Boy-Friend And Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 13 jan. 2016
  • Status: Færdig
Felica - som alle bare kalder Fea, er 19 år. Da hun var yngre, var hun bedste venner med Louis Tomlinson. En dag melder han sig til x-factor, og hun støtter ham i gennem det hele. One Direction skal på deres første tour, og det er tid til at sige farvel. De holder kontakten, men snakker dog mindre og mindre sammen, indtil de mister kontakten. År går og nu beslutter Fea sig for, at det er nu hun vil møde Louis igen. Men hvad sker der efter så mange år, og når folk har ændret sig? Fea bliver forelsket i en af bandmedlemmerne, og måske ikke ligefrem den person Louis havde regnet med ... Der er følelser, løgne og forvirrende sandheder på kryds og tværs, og så bliver det kompliceret.

43Likes
15Kommentarer
21572Visninger
AA

16. Kapitel 16 - Karma

Kapitel 16 - Karma

Felicas synsvinkel.


Frustreret skriger jeg, da jeg taber min elskede iPhone 5 (Nej, jeg har ikke en 6'er) ned i badekarret. Som selvfølgelig er fuldt op med vand.

Lucky me. 

Jeg skynder mig at række ned efter den, og tager den op. "Shit, shit, shit", mumler jeg
mens jeg klikker frustreret på alle knapper, men der er intet liv i den.

Okay, okay, okay, hvad er det nu man skal, når ens telefon er våd. Jeg må have fat i Louis, han er klog, han kan hjælpe mig. Ja, ja det giver mening. Men jeg kan ikke skrive til ham, fordi min telefon er fucking død lige nu, og jeg vil væde med mund til mund ikke virker.

Jeg vender mig om for at tage håndklædet, ved siden af spejlet, da jeg møder mit spejlbillede. Oh my jeg har den største bums i panden. Sådan lige i panden.

Jeg tror bare jeg ligger mig til at dø.

Fuck mit liv, kan den her dag lige blive værre?

Jeg tager håndklædet og pakker min telefon ind i det.

Okay, okay, okay, jeg skal have fat på Louis. Jeg lægger telefonen fra mig, og løber ind i stuen, hvor jeg lige nu er over lykkelig over at jeg har en fastnet telefon. Jeg kommer hurtigt i tanke om Louis' telefon nummer, og ringer op.

"Hej det er Louis", kommer det fra den anden ende af røret. Jeg ånder lettet op, og råber nærmest af ham, at han skal komme her hen lige nu.

*****

"Okay, der står her at du skal putte den i en pose med ris", læser Louis op fra nettet, og jeg gør hurtigt hvad han siger.

"Og hvor lang tid skal den så ligge der?", spørger jeg, og studerer hvordan min smukke telefon nærmest ligger i koma.

"Hmm ... 72 timer", jeg kigger måbende hen på Louis, som om han lige har givet mig mit livs værste nyhed. Hvilket han også har.

"72 timer?!", hvordan kan jeg leve uden min skat i 72 timer? Det sådan 3 dage.

"Rolig Fea", jeg sender Louis de vildeste dræberøjne. Man siger ikke til en pige, at hun skal være rolig, når hun tydeligvis er det.

Der er stille et stykke tid, indtil jeg vælger at ødelægge stilheden. "Louis?", han nikker.

"Har jeg gjort noget slemt, sådan her på det sidste?"

"Hvad mener du?" Han rynker sine bryn.

"Jeg ved ikke, jeg føler bare at karma er efter mig, og for at karma kommer efter dig, skal man jo gøre noget så man fortjener karma", forklare jeg mens jeg hopper op på køkkenbordet. Og når man snakker om karma, gæt så hvad der skete.

Jeg bankede mit hoved tilbage i en en fucking skabslåge.

Jeg tager mig hurtigt til baghovedet, og skærer en grimasse.

"Karma er så meget efter dig", griner Louis, som jeg lige nu har lyst til at stikke sådan en flad. Men alligevel undrer det mig stadig. Jeg har aldrig rigtigt været sådan en der har troet på ting som karma, men stadig så synes jeg bare, at jeg er så uheldig. Og som man siger, karma is a bitch. Desuden hvad har jeg gjort for at fortjene det her "karma"? Hvordan kan jeg bare ud af det blå, blive mega klodset? Måske jeg bare burde pakke mig selv ind i bobbelplast, bare for min egen sikkerheds skyld. 

"Men har du fået pakket?", siger han så og kigger hen på mig. Udmalbert siger det, han siger, mig ikke rigtig noget, pakke, pakke, pakke. Hvad er det jeg skal pakke til? Tænk, tænk, tænk, og så er det man et kort øjeblik føler sig som Peter plys. Men altså kan jeg ikke få et hint? Jeg kunne faktisk godt bruge et hint, men ikke fra Louis, så tror han bare jeg har glemt det. Hvilket jeg selvfølgelig ikke har.

For jeg er en ninja.

Ninja-Fea.

Det lyder stadig ikke godt, jeg må seriøst snart komme på et ninja navn.

Og som den ninja jeg er, har jeg lige udtænkt en plan. Jeg lader bare som om, at jeg har husket, det som jeg skulle huske, men ikke har husket, fordi jeg er dårlig til at huske. Og så siger han det måske af sig selv?

"Selvfølgelig", svarer jeg og sender ham et selvsikkert smil, for at få ham til at tro mere på min viden, om det tam tam som jeg åbenbart skal pakke til. Jeg burde vide det, hvordan kan jeg glemme det? Jeg ved, at jeg ved det. Jeg kan bare ikke lige komme i tanke om det lige nu.

"Hvad har du så pakket?" Han lægger armene over kors, og kigger ventende på mig. Jeg laver en bevægelse med min ene hånd, der skal signalere at det er åbenlyst, inden jeg svarer: "ting".

Han løfter øjenbrynene, og mumler en 'mmh' lyd. Tror han ikke på mig? Sikke en ven. Jeg har altså fuldstændigt styr på det. Jeg mangler bare lige at finde ud af, hvad jeg skal pakke til, også lige at pakke.

"Du ved, bare det nødvendige", svarer jeg med et skuldertræk.

"Så du har pakket overtræksbukser?" Overtræksbukser? Skal vi på skiferie? Jeg er 100 procent sikker på, at jeg ville kunne huske hvis vi skulle på skiferie. Hvad bruger man ellers overtræksbukser til? Skal vi et koldt sted hen? Vi skal ikke ud at rejse, så meget ved jeg da. Men med de drenge, så skal man altid have de underligste ting med.

Jeg kniber mine øjne sammen, og kigger nærmest dømmende og ventende på Louis. "Nu driller du bare", siger jeg, mens jeg nedstirrer ham. Han kniber selv øjnene sammen, og kigger en smule overlegen på mig. "Er du sikker?"

Jeg overvejer det et kort øjeblik, inden jeg tager chancen og svarer med et ja.

Han stopper så den trælse stiereren, og smiler et rigtigt Lou-smil. "Okay, jeg driller. Men det kun fordi jeg ved, at du har glemt hvad vi skal, og at du også har glemt at pakke", siger han helt bedrevidende, og lægger en arm om mig.

"Du kender mig for godt", svarer jeg og puffer til ham med min hofte. Han griner lidt, inden han puffer en gang tilbage.

"Men altså, dig, mig og drengene skal jo i sommerhus i weekenden, remember? Nå nej, vent det gjorde du jo ikke", jeg puffer fornærmet til ham med hoften igen, mens han bare griner af sin egen lamme joke. Men altså står han der og beskylder mig for dårlig hukommelse? Jeg er en ninja, nu må han lige.

"Så vi skal på hyttetur?"

"Korrekt"
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...