Blazing Grace

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 19 okt. 2014
  • Status: Igang
Alexander Stevens udvælges til et forsøg, hvor systemet vil bryde ind i hans hjerne - hans tanker og hans sind. Med en ny gnist af oprør brændende i sig, lukker han systemet ude; eksperimentet slår fejl og Alex ender med at stå over for sin egen dobbeltgænger. Sekundet de rører ved hinanden, går tiden i stå - sekundet efter bryder alt ud i en ustoppelig kaos. | Deltager i 48-timers konkurrencen - valgmulighed 1.

40Likes
155Kommentarer
1703Visninger
AA

7. ✗ Kapitel Seks | Onde Mirakel

Frosne blodårer, klaprende tænder, bart hud og røde mærker på arme, ben og mave efter de hårde slag, som hænderne udgjorde. Det var mig. Jeg var personen, der nu sad forslået af sig selv i hjørnet af huset derhjemme. Jeg var ynkelig og fortabt.

  Hvorfor? Hvorfor Chrissy? Hvorfor ikke mig, hvorfor ikke den resterende pige, der nu lykkeligt sad med sine forældre i sit hus, på sin gade, og spiste sikkert lækkert mad og hyggede sig, fordi hun ikke blev valgt, men Chrissy gjorde.

  Det var et mirakel, at jeg ikke blev valgt. Et mirakel, at jeg nu kunne passe Zoey og blive hos hende for evigt, til hun ville få dommen afgjort, om hun ville dø eller overleve.

  Men det var et ondt mirakel, at jeg skulle blive her, vidende om at hun nu skulle udstilles som en forsøgsrotte - testes, risikerer døden,  få kanyler stukket ind i huden, sluge dødbringende piller og alt sammen, kun fordi Nobel ville bryde ind i deres tanker og sind, så han kunne udforske det og afsløre, om de var oprørske eller hvad vidste jeg.

  Stakkels Chrissy, der nu skulle kastes rundt med. Stakkels Zoey, der endnu lagde moderløs og faderløs i hospitalssengen uklar om hendes overlevelse. Og allermest stakkels Nobel, der var syg nok i hovedet til at stå bag det meste. Han var ondskaben selv, og jeg havde ondt af ham på grund af det. Trods alt var han jo stadig en menneske.

  Spørgsmål skar sig i mit hoved. Hvad nu med hende kvinden? Nu jeg ikke var blevet udvalgt, som jeg havde forventet? Var hun overhovedet til at stole på?

  For at komme væk fra det hele, begyndte jeg at løbe. Jeg satte ikke kurs mod noget, jeg løb bare; hen ad gaderne, hen ad vejene, væk fra gyderne, overalt. Men jeg indså da, at jeg ikke kunne flygte fra Azouri; eller verden. Jeg var fanget i en kæmpe bur skabt til at lide dets fangere.

  Sirener genlød skrigende konstant, og jeg kunne ikke holde dem ude. De fik mig til at føle, at mine ører blødte, og min hjerne skreg om hjælp.

  Alt var så ufokuseret. Min puls dunkede, så jeg tydeligt kunne mærke det - jeg kunne knap nok få vejret og så var der den fandens høje tone, der rev mig ud af bevidstheden. 

  "Nej!" skreg jeg i håb om at overdøve de høje sirener inde i mit hoved og holdte hænderne for ørerne, satte mig på knæ og lænede mig forover, så jeg kun kunne se asfalten. "Nej!" Min stemme tilførte en "I"-lyd i ekkoet ud over vejen.

  "Er du okay?" spurgte en mand, som kom gående ud af sin metalgrå bil.

  Han var holdt ind til siden og så nu skræmt på mig.

  Jeg kiggede ikke en gang på ham, før jeg satte i løb væk. Hurtigt fandt jeg dog ud af, at det ikke hjalp spor. Stadig var lyden der samt spørgsmålene.

  Stakåndet skød jeg genvej hjem gennem parken. Jeg var træt.. af alt. Men i morgen ville skyerne mig måske noget. Måske i morgen, ville det hele blive bedre.

 

Telefonen ringede. Jeg tog den ikke. Den ringede endnu en gang. Jeg tog den stadig ikke. Men måske var det vigtigt. Og hvad så? Hvad vigtigt i verden fandtes der nu.

  Alligevel traskede jeg ned ad trapperne til fastnettelefonen, der kimede lige så højt som den irriterende hyletone.

  "Alexander Stevens," mumlede jeg og kiggede ud af det rene vindue. Altid rene på grund af de natlige automatiske vandudløsere, der fik vand til at glide ned over vinduet, og derefter gjorde den udsendte vind vinduet tør.

  "Cindy Robertson fra organisationen," lød en velkendt kvindestemme.

  Det var hende, der tidligere havde været her.

  "Hvad vil du?"

  "Du blev ikke valgt."

  Jeg tav.

  "Men jeg tænkte, at jeg alligevel vil orientere dig. Jeg spurgte organisationen, om jeg kunne få stilling indenfor eksperimenterne, da jeg har stor interesse for videnskab. Jeg løber en risiko her, Mr. Stevens, så jeg håber, at du ikke dropper ud."

  Tøvende lagde jeg røret imod min brystkasse og tænkte.

  Orgh. Det ville aldrig gå, det her. Vi begge ville ende som mor og far; skudt og forladt i en container - eller hvad vidste jeg. Men var det ikke dét værd? Var det ikke bare godt, at jeg forsøgte at hjælpe Chrissy?

  "Jeg er skam stadig med, Mrs. Robertson," smilede jeg. "Men pas på. Jeg har en syg søster, som jeg ikke vil lade i stikken, hvis jeg dør."

  "Okay. Jeg ringer tilbage."

  Og således blev der lagt på, og endnu en gang var tomheden overvældende i nu min store, hvide stue.

 

Skak var et ensomt og gammelt spil at spille alene. Trods dét gjorde jeg det alligevel. Der var noget over det. Det mindede mig om far, og far mindede mig om frihed. Så hvad jeg egentlig prøvede på, var at huske på, at friheden var der et sted.

  For fjerde gang slog jeg mig selv. Det var en dårlig tidsfordriv, men jeg kunne ikke lade være.

  "Åh, jeg vandt igen," mumlede jeg og rejste mig fra læderstolen i stuen.

  Med slæbende skridt gik jeg udenfor til min skateboard lavet af det fineste platin, der var meget brugt nu om dage til udsmykninger og så videre.

  Jeg satte farten op og rullede hen mod hospitalet. Efter omkring de fem minutter blev hospitalet synligt, og efter endnu fem minutter var jeg nået frem.

  Jeg tog elevatoren op til salen, hvor Zoey lagde. Jeg havde glemt at komme tilbage til hende. Jeg havde været for chokeret over det med Chrissy, til at jeg kunne snakke ordentligt med Zoey.

  "Hey, lille ven," smilede jeg til hende.

  I en langsom bevægelse lagde jeg boardet fra mig og så på hendes livstrætte ansigt.

  "Hej, Alexander.." Hun vendte tøvende hovedet mod mig og forsøgte at bringe et smil frem på sine læber. "Du må altså ikke.. rejse væk fra mig.. vel?"

  "Indtil videre bliver jeg her hos dig," sagde jeg med lav stemme - tog en stol og satte mig så hos hende. "Men.. Chrissy.. - Du kan godt huske Chrissy, ik'?"

  "Jo, hende den smukke og søde pige, du er vild med," hun fnes, og jeg puffede til hende.

  "Jeg er ikke vild med hende," grinte jeg. "Men altså.. Hun er taget på.. Ferie."

  Zoey så uforståeligt på mig. Jeg kunne nærmest se et spørgsmålstegn i hendes øjne, og hun var langt fra med.

  "Hvad? Hvorhen? Til samme sted som mor og far?"

  Jeg rystede på hovedet. "Chrissy er taget på ferie hos Mr. Azouri sammen med tolv andre."

  "Det er godt, ikke?"

  Jeg kunne ikke lade være med at se ned i jorden. Nej, Zoey, det var ikke godt. Men lille dig vidste det jo selvfølgelig ikke. Du vidste ikke, at det var ham, der myrdede vores forældre, bortførte folk sikkert for at tilfredsstille sig i sin sadistiske sextilstand og ud over dét, tvang han nu sekstenårige til at være forsøgsrotter i sine vanvittige eksperimenter. Og tænk; Chrissy var en af de forsøgsrotter.

  "Jo, det er det vel," smilede jeg og lagde min hånd ovenpå hendes. "Hun sidder sikkert til et fint bord med masser af lækkert mad lige nu. Hun spiser det, men.. Det påvirker hende ikke. Tror jeg."

  "Hun brækker det da op igen, gør hun ikke?" spurgte Zoey.

  "Nej, hvorfor skulle hun dog gøre det?" jeg fnes, men jeg forstod ikke helt Zoeys hentydning.

  "En gang så jeg det da på dametoilettet på lektionscenteret. Hun sagde, at jeg ikke måtte sige det, da det var fordi, at hun ikke ville tage imod pillerne." Zoey tog straks hænderne for munden, da hun opdagede, at hun var kommet til at afsløre noget.

  "Hvad? Hvilke piller?" Det var som at få en mavepuster, der bare fortsatte ud i det evige.

  Udenfor var alt gråt; skyerne med. Måske viste det, at mørket kun var begyndt. Det hele var endnu bare starten på dette fremmede sted.

  "Det kan jeg ikke sige," lød det ud fra Zoeys fingre, som klemte imod hendes mund. "Hun sagde det aldrig. Tror jeg."

  Tøvende rejste jeg mig fra stolen og gik hen til det lange og bredde glasvindue, der fyldt hele væggen ud til byen.

  Det her kunne ikke være sandt. Chrissy tog da ikke piller. Og hun brækkede sig da heller ikke med vilje. Den ene sandhed eller løgn efter den anden. Men Zoey kunne da ikke finde på at lyve, kunne hun?

  Skyskraberne stod så ensomme, kedelige og standhaftige i uendelige rækker. Det var lige før, at man blev hevet ud af bevidstheden, blot ved bare at kigge på dem sådan her.

  "Det er meget vigtigt, at du fortæller mig sandheden nu, Zoey. Okay?"

  "Fint." Hun havde fjernet hænderne, og først nu så jeg direkte ind i hendes syge, gråhvide ansigt. Det var som at se på én, der allerede havde forladt livet. "Det var nogen, som organisationen gav hende. Men mere kan jeg altså ikke huske. Hvorfor er det så vigtigt? Skal jeg da også til at have dem?"

  "Det håber jeg så sandelig ikke," hvislede jeg og gik rasende ud af døren.

  Forrådt, kaldte man det. Forrådt af sit eget system.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...