Blazing Grace

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 19 okt. 2014
  • Status: Igang
Alexander Stevens udvælges til et forsøg, hvor systemet vil bryde ind i hans hjerne - hans tanker og hans sind. Med en ny gnist af oprør brændende i sig, lukker han systemet ude; eksperimentet slår fejl og Alex ender med at stå over for sin egen dobbeltgænger. Sekundet de rører ved hinanden, går tiden i stå - sekundet efter bryder alt ud i en ustoppelig kaos. | Deltager i 48-timers konkurrencen - valgmulighed 1.

40Likes
155Kommentarer
1708Visninger
AA

3. ✗ Kapitel To | Tidspres

Det hele kom som et chok for os alle. Tænk at mor og far gik glip af dette. Det var verdensomspændende! Hvordan kunne organisationen, som jeg igennem hele mit liv havde stolet fuldt og fast på, bare give Nobel tilladelse til at bruge tretten unge på min alder som forsøgspersoner i et utestet eksperiment?!

  Jeg slog ihærdisk mine hænder ned på bordpladen, lige som alle andre begyndte at råbe utilfredse op. Jeg frygtede, at de uenige ville blive straffet, så jeg nøjedes med slaget og holdte munden lukket, mens jeg inderligt skreg og hylede af vrede og angst.

  Chrissy sad helt stille på sin plads og lignede en sød, lille lam, hvis blik var frosset fast ud i intetheden. Hun så ikke bange ud. Der imod lignede hun en, der havde forudset dette, men først forstod nu, hvad det betød.

  På grund af at der for seksten år siden var uspredt en form for gift i Azouri, flygtede rigtig mange til London. Kun de færreste vendte tilbage, da giften blev fjernet.

  Nu skulle der så udvælges tretten - ud af os femten unge, der var tilbagevendt.

  "Vores børn skal ikke benyttes til eksperimenter!" råbte en kvinde, der beskyttende slog armene om sine tre, små børn.

  "Det kan næsten ødelægge en helt generation fra Azouri!" råbte en anden.

  For at lægge stilhed over salen igen, kom ti soldater - fem på hver side af Nobel - ind på scenen. De var alle uniformerede og bar en maskingevær, som de sigtede ud i luften over folks hoveder. Der blev affyret et par skud, hvor ingen blev ramt, men folk blev skræmte.

  "Som I kan se," begyndte Nobel, "er vi ikke bange for at bruge ild. Vi har vores tilladelse, og et par fra eller til vil ikke gøre forskel. Støt op - eller bliv brændt ned. Jeres valg."

  Mine vejrtrækninger var begyndt at forøge sig. Mit hjerte bankede for at overleve, og jeg var mere angst end nogensinde før.

  Nobel ville slå os ihjel, han ville skræmme os til døde. Men før det, ville han bruge os til hans latterlige forsøg, som han sikkert kun forskede for penge.

  Mit spørgsmål lød, hvorfor pokker han ville bruge min generation, der var færrest af. Hvorfor ikke de ældre - hvorfor ikke de syttenårige, der var blevet voksne i år. De var startet på deres nye liv, havde fået afgjort en masse valg og måtte nu selv foretage flere valg end før. Jeg kunne ikke begribe det. Bare at Chrissy og jeg måtte blive de to, der ikke skulle bruges.

  "Det tænkte jeg nok," smilede Nobel tilfreds, da der var blevet stille. Det betragtede han som et Støt op. "Vi vil allerede offentliggøre de udvalgte i morgen. Nu har vi bare brug for jer sekstenåriges forældres underskrifter. Vil man ikke skrive under, så ved I, hvad der vil ske. God fornøjelse, Azourianere."

  Jeg bed mig selv hårdt i tungen. Fuck! Mor og far var her jo ikke. Måtte jeg så blive en undtagelse, eller ville jeg blive skudt sammen med dem? Argh! Jeg måtte snakke med Chrissy. Måske kunne hun hjælpe mig på en eller anden mærkelig måde.

  Forvirret begyndte folk at rejse sig fra deres pladser, og jeg med. I stedet for at gå hen til det bord, hvor papiret, som man skulle underskrive, den lagde, skyndte jeg mig igennem menneskemængderne af nervøse folk og prøvede at finde Chrissy.

  Sammen med sine to lillebrødre kom hun gående med sine forældre. Hendes blik ledte efter mit, og jeg skyndte mig hen til hende, da jeg genkendte hendes lange og slangekrøllede, lysebrune hår.

  "Stevens, du må sige til Nobel, at dine forældre ikke er til stede, og at de har tilladelse til det," sagde Chrissy, som kunne hun læse mine tanker. "Vi vil ikke blive valgt, det ved jeg. Seeren sagde til mig i går, at lykken vil være med mig i hele denne uge."

  "Hun kan tage fejl."

  "Lad være med at sige sådan noget! Jeg troede, at det var dig, der var så troende i systemet." Hun så uforståeligt på mig.

  "Indtil nu. Desuden er det dig, der vil få lykke - ikke mig." Jeg trak den ene mundvig op og så direkte ind i hendes smukke, fortryllende øjne, som var det en sommer eng, jeg kiggede på.

  "Jeg vil ikke få lykken med mig, hvis du bliver sat ind. Du er mit alt, det ved du. Bare stol på det her, så går det." Hun tog min hånd til sig i al offentlighed. Hun bekymrede sig ikke over det, hun gjorde det bare i et par sekunder og lod mig så gå.

  Tøvende begyndte jeg at gå op mod scenen, men så hele tiden tilbage på Chrissy, der stod og skældte sig ud i mængden af kedeligheden og angsten, mens hun langsomt forsvandt væk i flokkene.

  Et par meter fra scenen holdte jeg op med at gå. En soldat sigtede sit gevær i retning mod mig og truede med, at hvis jeg gik nærmere, ville jeg blive skudt.

  "Jeg behøver at tale med Mr. Azouri," råbte jeg til ham.

  Nobel kom gående hen til mig og stod på kanten af scenen og så ned på mig, som var jeg et bytte.

  "Og De er?" spurgte han overlegent.

  "Alexander Stevens," svarede jeg, "og jeg må bede Dem om tilladelse til at vente med underskriften, da mine forældre ikke er til stede. De forsker kræft. De kunne ikke komme i dag. Men jeg kan.."

  " - Stop," afbrød han. "De har en time til at få Deres forældre her hen og skrive under."

  Jeg ville ikke en gang spørge om, hvad der ellers ville ske. Jeg vidste det godt; en kugle i panden på os alle sammen.

  Hurtigt nikkede jeg og skyndte mig ud af Azouri Kongrescenter.

  Med dunkende puls løb jeg hjemad. Jeg måtte ringe til dem dér, for dum som jeg var, havde jeg glemt min mobil på min seng, fra da jeg stod op.

  Min pusten lød i mine ører. Heldigvis var jeg i god form, og det takket være min daglige træning tre gange i løbet af et døgn. Om morgenen, når jeg var stået op. Om eftermiddagen efter lektionerne. Om aftenen inden dagens sidste brusning. Jeg ville nødig sige at jeg elskede det, men jeg dyrkede det, og det var en rar følelse at have kontrol over sig selv og lade omgivelserne omkring sig være ligegyldige statister.

  Da jeg var nået hjem, opdagede jeg til min skræk, at mobilen ikke lagde på sengen. Den var væk. Helt væk. Ikke på madrassen, ikke skjult under min sammenkrøllede dyne eller på trægulvet. Det var væk.

  "Pis," hvæsede jeg og knyttede mine knoer, så de blev hvide i forhold til min solbrune hud.

  Jeg så mig selv i mit store, firkantede spejl, som ville det blive sidste gang, jeg skulle se mig.

  Mine øjne så deprimerede ud. Mørkebrune øjne og med strejfer af lysebrune bølger henover. Mørkebrunt hår i en næsten sort nuance, der var rodet og sad lidt skråt op af, men stadig forholdte sig kort. Synlige muskler og en bred, kantet kæbe. Jeg var høj, bredskuldret. Jeg lignede mig selv på nær en helt ny niveau af angst.

  "Hvor kan den være, hvor kan den være?" gentog jeg flere gange højt.

  Min hjerne vred sig og dunkede. Jeg måtte finde en løsning. Dét eller døden. Og der var for langt at gå eller cykle til hospitalet.

  "Hvad skal jeg gøre?" råbte jeg for mig selv og var lige ved at få tårer i øjnene.

  Jeg ville ikke dø. Jeg ville leve; i dag, i morgen og mit liv skulle vare længere end hvad Azouri og alle andre ville mig. Som menneske havde man i det virkelige liv ingen valg at træffe, der ville have betydning, for man ville alligevel være ment til at træffe disse valg, og verden havde på forhånd truffet dem for os. Men jeg ville leve.

  For at søge et sted begyndte jeg at rode mine bukselommer igennem. Dem fra dagen før, dem fra ugen før, men ingen mobil at finde overhovedet. Hvis jeg nu stod op, tændte min mobil for at skrive "godmorgen" til Chrissy - imens jeg ventede på, at hun ville svare, lagde jeg mobilen fra mig på sengen og trak i tøjet - hvis jeg så glemte den.. Hvor ville den så befinde sig nu, hvis den ikke var på sengen?

  "Jeg har ikke tid til det her," mumlede jeg. "Men hvad skal jeg så gøre?"

  Med hænderne for hovedet forsøgte jeg at tænke klart. Tænke hvad der kunne redde mig. Hvordan jeg kunne nå dette.

  Uden en plan fjernede jeg mine hænder fra hovedet og satte i løb. Jeg løb og løb som aldrig før; ud af hoveddøren, hen ad gaden, forbi de mange biler, over vejene og gågaden, lige til jeg fjernt kunne se den tredive meters høje bygning.

  Kulden slyngedes forbi mig - omkring mig - og jeg selv var som varmen og centrummet af Jorden. Alt gled forbi mig, som stod jeg stille i løbeposition og verden bare kørte forbi mig som en film på lærred. Jeg var ustoppelig.

  For foden af mig stod den så pludselig, som kom den til syne ud af den blå luft. Lavet af glas, som det meste andet, så den så skrøbelig ud som et korthus. Man skulle tro, at hele systemet var lavet af kort, og ved et simpelt vindpust kunne det hele styrte sammen.

 

h min gud.. Cliff, gør noget, de ta'r begge vores børn fra os," græd mor, efter jeg havde fortalt hende og far den forfærdelige meddelelse.

  Hun begyndte at hulke og gemte sit ansigt væk i fars skjorte.

  Far så uforstående på mig.

  "Nej, det kan de ikke," hviskede far. "Det strider imod regel to hundrede og et; bevar freden. Hvis de affyrede skud, var det et synligt tegn på diktatur og uvalg. Jeg må snakke med dem, det her går ikke."

  Bange tog jeg hårdt fat i fars arm og fik ham til at kigge på mig. "Det kan du ikke! De skyder dig, de skyder os alle!"

  "Så kan organisationen vel se deres fejltagelse?" spurgte han.

  "Organisationen er ikke ude på fred og vedligeholdelse af Jorden, de vil have magt, rigdom og berømmelse. Om hvad så ligegyldige folk siger, vil de dræbe os." Jeg så ind i hans øjne, og han så ind i mine med et lige så alvorligt blik.

  "Jeg taler med dem uanset hvad."

  Vredt skubbede jeg til en af bordene i det tomme, hvide venteværelse. Hvordan kunne han? Hvordan kunne han være så dum og idiotisk?

  Mor, der stadig græd, måtte slæbes med ud i bilen af far.

  Køreturen tog ikke lang tid på grund af den automatiske styren, som bilen var indbygget med. Men for helvede. Hvor ville jeg ønske, at turen havde varet længere. Jeg var godt klar over, hvad der nu skulle til at ske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...