Blazing Grace

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 19 okt. 2014
  • Status: Igang
Alexander Stevens udvælges til et forsøg, hvor systemet vil bryde ind i hans hjerne - hans tanker og hans sind. Med en ny gnist af oprør brændende i sig, lukker han systemet ude; eksperimentet slår fejl og Alex ender med at stå over for sin egen dobbeltgænger. Sekundet de rører ved hinanden, går tiden i stå - sekundet efter bryder alt ud i en ustoppelig kaos. | Deltager i 48-timers konkurrencen - valgmulighed 1.

40Likes
155Kommentarer
1705Visninger
AA

11. ✗ Kapitel Ti | Forførelse eller Væmmelse

Larm fyldte gaderne udenfor. Jeg følte mig ikke velkommen. Det havde jeg aldrig gjort - men jeg havde altid følt, at jeg alligevel var en del af denne verden. Det gad jeg bare ikke at være mere. Jeg ville have mit gamle liv tilbage. Jeg ville være uvidende om det hele igen, jeg ville holde i hånd med Chrissy i smug, tale med hende og bare se dybt ind i hendes øjne.

  En taxa holdte til side, og jeg satte mig ind i den.

  "Azouri Hospital," mumlede jeg og kludrede rundt i min lomme efter de penge, som jeg igennem tiden havde fået samlet sammen.

  Uden et svar sætter manden den røde taxa til at køre, og jeg tæller mine penge sammen; lidt over femhundrede; det måtte være nok. Ellers kunne jeg bare skynde mig ud uden at betale, det vidste jeg fra Chrissy, at der ikke skete det store ved. Åbenbart gjorde mange i storbyerne det, og på måder var det ondt chaufføren, men hvis alle havde samme betingelser, der alle var lige så meningsfulde, ville det ikke så være nødvendigt? Hvis alle nu var forfulgt af organisationen; ikke havde pengene på sig; man var bare nødt til at komme væk i en fart. Så burde det vel at være organisationen, der skulle betale. Trods alt var det jo dem, der stod bag alle disse fejl.

  Der var en dejlig ro i taxaen, der gav mig tid til at tænke. Nu måtte jeg op til Zoey. Jeg måtte fortælle hende, at jeg nu helt sikkert tog afsted. Jeg var jo allerede valgt. Det skulle stå klart for hende, så hun ikke ville blive såret, når hun først ville se mig igen om et år, hvis jeg da ikke endte som Owen og aldrig ville blive set igen; i hvert fald som menneske i fulde stand.

  Bygninger gled forbi. Togstationen lå livsrigt et kort stykke herfra. Himlen stod stille og nægtede at flytte sig før os. Naturen; græsset; engene og markerne ventede blot på os udenfor London. Ventede på at føre mig hjem, men hvor var hjem?

 

Chrissys POV.

"Hvad hvis jeg skal tisse?!" råbte jeg vredt og med rystende stemme ud i luften.

  Sæt nu de kunne høre mig. De måtte da kunne høre mig. Hvis jeg råbte højt nok, så kunne de vel? Altså rummene var lydtætte, men var de lydtætte? For at være helt ærlig ville jeg være ligeglad med, om de så havde hørt mig skrige, tigge og bede om at komme ud, bare jeg kunne få noget væske, mad - og få det ud.

  Måske - kun måske - ville de forstå, hvis jeg søgte op til plastikvinduet, bankede til jeg fik deres opmærksomhed, og jeg så skreg for fulde drøn. Det ville være forsøget værd.

  Indelukningen var stadig generende, men ikke længere et problem. Jeg kunne klare det. Der var trods alt ikke længe, før jeg ville komme ud. Så håbede jeg til gengæld virkelig, at det her var det værste, de ville udsætte os for.

  Øm i kroppen rejste jeg mig så meget op, som jeg kunne. Jeg forsøgte at se, hvad der var derude, men jeg kunne ikke se andet end et svagt, blinkende gult lys.

  Lige som jeg skulle til at føre min hånd til plastikket, blev døren flået op.

  Jeg udstødte et gisp, lige før jeg blev grebet af to arme, der hev mig ud af det indelukkede lokale.

  Luften herude var meget mere frisk end før, men der var noget fugtighed, der lagde sig på huden som lunken vand.

  "Hvor skal jeg hen?" spurgte jeg angst og begyndte at ryste endnu mere end før. Tænk hvis de ville henrette mig på grund af min dårlige opførsel. Tænk hvis de ville pine mig.

  "Du skal til kantinen, få din aftensmad og få en ny meddelelse. Planerne er ændret." Soldaterne fortsatte med kurs mod en skinnende sølvdør.

Åh Gud. Mad! Vand! Og så slap jeg for dette?! Måske havde organisationen kommet Nobel til assistance, og nu ville de gøre alt bedre og skabe vores samfund perfekt og ikke lige så ustabil som før! Mit liv var reddet.. Snart ville jeg se Alexander igen, og det første jeg ville gøre var at kramme ham og aldrig give slip; bare trække duften og varmen af ham til mig og vente på, at alt endnu ville falde på plads.

  Bag sølvdøren var et stort lokale, der præcis lignede lektionscentrets.

  Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det her måtte Nobel have planlagt for lang tid siden, nu han havde fået bygget en kantine.

  Til min skræk opdagede jeg dog meget hurtigt, at det ikke foregik som normalt. Jeg genkendte mange af de andre, der var til stede, men de havde en rør i underarmen, der sprøjtede noget, der lignede bræk, ind i deres kroppe. Og det gjorde, at deres hud var snarlig hvid som det pureste sne.

  Soldaterne anbragte mig overfor kantinedamen, der stod og fumlede med endnu en af de klamme rør, der skulle stikkes ind i min arm.

  "Nej, gør det ikke," bad jeg med en svag og ynkelig stemme.

  Men jeg nåede knap nok at reagere, før hun tog fat i min arm, vendte den om og stak nålen for enden af røret ind i underarm, hvorefter jeg udbrød et dæmpet skrig og mærkede den tykke væske fra en rund beholder glide ind i min krop.

  Dråber af blod forlod min arm og dryppede ned på gulvet. Jeg kiggede væk. Det her var for meget.

  Jeg fik givet beholderen og fik besked på at sætte mig ned ved en af bordene.

  Jeg satte mig overfor én, som jeg genkendte under navnet Noah Harrison. Et par gange før havde jeg set ham på lektionscenteret, og han var meget populær i blandt de sociale; med andre omtale "ikke mig". Men nu sad han næsten alene og kun med en dreng ved navn Isaac ved sin side. Så vidt jeg havde forstået, var det Noahs bedste ven. Men jeg havde aldrig snakket med nogen af dem - aldrig haft lysten eller følt det nødvendigt. Lige nu havde jeg bare brug for nogle, selvom kun de færreste herinde snakkede, og det var ikke rigtig snakken, det var hvisken.

  "Du er Noah, ik'?" spurgte jeg ham, selvom jeg allerede kendte svar.

  Han så bare smilende på mig på en måde, jeg ikke kunne gennemskue. Jeg brød mig ikke om det, men samtidig elskede jeg det også.

  "Jo, og du er Chrissy Hathaway; pigen der bryder alle reglerne." Han fnes, og jeg kunne mærke hans ben ramme min under bordet i et svagt spark. "Du havde nok ret i at gøre alle de ting. Det her er for.. sygt." Det sidste ord hviskede han.

  Trods hans nu blege ansigt, så han stadig lige så smart ud. Han havde pæne, diamantfarvede øjne i en klar nuance, hans hår var lysebrunt og sad rodet på en måde næsten som Alexanders, men alligevel var det vildere.

  De fleste ville være forelskede i ham og hans smukke, trænede krop, hvis ikke de var mig. Jeg kunne ikke lide ham. Der imod havde jeg altid tænkt ham som en arrogant, egocentrisk elsker hos snart alle Azouris piger. Han var bare for meget, men alligevel havde jeg nu sat mig overfor ham og begyndte nu at snakke. Måske for i virkeligheden at søge svar på om han var den idiot, som jeg betegnede ham som, eller måske fordi jeg havde ondt af, at han sad her næsten alene, når alle de andre sad samlet ved én anden bord.

  Det var selvfølgelig også synd for Isaac. Men han var en enspænder, når han ikke var sammen med Noah. Så noget vidste jeg da om dem begge.

  "Du kan måske lide at være udstødt?" spurgte jeg med et lille dulgt smil om mine læber.

  "Hvad mener du?" spurgte han og så pludselig uforstående på mig.

  "Jeg har da aldrig set dig sidde med kun Isaac. Et nyt koncept?; de ensomme ulve?" Han så bare hånligt på mig og nikkede drilsk.

  "Måske tænkte jeg bare, at der ikke ville være plads ved det andet bord til dig, hvis vi satte os derhen, og jeg ville ikke have, at du skulle sidde her alene? Men okay, stalker du mig?"

  "Næppe."

  Jeg så ned på den gennemsigtige glasbeholder, der stadig næsten var fyldt. Hvor kreperende. Skulle vi tilbringe hele dagen her?

  "Det er okay, Chrissy, vi har alle nogle stalkers, og jeg må da indrømme, jeg holder også øje med nogen." Han smilede igen på den der mystiske måde. Jeg kunne ikke gennemskue, om den mente noget frækt, eller om den bare gjorde grin ad mig.

  "Hvem?" røg det ud af mig. Pis.

  "Af det faktum at jeg ikke vil gøre noget mere kompliceret, end det er, vil jeg bare kort fortælle dig, at det ikke er lige så skræmmende, som det du lige selv sagde. Men jeg stalker dig, Chris."

  "Man kan ikke forkorte en forkortelse," brummede jeg og lod ikke mine øjne glide op fra beholderen, trods hans stirrende øjne virkelig borede sig ind i min hud og gjorde det varmt.

  "Du hørte det lige selv, ik'?; Man skal ikke udelukke åbne muligheder. Verden begrænser kun hvor dine fantasier ikke går længere." Igen det pisse irriterende smil. Få det dog malet væk.

  Uden at svare lagde jeg bare mit hoved på min oprejste hånd og kiggede ham direkte ind i øjnene. Jeg sagde ikke et ord. Jeg ventede bare på, at han ville klappe i; helt i; fjerne smiley; fjerne blikket.

  Jeg var godt klar over, at det var mig, der havde sat mig her og var begyndt på at snakke, men meningen var ikke, at han skulle begynde på det kliché player-snak, som han fyldte alle op med. Hvor typisk at det nærmest virkede. Hans ord inspirerede mig på en djævelsk ond måde, og jeg brød mig ikke om det.

  Jeg ville bare tænke på Alexander, så skulle det nok gå.

  Min dejlige, søde og smukke Alexander. Hans perfekte udseende og personlighed. Han var skøn. Jeg holdte virkelig af ham. Min ubeskrivelige ven, som jeg igennem evigheder havde kendt. Han var den eneste, jeg nogensinde havde stolet på i denne syge verden.

  Isaac grubbede sin tommelfinger imod beholderen, som forsøgte han at knuse den, men kunne han ikke. Han sagde ikke et ord. Han forsøgte blot at skjule sit ansigt i sin trøje.

  Han var ikke speciel køn, men der var noget bedårende over hans grønne øjne, korte sorte hår og lille krop. Han var det, man ville beskrive "normal" og så tilføje ordet "nuttet".

  "Der er noget mellem dig og mig," sagde Noah med en hæs stemme, og endnu en gang kunne jeg mærke hans fod ved mig, men den flyttede sig ikke.

  Jeg bad tænderne sammen og tog mig selv i at kigge væk fra ham af ydmygelse. Han forsøgte at manipulere med mig; han var kun ude på at få mig længere ned endnu.

  "Hvad?" spurgte jeg.

  "Alt. Og det er præcis, hvorfor jeg vil lære dig at kende."

  Mit blik gled fra bordet og langsomt op til hans mund og de ord, de formede.

  Hvis han fortsatte sådan, blev jeg nødt til at sætte mig over til det andet bord.

  Mere nåede jeg ikke at spekulere over, før der lød en høj velkendt stemme i højtalerne ved hvert hjørne af kantinen, og chokket fik mig til at eftergive et lille spjæt.

  "Nobel taler," lød det rungende fra højtalerne. "Vi har ændret planerne endnu en gang, eftersom forsøgsperson 3; Owen Smith; begik selvmord i nat. Vi beder jer alle vedligeholde roen. Der er styr på det hele, og nu er det besluttet, at vi vælger en ny forsøgsperson 3 i blandt de to resterende, der ikke blev valgt. Det hele står imellem Piper Boyd og Alexander Stevens. For at gøre det helt retfærdigt har vi valgt at lade jer, om hvem der skal komme ind. I vil få udleveret en seddel, men har en halv time til den skal afleveres. Tænk det godt igennem. Vi ønsker jeres bedste."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...