Verdens Ende

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 5 okt. 2014
  • Status: Færdig
Hvert 10. Minut dør et nyt menneske, mens alle nyfødte over en længere periode er blevet dødfødte. Ingen ved hvorfor. //Bidrag til 48-timers dommedag konkurrencen, valgmulighed nr. 1

6Likes
12Kommentarer
483Visninger
AA

3. *ONESHOT*

Lyden af et horn der blev trykket i bund lød pludseligt og rev hende ud af sine tankespind. Gwen gispede af forskrækkelsen, der fik hendes puls til at stige og hjertet til at galopere afsted, som hundrede heste der strøg over den cementerede jord. Hun tog sig til hjertet og sprang tilbage - op på fortovet. Hendes krop rystede af skrækken, mens alt for rundt i hovedet på hende. Ganske svagt bemærkede hun lugten af benzin, der snørede sig omkring hendes lunger og varmen der fik hendes blik til kort at flakke omkring.

"Så se dig dog for, pigebarn!" råbte manden advarende op fra bilen, inden lyden af hjulspind og en sort røgsky strøg fra bilen, da den strøg afsted med lynets hast. Hun stod fuldstændig malplaceret på det tomme fortov.

"Jeg kunne være død," hviskede hun stilfærdigt, da hun endelig fandt luft til sine lunger.

 

Hvert minut var der folk der døde. Ingen omkring hende, i hvert fald ingen hun kendte. Af og til mødte hun nogen der var ..

Hendes tankestrøm stoppede brat, da hun kunne lugte råddent kød og tog en hånd op for næsen for at afskærme sig fra den fæle lugt, der fik kvalmen til at melde sig i hendes alt andet end eftertragtede krop. Snart så hun en pige der lå henslængt på den kolde jord. Hun sukkede. Endnu en. Hun rystede let på hovedet af det.

 

Fødderne satte i løb under hende, en reaktion der blot var en indskydelse. Hun lod fødderne hamre imod fortovet, hun skulle hjem. Det kunne ikke gå for stærkt. Hun bed smerten i sig, da hun trådte forkert og landede fejlagtig på foden, så den fik et vrid der ikke var godt for hende. Hun bed tænderne snappende sammen og mærkede tårerne der hobede sig op i sine øjne. Hun kunne ikke stoppe nu. Hun måtte hjem og tjekke sin familie.

 

I radioen havde der floreret rygter om, at det ikke bare var tilfældige folk der døde. Først var det alle de højtstående, så der var tale om, at nogen havde lavet en korruption imod de højere magter. Det rygte gik i sænk, da fattige folk blev ramt. Nu var de ganske få tilbage, 100 hvis de var heldige.

 

Hun tog en dyb indånding og bed sig i underlæben, mens hun mærkede den stille aftensne begynde at falde i små snefnug. Hun stoppede op og lod de isblå øjne glide op imod den mørklagte himmel. Sne. Ordet hang i hendes hoved. Sne?

Men det var jo midt om sommeren? Alt var vendt på hovedet. Det var mørkt om sommeren, og der faldt sne? Der var kaos i verden, selv her i lille Danmark. Hun gøs ved tanken om det. Hænderne rystede allerede, hun skulle igennem skoven.

 

Bare rolig Gwen, mindede hun sig selv om. Der var ingen grund til panik, det var altid alle andre der døde. Ingen hun havde nært, og heller ej hende selv. Det var det positive. Nogen holdt hånden over hendes familie. Alligevel sad frygten i hendes krop og nagede hende voldsomt. Hun kunne ikke give slip på den bare sådan lige. Hun ønskede at sikre sig, at hendes familie kunne overleve. Men hvordan?

 

Hun skulle igennem skoven. Derfor satte hun i bevægelse. Hun måtte ikke være udenfor efter nattens frembrud, alligevel havde hun formået at blive drevet med af Annes tankespind og underholdning, så de havde glemt alt om tid og sted. Annes forældre havde sendt Gwen hjem, men hun havde ønsket at blive. Det var bare ikke noget man gjorde mere. Alle forsøgte at holde sig fra hinanden. Hun havde altid holdt så godt ved Anne som muligt, men begge parters forældre forsøgte at holde dem adskilt.

 

Hendes blik gled ned på det armbåndsur om håndleddet. Der var ikke mange mennesker tilbage. Alle havde valgt at gemme sig i den sidste flække. Forsøgte at holde sammen, alligevel var der så meget splid, at det havde delt byen i to. Den del som Anne hørte til og den som Gwen hørte til.

 

Et skrig.

 

Gwen snurrede rundt på hælene og så tilbage mod den bydel, som hun ikke hørte til. Det skrig var bekendt. Hun satte straks i løb tilbage mod det sted hun var kommet fra.

 

”Anne!”, hviskede hun panisk. Det lød som Anne. Fødderne hamrede imod den kolde overflade af cementeret underlag, mens hun stormede afsted. Vinden rev og ruskede i hendes krop, men hun kunne ikke stoppe. Hun ville ikke stoppe. Vinden var så kold og hård, at hendes øjne løb i vand, så tårerne væltede ned af hendes kinder i et virvar af forskellige fornemmelser. Kinderne var isnende rødsmurte, da hun endelig fik holdt på sine fødder, så hun Anne der lå sammenkrøllet over et menneske på den asfalterede jord.

 

”Anne”, hviskede Gwen

”De … Men .. Det sker altid for alle andre. Ikke for os .. Hvordan .. Hva-” hun stoppede sig selv og gispede. Gwen så med en bævrende læbe og med tårerne løbende ned af kinderne på Anne, da hun hev efter vejret.

”Nej!” skreg hun og greb fat i Anne, hun ruskede i hende, mens hun hørte den gurglende lyd, og så Anne kæmpe for at få vejret.

”Du må ikke!” skreg hun op, mens Annes krop begyndte at komme med nogle små hakkende bevægelser, kun ganske få sekunder, inden hun faldt sammen i armene på Gwen.

”NEJ!” råbte Gwen af sine lungers grådkvalte kraft.

 

Anne var død. Det kunne ikke passe.

Ingen døde sådan. Ingen hun kendte døde. Panikken bredte sig, og hun satte straks i bevægelse væk. Hun slap Anne, lod hende falde til jorden. Anne var hendes veninde, men hun slap hende. For tanken om, hvad der så var sket med hendes familie eller kunne ske med den hang i hende. Hvem blev den næste? Hendes mor? Far? Bror? Hende selv? Hun gispede panisk ved tanken og satte i løb.

 

Hun skød genvej gennem skoven, mærkede grenene der rev og sled i hendes krop, mens hun løb alt hvad hun kunne. Hun spænede afsted på de godt forede ben, og åndedraget truede med at slå hende omkuld, da hun hev sådan efter den isnende vind. Hun løb sjældent, så når hun endelig gjorde, så var det som at få en mavepuster igennem kroppen. Hun snublede over en gren og slog sig imod den golde og jordede bund. Muldjorden var fyldt med visne blade. Hvad var det der var sket med denne verden? Hun kom vaklende på benene og trods smerten, så satte hun i løb. Hun kunne ikke holde til det, men hun blev nød til det.

 

Hun skubbede døren voldsomt op.

 

Død ..

De var alle døde.

”Nej!” hulkede hun panisk op, mens tårerne strøg over kinderne og hendes hjerte hamrede afsted. Hun var panisk, og lammet af skræk. Det her kunne ikke ske. Ikke for hende.

Det var hendes familie.

Alle andre døde, alle omkring hende. Men ikke hendes familie.

Mareridt!

Det måtte være et mareridt.

 

Hun væltede sammen, grådkvalt på jorden, da hun mærkede, hvordan noget greb fat i hendes krop. Hvert 10. Minut dør et nyt menneske. Hun hørte den bippende lyd fra uret, som hendes mor havde sat til for at understrege, hvornår det 10. Minut lød – det gav den døende lige præcist 10-20 sekunder inden døden indtraf. Noget strammede sig om hendes luftrør og hun gispede.

Det var hendes tur. Hun var ikke klar, og alligevel havde hun ikke noget valgt. Et sidste gispende åndedrag og alt blev sort.

Det sidste hun hørte var endnu en bip lyd, inden hun faldt sammen og alt formørkede sig for tid og evighed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...