Blazing Grace

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 19 okt. 2014
  • Status: Igang
Alexander Stevens udvælges til et forsøg, hvor systemet vil bryde ind i hans hjerne - hans tanker og hans sind. Med en ny gnist af oprør brændende i sig, lukker han systemet ude; eksperimentet slår fejl og Alex ender med at stå over for sin egen dobbeltgænger. Sekundet de rører ved hinanden, går tiden i stå - sekundet efter bryder alt ud i en ustoppelig kaos. | Deltager i 48-timers konkurrencen - valgmulighed 1.

40Likes
155Kommentarer
1701Visninger
AA

4. ✗ Kapitel Tre | At Miste

Bildørene smækkede automatisk i efter os. Jeg havde før tænk på, om det kunne lade sig gøre, at de smækkede i, inden man nåede at komme ud. Sikkert ikke, men man vidste aldrig.

  Nogle af folkene i Azouri Kongrescenter var på vej ud. Jeg kunne gætte mig til, at det var de, som allerede havde skrevet under. De andre stod stadig og ventede på, at det ville blive deres tur. Og så var der os, der ikke en gang stod i køen. Vi nåede sikkert heller ikke frem, hvis far virkelig havde planer om at diskutere med Nobel.

  Tiden havde jeg ikke styr på, men der kunne ikke være gået mere end en time. Der kunne måske være gået en halv time til femogfyrre minutter. Helt ærligt kunne det også være lige meget - det hele - eller.. ikke helt. Der var mor, Chrissy og Zoey. De tre piger i mit liv. Jeg kunne ikke lade dem gå, jeg måtte ikke være ligeglad, når de også var her. I min verden var der kun to ting: Kærlighed og angst. Ligegyldighed skulle ikke blive en tredje.

  Far gik forrest ind. Soldaterne stod på samme plads, men Nobel sad nu i en sort læderstol på scenen og kiggede smilende ned på os. Hans blik fik mig til at gyse. Der var ikke noget sexet over en skræmmende, diktatorlignende mand.

  Tøvende fulgte mor efter far og mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg se på? Skulle jeg vende mig om, så jeg ikke så, hvad der skete? Men ville jeg så fortryde, at jeg ikke så far i hans sidste sekunder? - For mange spørgsmål, for få svar. Til tider spekulerede jeg også over, hvorfor der fandtes spørgsmål, men ingen tilhørende svar.

  "Nobel, du er gået over stregen!" råbte far til ham.

  Hans smil sad stadig lige så manipulerende på hans perfekte, afrundede læber.

  "Er De.. Alexanders far?" spurgte Nobel og rejste sig op og gik hen til scenekanten.

  "Ja, og du har ingen rettigheder til at true børn, unge og voksne på den måde! Vi er alle sammen mennesker, og ingen skal bruges som en ussel forsøgskanin!"

  Jeg måbede. Det gjorde han bare ikke. De ord kom bare ikke ud af hans mund. Hvad argh tænkte han på?!

  Smilet på Nobels mund dæmpede sig langsomt til et koldt ansigtsudtryk. Han gjorde tegn til at en soldat skulle komme hen til ham.

  Det eneste, som jeg kunne tænke, var "fuck".

  Nobel hviskede noget til soldaten, og soldaten gik hen til den store menneskemængde og hentede et papir fyldt med massevis af underskrifter.

  Folks opmærksomhed havde rettet sig mod os, men jeg kunne ikke få øje på Chrissy, som jeg ville. Skulle jeg dø nu, skulle hun være den sidste, som jeg skulle se. Hendes smukke ansigt. Hendes kønne øjne, elegante hår og perfekte krop. Jeg ville råbe, at hun var mit livs lys, men så begyndte Nobel at tale.

  "Mand og kvinde, kom op på scenen og skriv under," beordrede han og rakte far en hånd.

  Tøvende tog far imod, jeg bed mig selv i tungen.

  Nobel gav far en knytnæve i hovedet med den anden hånd, så far faldt om på gulvet.

  "Kom selv op."

  Mor måtte hjælpe far op, og med blodnæse måtte far rejse sig, kæmpe sig op på scenen og derefter blev det mors tur til at klatre.

  Folk tiede nu og holdte deres fulde opmærksomhed på hvad, der hændte. Jeg kunne stadig ikke få øje på Chrissy.

  En ny soldat løftede et lille, firkantet bord op på scenen. Den blev placeret foran far, der nu fik overrakt en jernfarvet kuglepen. Han så angst ned på mig, mens mor var for chokeret til noget. Jeg frygtede det værste. Ville Chrissy ikke bare stå ved min side nu. Kunne hun ikke bare stå og holde mig i hånden lige nu, hvile sit hoved på min skulder og vise mig, at jeg ikke stod alene lige nu midt i en tribune, som jeg ikke kunne styre eller håndtere.

  Langsomt gled fars blik væk, hans hoved vendte sig mod papiret, der nu lå på bordet. Hans bevidsthed var forsvundet. Han havde indset, hvad der skulle ske.

  Mor hulkede og tog fars hånd. Jeg kunne ikke fjerne mit blik fra dem. Tiden var som frosset fast om mig.

  Fars hånd strøg hen over papiret i sving, der blev til ord, som blev til hans navn. De fyldte, sorte bogstaver var næsten ikke til at se herfra, men jeg kunne lige skue dem.

  Forsigtigt rakte han kuglepennen til mor, som var det en bombe, der ved mindste berøring ville udløse en smertefuld bølge af smerte, ild og flammer.

  Hun tog blidt imod den og så grædende ned på mig, men nu uden et ord eller sorgbindende gråd.

  "Jeg elsker dig," hviskede hun så svagt, at jeg kun kunne tyde ordene, fordi jeg læste hendes munds bevægelser.

  "Gør det ikke," hviskede jeg igen, men det var for sent. Hendes ansigt så ikke længere på mig, men papiret, som hun udfyldte med navnet "Dina".

  Som hun lod kuglepennen svævende dumpe ned på bordet og vendte sig om mod Nobel, affyrede de to soldater, der stod ved hans side, et skud hver, der var nok til at gennembore mors og fars tynde lag hud og efterlade gulvet med dråber af blod, som samlede sig sammen under de døde kroppe, der faldt til jords med et ekkofyldt bump.

  Luften forsvandt i samme øjeblik ud af min mund i et langtrukkent pust. Jeg faldt ned på gulvet med knæene først og slog så med vilje hovedet i det derefter.

  Ikke så meget som et ord kunne jeg få frem. Ikke så meget som en bevægelse til kunne jeg fremføre. Jeg følte mig overvundet. Jeg var overvundet, og det var ikke til at tro. Tænk at én dag kunne ændre alt det, jeg så i verden. Alt det ønskede, skulle blive min fremtid, forsvandt nu ud af mit hoved sammen med mit håb.

  Jeg var ikke typen, der anerkendte et nederlag, men jeg havde mistet snart alt, der betød noget for mig. Mine forældre, mine skabere. De, som havde skabt mig, opdraget mig til den, som jeg var og elsket mig på én og samme tid, de var nu borte. Dræbt af det system, som jeg troede allermest på - indtil i dag.

  Ingen i universet kunne tilbagebringe min mor og min far, ingen i verden kunne give mig den selvsamme hverdag igen. Jeg var en fortabt dreng i en egoistisk verden.

  "Hvorfor skabe sorg, hvis vi glæde os til i morgen?" huskede jeg mor sige, når jeg var trist.

  "Fordi vi inderst inde ikke er de helte, som vi forsøger at udgive os for. Men vi kan blive dem, ikke Alex?" Det havde far altid svaret.

  Gentagende gange havde jeg hørt de sætninger, og jeg havde nogle gange følt dem trættende at høre på igen og igen, men nu forstod jeg det hele.

  Ja, vi var ikke helte. Vi kunne ikke kontrollere os selv og vores følelser, men vi kunne gøre, hvad vi kunne, og det var det eneste rigtige at gøre. Lige nu var det bare som om at mine kræfter ikke var til stede. De fandtes ikke. Jeg kunne ikke kæmpe, selvom det var mit ønske.

  Jeg kunne ikke rejse mig op og være en helt. Kun håbe på at nogen ville komme og fjerne mit frosne, tomme blik med et smil eller en berøring, der ville vise mig, at jeg skulle slippe fortiden, selvom den stadig hang i luften som én tyk røgsky.

  Og der kom hun. Hende, der skældte sig ud, selvom verden ikke tillod det.

  Hun hadede sig selv for ikke at være kommet før, men hun havde været lige så chokeret som jeg, og hun kunne intet gøre. Det kunne hun dog nu. Og det gjorde hun.

  Som et lys midt i mørket tog hun sin hånd til min kind og trodsede reglen om berøring. Hun trodsede en regel for at hjælpe mig. Hun vidste, hvor hun skulle tilbringe natten, men hun var sorgløs i dette tilfælde.

  "Alexander," nåede hun lige at hviske, kort før hun blev revet væk fra mig af en stor og bredskuldret soldat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...