Boy-Friend And Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 13 jan. 2016
  • Status: Færdig
Felica - som alle bare kalder Fea, er 19 år. Da hun var yngre, var hun bedste venner med Louis Tomlinson. En dag melder han sig til x-factor, og hun støtter ham i gennem det hele. One Direction skal på deres første tour, og det er tid til at sige farvel. De holder kontakten, men snakker dog mindre og mindre sammen, indtil de mister kontakten. År går og nu beslutter Fea sig for, at det er nu hun vil møde Louis igen. Men hvad sker der efter så mange år, og når folk har ændret sig? Fea bliver forelsket i en af bandmedlemmerne, og måske ikke ligefrem den person Louis havde regnet med ... Der er følelser, løgne og forvirrende sandheder på kryds og tværs, og så bliver det kompliceret.

43Likes
15Kommentarer
21571Visninger
AA

12. Kapitel 12 - Did you love him?

Kapitel 12 - Did you love him?

Felicas synsvinkel

 

Jeg tager kedlen af elkedlen, og hælder den varme væske op i min kop. Bagefter tøffer jeg ind i stuen, hvor jeg sætter mig i min sofa. Jeg stiller koppen på bordet på bordet, og tager min MacBook op i mit skød.

Jo forresten har jeg mine lyseblå natbukser med skyer på, og Louis' grå hætte trøje. Den dufter stadig af ham, og jeg smiler for mig selv.

Jeg logger på Twitter, og ser jeg har fået en masse followers efter jeg er begyndt, at hænge ud med Louis igen.

Efter jeg hat kigget Twitter igennem efter noget spændende, og har læst jeg ved ikke hvor mange tweets om at jeg dater Louis. Og dobbelt så mange om, at jeg dater Niall. Smækker jeg skærmen sammen, og stiller MacBooken på bordet, for bagefter at tage en slurk af min te.

Jeg ved ikke om Louis er sur på mig, og det gør mig deprimeret. Efter han havde spurgt indtil sine kiks, og jeg havde kløet mig akavet på albuen og sagt ja. Og han havde rystet grinede på hovedet, og spurgt hvad dælen vi havde haft gang i. Og vi måtte svare en kikse krig, sagde Harry at han skulle snakke med Louis. Jeg havde så krammet Louis farvel, og Harry og Louis havde tager elevatoren op. Mere ved jeg ikke.

Jeg ved ikke om Louis ved det.

Jeg ved ikke om Louis hader mig.

Jeg ved ikke hvorfor Louis ikke har kontaktet mig.

Nu må jeg tage mig sammen, jeg hader drama, så jeg må kontakte Louis.

Nu.

Det der med at være en del af noget drama, hader jeg. Jeg hader nå folk er kede af det, eller sure. Drama, er bare noget jeg holder mig fra.

Uden jeg tænkte over det, tog jeg mine vans på, og min jakke. Og smækkede døren efter mig, jeg låst døren og puttede min mobil og nøgler i min jakkelomme. Jeg lynede jakken mens jeg, gik ud til vejen, jeg orker ikke metroen, så det må blive en taxi.

Heldigvis fik jeg hurtigt fat i en, og gav ham adressen, han kiggede underligt på mig, og jeg aner ikke hvorfor.

*****

Jeg pressede min hånd ind på den lille røde knap, og ventede på Louis ville tage den i den anden ende, så han kunne lukke mig ind. Da døren er låst for uvedkommende.

"Det Louis" kom det fra den lille grå firkant der skulle forstille en dør telefon, eller hvad fanden det skulle forstille.

"Ja, hej. Det Fea" Der blev stille i den anden ende.

Jeg tror har en indre kamp med sig selv om, om han skal være sur på mig eller ikke.

Efter et par sekunder som føles som en evighed, forventer jeg ikke Louis har tænkt sig at sige noget. Så må jeg jo sige noget.

"Må jeg komme ind?" Spørger jeg så.

Der bliver stille igen.

"Måske"

En kold brise rammer mine ben, og jeg kigger ned og ligger mærke til, at jeg stadig har natbukser på.

"Louis, jeg fryser altså mega meget, og jeg har kun lige lagt mærke til, at jeg stadig har mine natbukser på. Og jeg tror det var derfor taxa-manden kiggede så underligt på mig. Desuden har jeg betalt får at blive kørt her ud, så jeg går ikke forløbelig. Og igen jeg fryser så meget, og jeg tror ikke billeder af mig med de her bukser på, foran din lejlighed, ligefrem skaber mode på nettet"

"Fint" Afbryder Louis mig, og døren bliver låst op. Jeg går derfor indenfor. Damen bag disken kigger underligt på mig, men fuck det.

Hun kan lide min bukser. Jeg ved det.

Elsk på det.

Nemlig.

Jeg tager elevatoren op, og står endelig foran Louis' dør. Jeg banker på, og døren bliver åbent. Jeg smiler skævt til Louis, som træder til siden så jeg kan komme ind. Jeg træder mine sko af, og hænger jakken på knagen. Inden jeg følger efter Louis ind i hans stue.

"Er du sur?" Ingen af os sidder ned, vi står bare overfor hinanden, med et par meter afstand.

"Nej, jeg er bare skuffet" Vi har ikke øjenkontakt, men jeg kan føle Louis blik borer sig ind i mig.

"Undskyld" Var det eneste jeg kunne finde på at sige.

"Du kunne godt have fortalt mig, at Harry havde taget din mødom" Louis stemme vrisser ikke, eller lyder sur. Men den lyder så skuffet, at det gør ondt.

"Altså det var meningen at Harry skulle sige det, da i tog på tour, på et tidspunkt hvor det ligesom passede, at sige det. Men så mistede vi to kontakten, også viste jeg ikke om han havde sagt det. Men her sådan over tre år senere, regnede jeg med at han havde fortalt det.." Jeg står og leger med kanten på min (Louis') trøje, mens jeg fortæller det.

"Du kunne stadig godt sige det" Louis lægger armene over kors.

"Ja, undskyld jeg ikke lige skrev det sådan random, imens vi ikke havde kontakt" Kom jeg til at snerrer.

"Man bliver skuffet når man finder ud af, at ens to bedste venner, har holdt på en hemmelighed i flere år!" Louis råber og slår ud med armene.

"Undskyld, okay! Jeg kan ikke spole tiden tilbage og lave det om!" Jeg råber tilbage. Jeg ved ikke hvorfor, men når folk råber af dig, bliver du også sur.

"Men du kunne have sagt det! Måske troede du, at jeg vidste det. Men i det sekund du fandt ud af jeg ikke gjorde, burde du have sagt det!" Der stille et stykke tid, og Louis vejrtrækninger bliver mere og mere normale.

Jeg forstår godt, at han er skuffet. Fair nok, det vill jeg også være. Jeg har det også dårligt med det jeg gjorde. Eller jeg fortryder det ikke, jeg fortryder kun at jeg ikke sagde det.

"Var du forelsket?" Nu er det Louis der bryder øjenkontakten.

"Hvad?"

"Var du forelsket, i Harry?" Gentager han.

Var jeg det? Altså da jeg så ham synes jeg, at han så så sød ud. Jeg vil sige det var mere sådan et crush, jeg havde på ham. Ikke sådan jeg-elsker-dig-agtigt. I kender vel godt det, hvor man ser en fyr, og man bare tænker uff.

"Come on, Lou" Siger jeg med den sandvandlige swag bevægelse med hånden.

"Serøst, Fea. Jeg vil gerne vide det" Louis holder øjenkontakten, og jeg føler at mine øjne snart bliver brandt væk, af hans blik.

"Kan det ikke være lige meget?" Jeg slår nu ud med begge mine arme.

Jeg forstår ikke hvorfor det er så vigtigt for ham. Kan han ikke bare lade den ligge nu?

Jeg synes bestemt at den her samtale er slut, så jeg ligger den ene hånd foran mine øjne, som jeg bleger.

"Serøst Fea, stop det der!"

"Du skal ikke bestemme over mig!"

"Felica, voks nu op og lad os snakke om det! Det så typisk dig, at melde dig ud af problemer selvom, du er en del af dem!"

Kaldte han mig lige barnlig, og bad mig om at blive voksen. Det kunne jeg ikke lide når folk gjorde, og det vidste han udmærket godt.

Jeg er så pissed lige nu, her kommer jeg og vil sige undskyld. Også kalder han mig et barn, tsk. Det kan godt være jeg opførte mig som et, men det en del af mig. Og sådan er det bare.

"Fuck dig" også vendte jeg mig om, og gik ud af rummet. På vejen gik jeg ind i et bord, og det gjorde skide ondt. Desuden kan jeg stadig ikke se, da min hånd stadig er foran mine øjne. Jeg fjerner hånden for, at kunne tage sko på. Jeg tager bare min jakke, og åbner døren. Inden jeg smækker døren i, råber jeg: "Og jeg var ikke forelsket i Harry!"

*****

Jeg havde ikke magtet at tage en taxa hjem, hvor underligt det så lyder. Så jeg havde gået, det tog lidt over en time, men da jeg kunne åbne døren til min lejlighed, og træde ind i varmen. Blev jeg lidt glad igen. Min lejlighed er forresten ikke særlig stor, en lille stue med en sofa, og et tv. Man træder direkte ind i stuen, også er der tre døre. En til køkkenet, en til badeværelset, og en til mit soveværelse.

Jeg træder mine vans af, og smed jakken på gulvet. Jeg er ked af det, men jeg græder ikke. Men det kun fordi det er noget jeg ikke gør, jeg kan ikke lide at vise den slags følelser.

Jeg tog min mobil med mig, og smed mig på sofaen. Jeg kiggede oppe i løftet, og følte mig tom. Som om halvdelen af mig, var taget væk fra mig. Som om jeg har mistet Louis en gang til.

Jeg kigger hen på sofabordet, hvor min kop stadig står, sikkert med kold te i.

Jeg kigger på min mobil, og der er to ulæste beskeder.

Niall: What's up x

Harry: He knows

Jeg startede med at svare Niall.

Felica: Sad

Det var meget enkelt, så jeg sendte den.

Så svarede jeg Harry.

Felica: And he's mad.

Altså jeg skrev vel bare meget simpelt.

Jeg fik med det samme en SMS tilbage fra Niall.

Niall: Why? x

Felica: Don't want to talk about it x

Niall: Can I come over?

Felica: I guess so

Niall: I'll be there in 5 with ice xx

Og det var derfor jeg er så glad for Niall. Jeg følte mig allerede lidt gladere.

Lidt efter tjekkede der en besked ind fra Harry, jeg overvejede lidt bare at lade den være, men valgte at tjekke den alligevel.

Harry: He was mad at me 2, but now we're fine. Is he still mad at you? Hope you will be okay. x

Felica: I'm fine. Thanks.

*****

Lidt efter kom Niall over med is, og vi sad nu i min sofa, med et tæppe omkring os. Niall havde armen om mig, og vi sad med hver sin ske, og spiste direkte fra is bøtten.

Niall havde ikke spurgt indtil mere, så det gjorde mig glad.

Men alligevel viste jeg, at jeg skulle fortælle ham det. Jeg følte ligesom, at han burde vide hvorfor jeg er ked af det.

"Det Louis" Startede jeg ud. Niall kigger opmærksomt hen på mig.

"Vi har været oppe at skændes" Han giver min ene skulder et klem.

"Må jeg vide om hvad?" Jeg nikker som svar.

Jeg kigger ned på mit skød, for jeg synes det er lidt underligt at snakke om. Og jeg er også bange for, at Niall bliver sur.

"Jeg havde ikke fortalt ham, at..." Jeg tog en dyp indånding, og forsatte.

"At, det var Harry der tog min mødom" Sagde det nok lidt hurtigt, men jeg blev lettet, som noget tungt forsvandt fra mine skuldre. Jeg kiggede op på Niall for at se en reaktion. Men han kiggede bare på mig.

Efter et stykke tid sagde han endelig noget. "Det okay"

"Vi er jo ikke i et forhold eller noget, så du behøvede ikke at fortælle mig det... Så jeg er glad for du sagde det" Han sender mig et skævt smil.

"Tak fordi du tager det så pænt" jeg siger, og ligger mit hoved på hans skulder.

"Men altså jeg tog så hen til ham idag, fordi jeg ville sige undskyld. Og det gik faktisk fint nok, men så begyndte vi at skændes, og han kaldte mig barnlig, og råbte af mig. Så jeg gik."

"I skal nok blive venner igen, det gør i altid"

"Du har ret" Sagde jeg og kyssede ham på kinden. Han har ret, jeg vil i hvert fald gøre mit for, at vi kan blive venner igen.

Vi bliver altid venner igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...