Sophia

Sophia kommer hjem fra at have boet på et psykiatrisk hospital i nogle måneder. Alle tingene på hendes værelse minder hende om ting der er sket i hendes liv.

2Likes
3Kommentarer
155Visninger
AA

2. Bolden

Jeg kigger rundt og får øje på den gamle slidte fodbold der ligger i hjørnet. Jeg fik den af min far da jeg vandt min første fodboldkamp. Jeg havde scoret 2 mål og mit hold havde vundet. Han var så stolt af mig at han havde købt spritnye fodboldstøvler, benskinner og en fodbold, selvom han slet ikke havde råd til det. Min mor var blevet utroligt gal på ham og hun ville have det hele byttet, men far overtalte hende til at jeg måtte beholde bolden som et minde om den dag.

Jeg var stået tidligt op så jeg havde god tid til at vågne før jeg skulle af sted. Far havde drukket aftenen før og lå på sofaen og sov. Han havde ellers lovet mig at han ville komme og se mig spille, men sådan er han, min far, man kan ikke stole på ham. Min mor var for længst taget på arbejde og mine brødre sov. Jeg listede stille rundt i huset, bange for at vække nogen. Da jeg havde spist morgenmad tog jeg min taske i hånden og spurtede alt hvad jeg kunne op til busstoppestedet og nåede kun lige præcis bussen.

30 min før kampen startede skulle vi til at varme op og jeg åbnede min taske for at tage mine fodboldstøvler og benskinner frem. De var der ikke. Det var nogen jeg havde lånt af min bror så de lå i hans taske fordi han havde brugt dem til træning dagen før. Jeg kan huske at tårerne pressede sig på men jeg ville ikke græde foran mine holdkammerater og min træner. Jeg havde glædet mig så meget til endelig at spille en kamp, men nu kunne jeg ikke alligevel. Jeg varmede op sammen med de andre alligevel for jeg ville så gerne være med.

5 min før kampen startede stod vores træner og snakkede om kampen og hvad vi skulle være opmærksomme på. Jeg sad med tårer i øjnene og kiggede ned i græsset da der pludselig var en der sagde: “Hey, er det ikke din far Sophia?” Jeg vendte mig rundt og det var det, han kom løbene hen over græsset med mine fodboldstøvler og benskinner i hånden. Jeg boede 5 kilometer væk og han var løbet hele vejen. Han fortalte at han var vågnet da døren lukket og så så han at min brors taske stod åben og at det var i den. Han kunne ikke nå mig inden bussen så han var bare løbet hele vejen.

Jeg sidder helt og smiler nu. Selvom min far ikke er nogen ret god far, elsker han mig stadig. Jeg har ikke snakket med ham siden jeg blev indlagt, men mine brødre siger at han få det værre og værre og nogen gange er væk i flere dage af gangen. Min mor vil vist godt skilles fra ham, men hun elsker ham stadig. Hun hader, at hun elsker ham. Det gør jeg også.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...