The chance came back - Justin Bieber

The chance came back handler om den 17 årige Jacqueline, som lige er flyttet til England og startet på high school. Hendes mor bor i Danmark, men hun har ingen kontakt til hende, da hun blev indlagt på den psykiatriske afdeling, valgte hendes mor at droppe kontakten. Jacqueline er en meget genert pige, specielt efter hun er flyttet, da hun ikke føler, hun passer ind. Hun har fået en rigtigt god veninde ved navn Sophia. Jacqueline støder pludselig ind i skolens populære badboy Justin, men hvad sker der så bagefter? Vil Justin udnytte hende til det yderste, eller vil de overhovedet falde i snak? Find ud af det i The chance came back.

37Likes
25Kommentarer
9926Visninger
AA

11. Tømmermændsdag


Jacquelines synsvinkel

Filmen var heldigvis færdig, og jeg sad med chips i hele munden, mens jeg var ved at skide i bukserne. Jeg syntes egentlig ikke, filmen var uhyggelig, den var bare klam. Jeg havde ligget op ad Justins brystkasse igennem hele filmen. Jeg var ikke meget for at indrømme, jeg havde nydt det. Det var sikkert Justins plan, siden han kun havde taget en dyne med ind.

 

Jeg kastede popcorn efter Sophia, da hun lå og sov. Hun rejste sig op med et sæt, og vi andre begyndte at grine af hende. Justin havde vist heller ikke rigtigt fulgt med, han sov dog ikke, han var vist bare i sin egen verden. Jeg puffede til ham, og han begyndte bare at smile ligeså stille til mig.

 

’’Jeg må nok hellere hjemad, jeg har ikke fået skrevet til min far’’, jeg kiggede hen på de andre, da det lige pludselig gik op for mig, at jeg faktisk ikke havde fået skrevet til min far. Jeg havde ikke engang fået tjekket min mobil, for at se om han havde skrevet til mig.

 

Jeg tog min mobil frem, og så at han havde skrevet 9 beskeder.

Hvor er du?

Kommer du hjem i nat?

Svar mig lige!

Hallo du får snart stuerast

Kommer du snart hjem?

Hallo Jacqueline

Er du sur?

Hvorfor svare du mig ikke?

Jacqueline kom hjem NU!

Han havde også haft ringet 27 gange. Jeg fik tastet hans nummer ind, og tog mobilen op til øret. ’’Hallo det er Jason’’, jeg smilte for mig selv. ’’Hey daddy, undskyld jeg ikke har fået ringet, men jeg var faldet i søvn med Sophia’’. Jeg kunne lige forestille mig hans bekymret ansigt. ’’Det er i orden, bare du kommer hjem nu!’’, han lød sur. Jeg blev helt ked af, jeg havde gjort ham så bekymret.

 

’’Jeg skal nok køre dig’’, Justin tog nøglerne på bordet, hvilket jeg tog som en hentydning til, jeg ingen valgmuligheder havde. Jeg nikkede bare, tog min jakke og fik mine converse på. Jeg var virkelig trist. Jeg gjorde alting forkert. Jeg glemte altid, at vise min far, at han faktisk kunne stole på mig. Jeg glemte, at vise ham, at jeg elskede ham.

 

Jeg fik sat mig ind i bilen, og kiggede ud på regnen, der stille drev ned fra himlen. Vejret passede pludselig til mit humør. Jeg havde lige haft det så godt. Jeg hyggede mig virkelig med Justin og de andre, så hvorfor røg mit humør så langt ned? Sådan var det også altid hjemme i Danmark. Det ene sekund var jeg det gladest pigebarn, der kunne rende på to ben, og pludselig var jeg det mest deprimerende barn på to ben, som var til fare for sig selv.

 

Jeg havde altid været cutter. I hvert fald så længe jeg kunne huske tilbage. Jeg startede allerede som 7-årige. Jeg kunne ikke rende med T-shirt uden hele tiden og skjule min arm. Selv hjemme ved Justin, skjulte jeg min arm, for tænk hvis han fandt ud af det. Hvordan ville han ikke lige reagere? Jeg var flov over, hvad jeg havde gjort - og så alligevel ikke. For det havde hjulpet mig. Hvis jeg ikke fik cuttet, jamen så spiste jeg bare tre mere måltider og tog på.

 

’’Hvorfor er du så stille?’’, Justin vendte sin opmærksomhed mod mig. Jeg stirrede stadig ud ad vinduet, jeg kunne ikke lige overskude en samtale. ’’Rolige Jacque, jeg kan hører dine tanker helt her henne’’. Han kiggede mod mig, og hans blik sagde alt. Han var bekymret. ’’Jeg er okay, bare kør’’, jeg lænede mit hoved mod vinduet og lukkede mine øjne.

 

Alt hvad der kom frem var tilbageblik på mit liv dengang. Dengang jeg var indlagt på den lukkede afdeling. Dengang min mor vendte mig ryggen. Jeg havde stadig ikke forstået det. Hvad skulle det overhovedet til for? Elskede hun mig ikke? Var hun flov over mig? Jeg havde stadig så mange spørgsmål til hende, som jeg nok aldrig fik svar på.

 

Jeg huskede stadig, dengang jeg var lille, og vi alle opførte os som en familie. Udover at far mishandlede mig. Jeg huskede hvert et slag, han havde forpint mig med, men alligevel var vi en familie. Vi holdte sammen, og elskede hinanden. Jeg savnede at have en familie. Eller måske var det bare en mor, jeg savnede.

 

Det var ligesom, der det hele startede. Det var der, de forlod hinanden. Jeg indså aldrig, hvordan det ramte mig, jeg drak det bare væk. Røg det væk og cuttede det væk. Jeg ville ikke indrømme overfor andre, hvor svag jeg egentlig var. åbenbart Ikke engang overfor mig selv. Jeg kunne ikke se, hvad jeg gjorde forkert. Jeg mente, jeg tolkede det helt rigtigt.

 

’’Vi er her’’, Justin kiggede endnu engang hen på mig med hans bekymret blik. ’’Fjern det blik, jeg klarer mig’’, jeg smilede forsigtigt til ham, bare for at han skulle tro på mig. Han nikkede kort, kyssede mig på kinden og kørte så væk.

 

Jeg følte mig endnu engang forladt, da jeg så ham køre væk. Jeg følte, det var endnu en, som havde vendt mig ryggen, selvom jeg selv havde bedt ham om det. Jeg kiggede hen mod døren, så min far i vinduet og gik langsomt hen mod døren.

 

Jeg trak håndtaget ned, og gik ad døren. Vi far så bekymret ud, men var alligevel glad for at se mig. Han trak mig ind til et kram, nussede mig på kinden og hviskede: ’’Du har stadigvæk stuearrest’’, jeg grinede kort over ham. Selvfølgelig var jeg ikke glad for at have stuearrest, og jeg syntes langt fra, det var sjovt, men han skulle ikke falde mistanke. Han skulle ikke tro, jeg var kommet tilbage til det gamle jeg.

 

Jeg nikkede kort, smed min taske, mine sko og min jakke. Jeg forlod køkkenet og traskede oven på. Jeg åbnede døren indtil mit værelse, og lod mig dunke ned på min seng. Automatisk væltede mine tårer ud ad øjenkrogen, uden jeg selv havde kaldt dem til mig. Jeg lukkede langsomt øjne og faldt hurtigt hen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...