Blazing Grace

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 19 okt. 2014
  • Status: Igang
Alexander Stevens udvælges til et forsøg, hvor systemet vil bryde ind i hans hjerne - hans tanker og hans sind. Med en ny gnist af oprør brændende i sig, lukker han systemet ude; eksperimentet slår fejl og Alex ender med at stå over for sin egen dobbeltgænger. Sekundet de rører ved hinanden, går tiden i stå - sekundet efter bryder alt ud i en ustoppelig kaos. | Deltager i 48-timers konkurrencen - valgmulighed 1.

40Likes
155Kommentarer
1690Visninger
AA

8. ✗ Kapitel Syv | "Hun har det godt.. Tror jeg."

Et stille suk gled ud mellem mine læber. Jeg havde opgivet at få fat i Cindy. Hun tog den ikke, hun havde sikkert travlt med at finde ud af mere omkring eksperimenterne.

  Der startede spekulationer for mig omkring pillerne. Jeg gad vide, hvorfor Chrissy fik piller, som hun brækkede op. Hvad gjorde da også lige dét.

  Med tiden tog natten over, og i min trætte tilstand faldt jeg denne gang i søvn første gang.

 

Chrissys POV.

Jeg kunne ikke falde til ro. Mit åndedrag var i korte og hurtige drag - jeg hyperventilerede og kunne ikke få kontrol over selv den mindste del af min krop.

  Mine hænder rystede kraftigt. Det var ikke til at begribe. Aldrig i mit liv havde jeg haft det sådan; jeg havde altid haft kontrol over mig selv, altid havde jeg kunne styre mig.

  "Forsvind!" skreg jeg med tårer i øjnene. "Skrid ad helvedes til!"

  Angst og deprimeret brød jeg ud i gråd og hamrede mine knytnæver ned i gummiet, som cellen var dækket til af. Igennem plastikket så jeg Nobels ansigt. Han kunne ikke høre mig. Ingen kunne høre mig, for rummet var mørkt og lyddæmpet, men de kunne alle se mig, og jeg hadede, at de bare stod der ude - alle sammen - og grinede af mit panikanfald.

  "Fuck af! Lad mig dog for helvede være!" Skrigene lagde jeg mig i fosterstilling, holdte hænderne for ørerne og pressede mine negle ind i min hud, så det afveg irritationerne fra rummets lille og smalle størrelse.

  Det her gjorde de med vilje. De vidste, at jeg havde klaustrofobi. De vidste det, og de udnyttede det. Nu var jeg fanget i en lav og smal celle af gummi og plastik, hvor jeg skulle blive de næste otteogtyvetimer.

  Mit anfald blev værre. Hele min krop føltes, som kunne jeg ikke bevæge mig. Det var, som var jeg urokkelig. Ikke en gang kunne jeg stå op; kun sidde bøjet forover eller ligge med fødderne ikke helt strakt ud. Jeg følte ubehag. Det her var ikke mig. Jeg græd aldrig. Jeg tænkte altid. Men nu kunne jeg ikke andet end at ryste, græde og slå og rive i gummiet til mine negle gav efter.

  Jeg havde dog ikke tænkt over, at jeg skulle tilbringe de næste otteogfyrretimer her. Jeg måtte ikke bare ødelægge alt nu, jeg måtte prøve at sove tiden væk nu, så ville alt sikkert snart være overstået, og de kunne fortsætte deres syge lege, som de kaldte "eksperimenter". Det hele var jo en grusom form for sadisme.

  Med hånden på mit hjerte sværgede jeg, at dette ikke ville blive et nederlag. Jeg ville vise dem, at de ikke kunne nedlægge Chrissy Hathaway ved at anbringe hende i et klaustrofobisk rum. Jeg ville kæmpe imod dette - og det ville ske alt sammen blot ved at tænke på ham. Blot ved at tænke på Alexander Stevens, der lagde angst derude.

  A-lex-an-der - Ste-vens. Min bedste ven. Min eneste ven. Jeg holdte meget af ham. Han var alt for mig. Han gjorde alt andet til intet for mig. Han var den eneste, der altid var der for mig.

  Om lidt ville jeg komme ud til ham; snart. Meget snart. Jeg ville vise ham, at jeg kunne klare det her. For det kunne jeg.

  A-lex-an-der - Ste-vens. Han havde det smukkeste mørkebrune hår, og de smukkeste mørkebrune øjne. Han var ydmyg og stædig, og trods han til tider havde svært ved at vise sig, var han inderst inde en modig gnist, der ved et enkelt pust kunne sprede sig til vilde, altødelæggende flammer.

 

Alexanders POV.

Telefonens ringen vågnede mig. Den var halv fire om natten. Fandens. Hvorfor kunne jeg da ikke bare for én gangs skyld få en hel natlig søvn?

  "Alexander.. Stevens," gabte jeg, da jeg havde fået kæmpet mig vej ned til stuen iført mørkeblå nattebukser og bar mave.

  "Det er Cindy," lød det desperat fra hende. "Jeg.. Jeg kan ikke tro det."

  "Hvad?" Jeg gned mine øjne for at se bedre igennem mørket i stuen.

  Udenfor sov byen. Kun få lys kunne ses omkring.

  "Jeg var på vej i seng, da jeg skulle til at lukke systemet ned. Du tror det ikke, men.. Hvordan tror du hende.. hende Christy har det?"

  "Chrissy? Hun har det godt.. Tror jeg. Hvorfor?" Ærligtalt vidste jeg godt, at Chrissy havde det dårligt, men jeg skulle passe på at sige noget, der kunne bringe mig i farer.

  "De er alle sammen fanget, Mr. Stevens!" lød det angst, men dæmpet fra hende. "De er spærret inde i forskellige rum, Mr. Stevens, jeg skulle ikke have set det, jeg.. -"

  "- Hvad?" afbrød jeg hende. "Fanget? Hvordan fanget?"

  "De, øh.." Hun tav i lidt tid. "De er indespærret i rum, og jeg ved det ikke, men jeg tror, at der er et system i det. Typerne af rummene er næsten alle sammen forskellige. Der være noget. Jeg vil prøve at finde ud af det. Jeg ringer tilbage."

  Inden jeg nåede at fortælle, "at hun endelig ikke skulle ringe tilbage, jeg ville bare blive endnu mere bekymret for i nat" a la endnu mere søvnløs - lagde hun røret på, og jeg stod alene i mørket med en helt ny grad af angst.

  Satans. Hvorfor? Hvorfor?! Det var ikke retfærdigt, det her!

  En nats søvn. Bare resten af natten. Så ville jeg være klar til i morgen, hvor jeg ville kunne tage stilling til alt det her.

  Når det gjaldt Chrissy, ville jeg gøre alt. Men det kunne jeg ikke. Jeg havde ikke kræfter til det nu. Jeg måtte samle kræfter til i morgen. Så skulle alt nok gå. Jeg ville tage til London i morgen og få kontakt med organisationen.

  Koste hvad det ville.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...