Glemslen

"Dommedag er ikke som jeg havde troet. Intet kaos, intet ragnarok, kun stilheden. Og stilheden er meget værre. For i stilheden kommer de modbydelige tanker sig snigende. Først nu går det op for mig at vi skal dø" //Jeg deltager med denne historie i 'Dommedags-Konkurrencen' -The Green Pencil♥//

16Likes
25Kommentarer
875Visninger

1. Dommedag

Vi havde ikke en chance. Det havde vi aldrig.

Ingen var forberedte på hvad der ville ske på en fredelig nat midt i Juni - selvfølgelig var ingen det. For ting sker jo aldrig netop for en selv, vel? Alligevel skete dette for 7 milliarder mennesker en fredelig nat midt i Juni 2019, Klokken 23:05.

Én enkelt besked gik over alle medier den nat. Én besked der ville forandre 7 milliarder menneskers liv. Én besked gjorde planeten tavs - for en kort stund.

"I morgen 6:38 vil en asteroide kolliderer med jordens atmosphere. Objektet vil frembringe en eksplosion, der svarer til energiindholdet i 2.500 megaton trinitrotoluene. Altså 50 gange kraftigere end den største detonerede atombombe på Jorden. I har 7 timer til at samle jeres kære. Måske bliver det sidste gang i ser dem. Enden er nær - få vil overleve. Må guderne være med jer"

og med et fingerknips var dommedag her. Dommedag var helt anderledes end jeg havde forestillet mig. Familier sad i deres hyggelige små hjem samlet om fjernsynet eller optaget af kortspil og hyggede om hinanden, da beskedden gik verden rundt. Ingen gik i panik, ingen råbte og skreg, ingen tog langt væk. For hvor kunne vi tage hen? Hvad kunne vi gøre? Absolut intet. Kun stilhed. Nok mest fordi det uundgåelige endnu ikke var sunket ind. Vi skulle dø.  

I timerne der fulgte derefter, så vi bare passivt til. For hvordan forberedder man sig på at dø?

Jeg kan hører mor der grædder i køkkenet. Hun snakker med mormor. Det har hun gjordt i mange timer. Far sidder bare med hænderne i skødet og stirrer stift på fjernsynet - som om at der pludselig i sidste øjeblik ville komme en besked om at vi var blevet reddet. Ligesom i alle de latterlige Hollywood-film - der nu er vores eneste spinkle håb vi desperate klamrer os til. Men selvfølgelig bliver vi ikke redet. Lykkelige slutninger eksisterer kun i film og bøger.

Dommedag er ikke som jeg havde troet. Intet kaos, intet ragnarok, kun stilheden. Og stilheden er meget værre. For i stilheden kommer de modbydelige tanker sig snigende. Først nu går det op for mig at vi skal dø.

Vi har mindre end et døgn. Om mindre end et døgn er vi borte. Vi vender aldrig tilbage. Alle tegn på at vi har været her vil være borte. Ingen vil nogensinde vide at vi har været her. Om mindre end et døgn er vi glemt. Det er dén tanke der gør mest ondt.  

Alle de år, alle de minder, alt vil være væk. Alt omkring os, skolen, naboer, venner, dyrene - væk. Først nu indser jeg, at vi er alt for utaknemmelige. Vi sætter ikke pris på hvad vi har her i livet. Det går først op for os hvor meget vi holdt af selv de mindste ting - når de bliver taget fra os. Og nu bliver vi straffet. Alt vil blive sprængt til ugenkendelighed. Verden vil være et ubehageligt, øde og livløst sted hvor intet kan leve. Ingen vil vide det mindste om at vi har været her. Ingen vil være tilbage til at fortælle om os. Om menneskene.

Derfor skriver jeg dette brev. Til ære for menneskeheden. For vi fortjener ikke at blive glemt. Selvom dette brev sikkert vil blive slettet sammen med alt andet, håber jeg alligevel at nogen en dag - måske om milioner af år, finder mit brev.

For vi opstod. Vi levede.

Og vi skal dø.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...