Boy-Friend And Boyfriend

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 13 jan. 2016
  • Status: Færdig
Felica - som alle bare kalder Fea, er 19 år. Da hun var yngre, var hun bedste venner med Louis Tomlinson. En dag melder han sig til x-factor, og hun støtter ham i gennem det hele. One Direction skal på deres første tour, og det er tid til at sige farvel. De holder kontakten, men snakker dog mindre og mindre sammen, indtil de mister kontakten. År går og nu beslutter Fea sig for, at det er nu hun vil møde Louis igen. Men hvad sker der efter så mange år, og når folk har ændret sig? Fea bliver forelsket i en af bandmedlemmerne, og måske ikke ligefrem den person Louis havde regnet med ... Der er følelser, løgne og forvirrende sandheder på kryds og tværs, og så bliver det kompliceret.

43Likes
15Kommentarer
21643Visninger
AA

10. Kapitel 10 - Please, not you

Kapitel 10 - Please, not you

Felicas synsvinkel

 

Jeg rev min arm til mig, men stiller mig alligevel foran ham, som om at vi har en samtale igang. "Vi har altså virkelig travlt, så hej hej" Jeg sender ham et falsk smil, inden jeg er lige ved at dreje rundt på min hæl, men bliver stoppet af hånden som nu igen er rundt om min arm.

For anden gang vender jeg mig rundt, og ryster hans hånd af mig. Jeg kigger op på Niall, ud af øjenkrogen. Det næsten synd for ham så forvirret han ser ud. Men jeg forstår ham nu godt.

"Hvordan går det?" Seriøst vil han bare snik snakke, jamen så lad os snakke om vejret!

"Fint... Fint" Jeg har stadig min ene hånd i Nialls, og jeg kan ikke undgå at se hvordan Daniel kigger på dem i smu.

Jep, han hedder Daniel. Daniel den klammeste person i hele verden, altså hvis jeg skal være hel præcis.

Eller den mere korte titel: Daniel, min ekskæreste.

"Hør Fea..." Jeg laver et vred med mit håndled der viser, at han kan forsætte. Det så forresten mega awesome ud, fordi alt jeg gør er bare mega awesome.

Everything is awesome! Everything is cool when you work as a team, everything is awesomeeeee, when you living out a dream!

Undskyld blev lige revet lidt med af The LEGO movie. Som faktisk burde hedde LEGO the movie, efter som man ikke kan bøje ordet lego.

En lego.

Flere stykker lego.

Man det kan man åbenbart på engelsk, tsk.

"Jeg ved godt, at det jeg gjorde var dumt, men vil du ikke give mig en chance mere? Bare en date måske, jeg lover dig, at jeg har ændret mig!" Også kan jeg mærke i min hånd, at Niall spænder muskler. Det faktisk lidt sødt, at det går ham på.

Vent lige... Er han ikke kommet over mig? Efter så lang tid? Lille pus da... Altså vi var kærester *bræk fornemmelser* for ca. Hvad 2 år siden - eller noget. Han burde mande sig op, men jeg smigret. Jeg er åbenbart for fantastisk, det klart han ikke er ovre mig.

Lidt selvtillid skal man altså have...

"Daniel, kom videre" og igen lavede jeg en swag bevægelse med min ene hånd.

"Men Fea..." Også skete det. Min ene hånd blev lagt foran begge mine øjne, så jeg ikke kan se ham mere. Det logik, hvis jeg ikke kan se ham, kan han ikke se mig.

"Ej, Fea. Stop nu det der!" Det gjorde ham irriteret, og det er hellere ikke første gang, jeg gør det mod ham. Og han ved udmærket godt hvad det betyder. Jeg har ikke lyst til at se - eller snakke - med han lige nu.

Jeg vender mig så om, og trækker Niall med mig.

"Wooooops" Kan jeg høre Niall sige, imens at han trækker mig til side. Jeg fjerner endelig min hånd, og kan nu se at jeg var lige ved, at gå ind i en lygtepæl. Jeg sender ham et skævt smil, imens jeg venter på det sandvandlige spørgsmål.

"Hvem var det der egentlig?" Og der kom det! Jeg er synsk.

"Bare en klaphat, som hedder Daniel" Snerrer jeg, fordi jeg virkelig ikke kan udstå han.

"Så i har været kærester? Eller...?" Han kigger på mig med hævede øjenbryn, og nysgerrigheden stråler bare ud af hans øjne... Ej okay.

"Ja, men det var sådan 2 år siden" Det var det år, hvor jeg åd is hele tiden. Fordi Louis var der ikke til at trøste mig, så jeg fandt trøst i is.

Men jeg tog ikke på, for levede kun af det... Ingen logik - I know.

"Hvad skete der så?" Jeg kan jo lige så godt fortælle ham det, hvorfor ikke?

"Jo altså, han ville tage steppet videre, you know" Han nikkede, heldigvis, så jeg forsætte. "Det endte i en kæmpe diskunion, han mente jeg ikke elskede ham, og bla bla bla... Så jeg gjorde det forbi.." Sagde jeg med et skyldertræk.

"Men kan vi ikke snakke om noget andet nu?"

Niall nikker, inden han svarer: "Jo" og giver min hånd et klem.

*****

To do list:

1. Find ud af hvor seriøst det er i mellem mig og Niall.

2. Snakke med Harry om dét.

3. Pakke

Jeg laver så et flueben uden for pakke, da jeg har gjort det. Eller jeg mangler 1 ting. At nakke en af Louis trøjer, uden at han opdager det.

Oh yeah.

Og forresten så har jeg pakket, fordi at jeg er blevet enig med mig selv, om at jeg burde komme hjem og bo igen, i min lejlighed. Ikke fordi at det ikke er hyggeligt, at bo sammen med Louis. Men jeg har bare også brug for noget mig tid. Ligesom alle piger har en gang i mellem.

Nå men altså, nu er det tid til mission Nak-En-Af-Louis'-Trøjer-Uden-Han-Opdager-Det.

Eller bare NEALTUHOD.

Og den starter nu.

Jeg åbner døren på klem, og kigger ind i stuen. Jeg kan se Louis' baghoved, og noget af et tændt tv. Jeg kan godt regne ud, at han ser tv. Så jeg lukker lydløst døren, og går hen til klædeskabet. Jeg åbner det, og studere hans udvalg af tøj. Jeg holder hans fodbold trøje op, som jeg har lånt så mange gange før. Jeps, det bliver den. Jeg ligger den over min arm, og skal lige til at vende mig om. Da jeg får øje på en grå hættetrøje. Det skal med, forstil dig lige at hav den på, en kold slappe af dag. Altså jo, den skal med. Jeg tager den ud af skabet, og ligger den også over min arm. Det banker pludselig på.

Tænk hurtigt!

Jeg smækker skabets låger i, og smider de to trøjer ned i min mini kuffert, som ligger åben på gulvet. Jeg smækker kuffertens låg i. Uden at lyne den, sætter jeg mig ovenpå den, i samme øjeblik som døren går op. Jeg sender Louis der nu står i døren, er kæmpe smil som siger jeg-har-ikke-gjort-noget.

"Heeee.....j" Hans ansigt ændre sig til et septisk et, mens han kigger underligt på mig.

"Hvad har du gjort?" Han kigger op og ned af mig.

"Intet, hvorfor spørger du?"

"Det bare den måde du smiler på" Han går hen mod mig, og jeg rejser mig hurtigt op, og begynder at skubbe ham ud af rummet.

"Vær nu ikke så fjollet" Siger jeg, mens jeg har mine hænder på hans skulderblade, og på den måde skubber ham.

"Vent her" Siger jeg og løber ind på værelset, jeg lyner kufferten, og trækker den efter mig ud til Louis.

Mission NEALTOHUHOD klaret!

Jo forresten, den har ændret navn til Nak-En-Af-Louis'-Trøjer-Og-Hættetrøjer-Uden-Han-Opdager-Det.

Fedt navn, jeg ved det. Mentalt skulderklap.

Jeg tager min frakke på, og trækker min hue ned over mit hoved. "Farvel" siger jeg og trækker Louis ind i et kram.

"Skriv, så jeg ved du er kommet sikkert hjem" Siger han, og kysser mig på panden. Ja ja mumler jeg, inden jeg åbner døren og går hen mod elevatoren. Louis havde spurgt om han skulle køre mig, men jeg sagde at det havde han ikke behøvet.

Jeg klikker på den runde knap på væggen, og efter et par sekunder, kan jeg høre det berømte bling lyd, som betyder at elevatoren er her. Dørene åbner hver sin vej, og jeg træder ind. Jeg kigger rundt og får øje på en krøltop i hjørnet. Han er helt begravet i sin mobil, hvorfor mon den er så spænende?

Elevatoren begynder at bevæge sig, og jeg undrer mig over hvorfor Harry stadig er her. Hvis han kom nedefra burde han så ikke stige ud? Måske skulle han besøge Louis. Sikkert.

"Kører du bare op og ned for sjov?" Harry kigger overrasket op på mig, nok fordi at han ikke havde lagt mærke til, at jeg er kommet ind.

"Jeg skal op" Siger han, og peger op.

"Når, det har vi været, og nu vi på vej ned"

"Så må jeg vel bare tage en tur mere"

"Altså hvis du husker at stige ud" Han rækker tunge af mig, og skal lige til at svare, da elevatoren laver et ryk. Og vi bevæger os ikke mere.

"Hvorfor bevæger vi os ikke mere?" Spørger jeg undrende.

"Elevatoren stoppede" Jeg ruller øjne af Harry, som bare smiler til mig.

"No shit, men hvorfor?"

"Ligner jeg en der ved det?" Han hæver det ene øjenbryn.

Jeg ruller igen øjne af ham, og går hen til de mange knapper, på væggen. Jeg klikker på den lille knap, med en klokke på, som jeg altid har haft lyst til at klikke på.

Indrøm det, man har kigget på den så mange gange, men man har aldrig klikket på den.

En lille strøm af glæde går igennem mig, da jeg klikker på den. Som om en lille drøm går i opfyldelse.

"Hvad smiler du af?" Jeg kigger hen på Harry, som overraskende stor ved siden af mig.

"Jeg har altid haft lyst til, at klikke på den knap" Han ryster smilende på hovedet af mig.

Men det jo sandt, han har sikkert også altid følt sådan, den nar.

"Burde der ikke ske noget?" Jeg kigger hen op Harry, som nu også klikker på knappen.

Ha! Jeg er sikker på, at han havde mega meget lyst til det!

"Det ved jeg ikke" Jeg trækker på mine skuldre.

"Burde en klokke ikke ringe eller noget?" Forsætter jeg.

"Vi må vel vente på nogen hjælper os" Siger Harry med et skuldertræk.

"Siger du, at jeg er fanget i et lille rum på 3 x 2 meter med dig?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...