Boy-Friend And Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 13 jan. 2016
  • Status: Færdig
Felica - som alle bare kalder Fea, er 19 år. Da hun var yngre, var hun bedste venner med Louis Tomlinson. En dag melder han sig til x-factor, og hun støtter ham i gennem det hele. One Direction skal på deres første tour, og det er tid til at sige farvel. De holder kontakten, men snakker dog mindre og mindre sammen, indtil de mister kontakten. År går og nu beslutter Fea sig for, at det er nu hun vil møde Louis igen. Men hvad sker der efter så mange år, og når folk har ændret sig? Fea bliver forelsket i en af bandmedlemmerne, og måske ikke ligefrem den person Louis havde regnet med ... Der er følelser, løgne og forvirrende sandheder på kryds og tværs, og så bliver det kompliceret.

43Likes
15Kommentarer
21636Visninger
AA

15. Kapitel 15 - Congratulations, I think


Kapitel 15 - Congratulations, I think

Felicas synsvinkel.

Jeg løber hen af vejen, og jeg stopper kun op da jeg står foran Louis' lejlighedskompleks. Jeg er ikke engang forpustet, selvom jeg har løbet hele vejen, eller jeg løb ikke der hvor jeg tog metroen. Men altså, du ved vel hvad jeg mener.

Jeg vågnede bare op med en masse energi, hvilket nok også er grunden til, at jeg sang med på min musik, med fuld power, imens jeg var i bad.

Og da jeg tog tøj på.

Og da jeg lavede morgenmad.

Og da jeg spiste min morgenmad.

Jeg bruger dørtelefonen, og ringer op til Louis' lejlighed. Men der sker ikke noget. Så jeg ringer igen.

Og igen.

Og igen.

"Ja?" siger en træt stemme.

"Hej Lou, det Fea, luk mig ind," og det kan ikke gå for hurtigt, med den her energi, kan jeg ikke stå her meget længere.

"Fea, klokken er lort om morgen, hvad laver du h-"

"Luk mig nu ind, for fanden!" afbryder jeg ham, og han gør straks hvad jeg siger. Jeg smiler overlegent, imens jeg tager trinene på tappene i store bider. Elevatoren virker bare alt for langsom.

Tænk det kom fra mig. Jeg plejer at forgude elevatorer. Tanken om at kunne slippe for trappen og bare stå, er noget som jeg plejer at elske.

Men ikke i dag.

Niksen.

Da jeg når hans dør, banker jeg ikke engang på, men trækker bare ned i håndtaget. Ulåst, han må have låst døren op, da jeg sagde han skulle lukke mig ind. Jeg hopper, faktisk sprænger ind i stuen, med et kæmpe smil klistret på mine læber. Jeg kigger hen på Louis, som sidder i sofaen. Han har joggingbukser, en hvid t-shirt og morgenhår. Han har sikkert taget noget nemt på, da jeg kom på uventet besøg.

"Fea klokken er 07.23 hvad laver du her, og hvorfor er du så frisk?" Han kigger hen på mig med trætte øjne. Han giver mig kort elevatorblikket, og undrer sig nok over, at jeg står her fuldt påklædt, og 'er frisk' som han så fint sagde.

Jeg har forresten en sort nederdel på, og en grå strikket trøje. Jeg har bare sat mit hår op i en høj hestehale.

Jeg begynder at gå frem og tilbage, foran sofaen Louis sidder i. "Jeg har noget at fortælle dig!" siger jeg spændt, imens jeg laver armbevægelser som en sindsyg.

Louis rejser sig op, og lægger en hånd på hver af mine skulderere. Han står lodret foran mig, og ser mig direkte i øjnene. "Fea, fald ned," siger han roligt, og selvom mit smil ikke er til at fjerne, tager jeg alligevel en dyb indånding.

"Okay, jeg vil fortælle dig det som den første, for vi jo bedste venner og sådan. Eller du er min, men jeg ved ikke om jeg er din. Men altså du skal vide det. Så Niall træk mig til side igår, og ville snakke. Og jeg var bare sådan, hvad mon han ville snakke om. Også kom jeg i tanke om, jeg ikke sagde det til dig igår, så jeg kunne ikke sove og-" "Fea," afbryder han mig. "Fald ned, og kom til sagen. Og du er da også min bedste ven." Han smiler roligt til mig, og nuser mig på skulderen med hans tommeltot. Det får mig til at slappe af.

"Niall spurgte om jeg ville komme sammen," smiler jeg stolt.

Hans smil famler lidt, men det som om, at han skal koncentrere sig om, at beholde smilet fremme. "Og hvad svarede du?" Han er nu også stoppet med, at nusse min skulder.

"Jeg er glad fordi jeg sagde nej, ej tænk dig om, jeg sagde da ja!" siger jeg begejstret, og kaster mig om nakken på ham, for at kramme ham. Han lægger også sine arme om mig, og jeg knurrer ham ind til mig.

"Tillykke," siger han lavt. "Tak, og tak for at være sådan en god ven. Du aner ikke hvor meget det betyder for mig, at du er okay med det."

*****

Louis' synsvinkel.

Jeg åbner mine øjne, og holder mig for munden i et gab. Jeg vender mig om, og mine øjne møder ikke et par øjne, men nogle lukkede øjenlåg. Jeg fjerner forsigtigt den lille blå tot hår, som ligger hen over hendes ansigt, og kører den væk fra hendes ansigt. Hun rynker på næsen, inden hun igen, trækker vejret dybt og roligt. Jeg smiler for mig selv. Hun er så køn, når hun ligger der, så fredfyldt. Jeg studerer hendes ansigt, og da jeg kigger på hendes hår, ligger jeg mærke til noget brunt hår, i hendes skilning. Hun skal nok snart have det farvet igen. Selvom jeg stadig ikke forstår, hvorfor hun farvede det blåt. Jeg synes hun havde det pæneste brune hår.

Jeg havde overtalt hende til, at gå i seng igen. Fordi for det første var klokken ikke særligt meget, og når de andre drenge kommer over senere, har jeg brug for massere af energi. Især når vi skal holde filmaften. Jeg havde brug for søvn, og jeg synes også det ville være synd, at sende hende hjem igen. For det andet, kunne hun ikke snakke, når hun sov. Eller jo hvis hun snakker i søvne, men jeg mener hun kan ikke snakke om ham. Min bedste ven, som nu også officielt er hendes kæreste.

Altså de har ikke kendt hinanden i så lang tid, i forhold til mig og Fea, vi har kendt hinanden i en evighed. Men man bestemmer jo ikke hvem man bliver forelsket i.

Forelsket.

Måske de ligefrem elsker hinanden.

Tanken om at Fea elsker en anden, giver et lille stik i hjertet.

Jeg smider hurtigt tanken om, at jeg måske faktisk er lidt jaloux væk, og prikker Fea på næsen, inden jeg rejser mig op. Jeg tager et par sorte stramme bukser på, og skifter min t-shirt ud med en ren grå en.

Jeg går så ud i køkkenet, hvor jeg stiller to tallerkner frem, finder noget toast, som kommer i risteren, og til sidst stiller jeg forskelligt pålæg frem, og nutella, fordi jeg ved Fea elsker det.

Tænk at Harry troede at jeg var jaloux. Det nok det sidste jeg er. Hvad bliver det næste? At han tror, at jeg er forelsket i hende? Pff.

Jeg åbner køleskabet, og finder appelsin juice frem til Fea. Mens jeg selv nøjes med mælk.

Jamen tænk hvis Harry troede, at jeg faktisk også er forelsket i hende. For det er jeg ikke, vel? Nej nej nej. Væk med den tanke.

Jeg kan høre et pling, og toastbrødet hopper op. Så skal jeg bare hente Fea.

Altså jeg vil ikke benægte, at der måske er lidt følelser, men de er jo kun venskabelige, ikke?

Jeg skal altså stoppe med, at tænke på det her.

Men hvad nu hvis jeg har følelser for hende?

*****

Felicas synsvinkel.

Det var måske ikke lige den bedste idé, at sidde mellem Louis og Niall. For det første lå de begge deres arm bag mig, men da de ramte hinanden, træk de den tilbage. Også fik de den geniale idé, at de bare kunne holde mig i hånden, hvilket gør at jeg har Louis' hånd i den ene, og Nialls hånd i den anden hånd. Så jeg kan faktisk ikke rigtig bevæge mig...

Jeg kigger væk fra tv'et, hvor en film, jeg ikke lige kan huske hvad hedder, kører. Jeg kigger hen på skålen med popcorn. For at få fat i skålen, skal jeg slippe en hånd. Hvilket jo egentlig lyder let nok.

Men ikke for overtænkeren Fea.

Selvom det burde, for jeg er en ninja.

For hvad nu hvis dens hånd jeg slipper, føler at jeg foretrækker den anden?

Tænk hvis den person tror, at jeg bedre kan lide den anden person?

Jeg er dyb. I know.

Så får jeg den geniale idé, at jeg da bare slipper begge hænder. Jeg slipper på samme tid, begge hænder, og rækker frem og tager skålen med popcorn, og placerer den i mit skød.

Men jeg tænker ikke så langt, for den hånd som jeg ikke spiser med, vil sikkert snart blive taget.

Hvorfor er jeg også så populær?

Kunne du mærke ironien? For det kunne jeg.

Hahaha... Det faktisk trist.

Og mens jeg så dum som jeg er, tænker for meget. Kan jeg mærke noget sno sig omkring min ene hånd, og derefter den anden.

Hvorfor tænker jeg også så langsomt?

"Hvordan skal jeg så spise popcorn nu?" spørger jeg, og kigger frem og tilbage mellem dem. De kigger afventende på hinanden, men da ingen af dem gør tegn til, at gøre noget, slipper jeg begge deres hænder, og rejser mig op. Jeg sætter mig hen ved siden af Liam, og smiler flabet til dem.

Så må man jo side ved siden af en neutral part.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...