"Jeg elsker dig"

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2014
  • Status: Færdig
"Take my hand..I want to fly" Bidrag til "inspireret af et billede" - konkurrencen.

1Likes
3Kommentarer
195Visninger
AA

2. "Jeg elsker dig"

 

 

"Jeg elsker dig"

 

Hun lå med øjne klistret til loftet, selvom hun kun lige kunne ane det i mørket. Mørke var det sidste der skræmte hende. Hun havde barndomsminder om hendes dengang jævnaldrene der ville holde sig væk fra rum der ikke var fuldt oplyst og hvor man ikke kunne se hver en krog, hvorimod hun søgte mørket. Hun søgte fornemmelsen af at forsvinde mellem mængden, mellem det sorte, forsvinde ind i en anden verden. En verden der godt nok var dunkel og uforudsigelig, netop på grund af at man ikke kunne se alt hvad der lurede. Men det fik hendes hjerte til at pumpe blod ud i kroppen dobbelt så hurtigt, men på en måde hun havde elsket siden barnsben. Det gav hende spændning, ikke-faste rammer, det gav hende en følelse af at være i ét med mørket. Hun havde så desperat brug for at være i ét med noget. Føle sig rolig og salig.
     Men selvom hun var omgivet af det der altid bragte hende en sær form for tryghed, var det ingen hjælp denne nat. Istedet lå hun og vendte og drejede sig, vred sig rundt på sengen og kunne ikke finde ro.     
     Da hun følte der var gået år, rejste hun sig stille fra sengen, der alligevel knirkede let under hende, og falmede sig frem til hendes til hendes kjole, der lå nydeligt foldet på en stol, i den modsatte ende af værelset.     
     På liste tær smuttede hun ud af værelset og ned i foyeren hvor hun fandt en lodden jakke hun kunne trække i, hvorefter hun kun manglede at nå uset ud af hoveddøren.     
     Da døren gik i med et dæmpet klik bag hende, åndede hun endelig lettet op. Så langt, så godt.



Regnen plaskede ned over hende, mens hun løb gennem skoven. Våde totter af runde krøller, klistrede sig samtidig til hendes ansigt, og hun fik svære og svære ved at se igennem de tunge dråber der faldt fra himmelen; hun kendte dog skoven ud og ind, så det var unødvendigt med synet. Hun navigerede med lethed ud og ind mellem træerne og drejede skarpt til venstre da hun nåede den lille sti. Først da hun var halvt nede af den mudrede sti der snoede sig sig ind og ud som en tynd og vanvittig lang slange, opdagede hun at regnen var stoppet, lige så pludseligt som den var kommet. Med kolde, frosne fingre slap hun hætten hun havde trukket hen over hovedet og begravede istedet hænderne i lommen, for at få lidt varme og liv i dem igen.    
    Det var først da hun nåede det lille græsområde der lå godt gemt inde i skoven at det gik op for hende hvad hun lavede. Hun mærkede hvordan det slog pusten ud af hende og den tunge byrde lå nu atter på hendes skuldre. Det var som om hun kunne mærke vægten af et problem af gangen, samle sig på ryggen af hende for at tynge hende ned. Det var smertefuldt, så smertefuldt at hun fortrød.
     Hun var ved at vende om og gå tilbage af den lille sti hun kom fra, da en skikkelse gled ud af skyggerne og trådte ud foran hende og blokerede vejen…


 

Da hun så ind i hans brune øjne, blev hun næsten flov over at hun havde været ved at vende om; og da hun så hans smil….så var hun ikke i tvivl om at hun havde været ved at træffe det forkerte valg. Og dog, hele hendes hjerte hamrede af længsel, men længsel efter hvad? Det tideligere eller ham? Det uvidende eller den verden han havde smadret og splintret, som var det en skrøbelig glaskuppel hun havde levet i. Længsel efter hvad?
     Han åbnede armene og det tog hun som en invitation til at trykke sig ind til ham, mens armene omsluttede hende og strøg hende kærligt ned af ryggen. Der gik kuldegysninger igennem hendes krop mens hun sørgede for at indånde duften af ham.    
    Der løb først en enkel tåre ned af hendes kind, men der gik ikke lang tid før resten kom væltende og dryppede ned på den fugtige jordbund under dem. Hun greb krampeagtigt fat i hans frakke, som for at sikre sig at han virkelig også var der. Da hun løftede hovedet hun havde begravet i hans skulder og så ind i hans øjne igen, der ikke var fyldt med andet end kærlighed, måtte hun give slip på ham og træde et skridt tilbage.
     “Jeg… jeg ved ikke… hvad jeg skal gøre,” fik hun fremstammet og lod hænderne falde ned langs side, men måtte hurtigt løfte dem igen og holde dem ud foran sig, for at stoppe ham i nærme sig hende. “Bliv der! Jeg kan ikke tænke klart når du er tæt på,” hviskede hun bedrøvet.
      Respektivt trådte han et skridt tilbage, nøjagtigt som hun havde gjort og så i stedet afventende på hende.
     “Jeg kan ikke håndtere presset længere. Hverken fra mine forældre eller omgangskreds… det er simpelthen for hårdt. Jeg ved ikke om jeg skal følge deres ønsker… give slip på dig; eller om jeg skal bryde mit løfte til dem og tage afsted med dig. Jeg føler jeg står på kanten af en klippe - jeg kan tage tilløb og springe og håbe på at vinden vil bære mig… eller jeg kan blive stående til nogen skubber mig ud over kanten og ned i dybet. Ligegyldigt hvad er det ud uden fast grund under mine fødder, og det føler jeg mig ikke klar til,” mumlede hun hurtigt og forvirret. Hun vred nervøst hænderne foran sig og hendes øjne flakkede rundt i mørket, som om hun søgte svar derfra. Som om at svaret til alle hendes problemer ville vise sig mellem skyggerne.     
     Han gik frem mod hende igen for at holde om hende, men hun rystede voldsomt på hovedet og holdt igen armen langt ud foran sig.
     “Du må forstå… hvilket dilemma jeg står i. Jeg kan miste alt - det er virkelig alt jeg har, jeg ville miste, hvis jeg tog tilløb og sprang.” Hun var langsomt begyndt at ryste af kulde; kulden der sivede igennem hendes våde tøj og helt ind til knoglerne. Den bed sig fast i de mest sarte steder på hendes krop, og hun mærkede hvordan det nærmest stikkede som tusinde nåle, der langsomt borede sig ned og brød overfladen. “Du ved mine forældre aldrig vil acceptere dette… Vi er fra to forskellige verdenener. Jeg prøver ikke at retfærdiggøre deres beslutning; jeg prøver ikke at retfærdiggøre vores liv… Jeg prøver bare at se tingene klart men alt er mørkt når jeg er sammen med dig. Jeg elsker mørket, jeg elsker de skygger og muligheder du kaster, men er livet virkelig fuld af muligheder, eller er det ren indbildning?” Tårerne strømmede nu med kraftig strøm ned over hendes kinder; nogle dryppede fra hagen og ned på jorden, mens andre gled ned af halsen og ind under kraven på frakken. Hun mærkede hvordan dråberne gjorde kulden endnu værre, men lige nu bød hun kulden velkommen, for hellere den smerte, end smerten i hendes hjerte.     
     Hendes øjne flakkede ned mod hans fødder og bevægede sig langsomt opad; indprentede sig ham. Måden han stod med let spredte ben, med hænderne hvilende på lårene. Hendes blik strøg op af maven på ham, over brystkassen, hen over halsen og da hun nåede hans ansigt gispede hun. Hele hans ansigt var også fortrukket i smerte, præcis som hun forestillede hun så ud lige i dette øjeblik. Hans øjne afspejlede hendes fortvivelse og hendes dybe kærlighed. Så dyb at den ingen ende havde.     
     De stirrede på hinanden i hvad der føltes som undeligheder, med meter imellem dem. Så pludseligt at hun ikke fik registreret overgangen, var hans blik fyldt med noget andet…. beslutsomhed. Han var hende ved hende i to store skridt, greb hende om hofterne og lænede sig ned med munden tæt mod hendes øre. Hun kunne både høre og mærke hans dybe vejrtrækning, og det gav hende en ro, selv mørket ikke kunne bringe.
     “Jeg elsker dig” hviskede han.

 

Det raslede i bladene der hvor det forelskede par havde stået for lidt siden. Dog var der ingen at se længere. Den mørke skov havde været vidnet til deres kærlighed, deres længsel og deres fortvivelse, utallige gange. Og var nu også det eneste vidne til deres afrejse… sammen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...