker kort, og låser så sin telefon. Bagefter kigger han ventende op på mig.

"Jeg kom bare for at spørger, om der er noget galt?", siger jeg og læner mig op af den lukkede dør.

"Hvorfor skulle der være noget galt?", brummer han, og kigger ikke engang op på mig.

"Nu går du det igen!", siger jeg opgivende, og slår frustreret ud med mine arme.

"Hvad?"

"De små kommentarer, den snerrende tone. Hvis du har et problem med et eller andet, kan du så ikke bare sige det, i stedet for at virke så sur?" Efter jeg havde sagt det, kunne jeg godt se, at jeg måske havde været lidt for hård, i forhold til at jeg bare kom for at snakke med ham. Men jeg fortrød det ikke, da jeg hørte hvad han svarede: "Vil du gerne vide hvad mit problem er?"

Jeg nikkede kort, inden han forsatte: "Mit problem er dig. Dig og dit forhold til Niall". Han sagde det ikke bare, han råbte det, han er vred. Hvilket jeg ikke forstår, det er ham der sårer mig.

Jeg var chokeret over de ord der røg ud af hans mund. Men jeg blev også vred, for han havde selv givet mig tilladelse til at date en af hans bedste venner. Det var grunden til at jeg spurgte ham dengang, for at være sikker på at han var okay med det. For det er jo en af hans bedste venner. Men han sagde det var okay, og at han ikke havde noget imod det, og nu kommer han her og har et problem med det?

"Så nu er mit forhold med Niall et problem?", spurgte jeg, og gik et skridt frem, så jeg ikke stod op af døren mere.

Louis rejste sig op fra sengen. "Ja, det er det faktisk", svarede han, og slog frustreret ud med hånden.

"Hvorfor er det lige pludseligt et problem? Du sagde selv det var okay!", råber jeg, og kigger på ham, men jeg kan ikke få øjenkontakt med ham. Hvad gik der af ham?

"Jeg vidste jo ikke i ville ende i et forhold! Og kan du overhovedet lide Niall? Eller bruger du ham bare, fordi du ved han ikke kan gøre en flue fortræd, og du aldrig har haft et forhold, hvor det endte med du ikke blev såret". Det gjorde ondt, hans ord ramte mig. Han ved det er et ømt punkt, og han brugte det imod mig. Jeg kan mærke, at tårerne begynder at presse på, men jeg vil for alt i verden ikke græde lige nu.

"Jeg tror ikke du forstår Louis, jeg elsker Niall", og så lagde der sig en tavshed i rummet. Jeg var selv overrasket over hvad jeg lige havde sagt. Jeg havde ikke sagt det til Niall, jeg havde ikke sagt det til nogen, og jeg havde ikke engang indrømmet det for mig selv endnu. At dele det med Louis, var selv et overraskende træk fra min side.

Jeg fik endelig øjnekontakt med Louis, hans øjne kunne slå lyn, men jeg kunne alligevel godt se et lag af sorg. Til sidst åbnede han munden, uden at råbe, og sagde: "Du bliver nød til at vælge, det er mig eller Niall".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...