Blazing Grace

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 19 okt. 2014
  • Status: Igang
Alexander Stevens udvælges til et forsøg, hvor systemet vil bryde ind i hans hjerne - hans tanker og hans sind. Med en ny gnist af oprør brændende i sig, lukker han systemet ude; eksperimentet slår fejl og Alex ender med at stå over for sin egen dobbeltgænger. Sekundet de rører ved hinanden, går tiden i stå - sekundet efter bryder alt ud i en ustoppelig kaos. | Deltager i 48-timers konkurrencen - valgmulighed 1.

40Likes
155Kommentarer
1692Visninger
AA

9. ✗ Kapitel Otte | Vind og Blæst

Cindy havde ringet syv gange i nat, og nu da jeg forsøgte at få fat på hende, tog hun ikke telefonen. Hun var tydeligvis pigefornærmet. Hvor var det modsat atypisk.

  Klædt i min stramme, blågrå skjorte og lysegrå jeans tog jeg det hurtige transporttog til London, hvor jeg hurtigt fandt ud af, at jeg ikke havde styr over så meget.

  London var ikke som jeg huskede. Men når det så var sagt, kunne jeg slet ikke huske London.

  Alle bygninger var mange meter høje. Så høje at nogen af dem nåede skyerne og endda over. Det var præcis ligesom at se Azouri i en endnu større og endnu mere kedelig version!

  Ved hjælp af kortene, som man fandt stående rundt omkring, fandt jeg hen til den enorme - virkelig enorme - bygning, hvor organisationen holdt til. Man blev svimmel af at se dens snoende og høje facon.

  "Åh Gud," lød det fra mig.

  Jeg håbede, at de havde en guide eller noget, der kunne hjælpe mig til at finde styrelsen. Jeg vidste, at de ikke bare var sådan til at komme til at snakke med, men jeg måtte bare få fat i dem. Jeg måtte spørge dem.. om jeg kunne få svar på hvordan de bare uden videre kunne give Nobel lov til at bruge unge til eksperimenter. Det var da uansvarligt - men det ville jeg ikke nævne. Jeg måtte også huske, at jeg ikke kunne fortælle dem noget omkring hvad Cindy havde fortalt, for hverken jeg eller hende skulle have vidst det, som hun så. Og så var det jo strengt forbudt, det vi havde gang i.

  Receptionen var kæmpe og smukt udsmykket. Alt var lavet af det fineste, reneste glas, og det var en fryd for øjet. Der var glasborde, glasstole, glaslysekroner - pudsigt nok ikke glaskopper, men kopper lavet af det fineste, reneste sølv.

  "Kan jeg hjælpe Dem, sir?" spurgte en lyshåret ung kvinde.

  Det gik op for mig, at alle herinde - mænd og kvinder - enten havde blondt hår eller kridhvidt. Jeg følte mig i kontrast med mit mørkebrune hår og mørke øjne, nu alle andre var så.. lyse i det.

  "Øh, jah!" lød det akavet fra mig, som var jeg faldet ned fra månen eller for den sags skyld var ankommet fra Merkur. "Hvilken etage befinder styrelsen sig på?"

  Hun så smilende på mig. "Etage trehundrede og femogtyve - den øverste etage, men.. -"

  "- Tak for hjælpen, heej!"

  Jeg skyndte mig ind i den gennemsigtige elevator, trykkede tallene ind og straks begyndte den at glide længere og længere op.

  Igennem glasset kunne jeg se ud. Jeg kunne se hvor langt ned, der var til jorden. Normalt havde jeg ikke den store højdeskræk, men nu slog den da godt nok til. Det var som at stå i det fri. Som bare vidste jeg, at hvis jeg bevægede mig, ville jeg falde langt, langt ned.

  Alligevel var der noget smukt over den kedelige kliché kaldet London. Jeg kunne tyde den gamle flamme over byen. Det var som et fortryllende lag støv, der for første gang i verden fik støv til at give mening.

  Da elevatoren stoppet, var jeg langt over graden "svimmel". Jeg gik lidt skævt til at starte med, specielt fordi jeg ikke kunne holde op med at kigge ned af, hvor jeg igennem glasset så den lange afstand ned samt de tusinde mennesker under mig, der gik rundt på deres poster som små myrer i en myretue.

  Jeg fortryder, at jeg ikke spurgte damen om hvilken lokale styrelsen befandt sig, fordi det nu tonede glas gjorde, at jeg ikke kunne se ind til lokalerne.

  Lokale bla, lokale bla-bla, lokale aargh - hvorfor så mange lokaler?

  Mødelokale stod der til sidst. Jeg tøvede ikke et sekund med at tage om håndtaget, men hørte jeg en stemme bag mig.

  "Hvem er du, og hvad vil du?"

  En vagt i trediverne stod truende og sigtede en lille håndpistol på mig. Ikke at det skræmte mig, for dén pistol så ikke yderligere ud til at kunne gøre skade. Hah, sådan en lille størrelse.

  "Alexander Stevens," sagde jeg tydeligt. "Det drejer sig om en hastesag. Jeg skal snakke med organisationen."

  "Du må kropsvisiteres først, vise ID og planlægge møde før du når derind." Han sigtede stadig.

  "Så lang tid har jeg ikke."

  Tøvende drejede jeg håndtaget ned, men til min skræk affyrede vagten et skud, der skar sig ind i mit skinneben, og en grusom smerte spredte sig igennem hele min krop, som var den lammende.

  "For helvede!" skreg jeg og bankede truende mine hænder ned i glasset.

  Forvirret rejste jeg mig op, men vagten opfattede det som en trussel, og han skød efter mig. Tre skud; lige i streg; rammene på glasset lige ved min side; og så styrtede det hele ned under mig.

  Det var som vind og blæst. Alt var omkring mig, men intet var under mig. Jeg svævede i luften, til jeg ramte glasset i lokalet nedenunder. Jeg vred min ryg af smerte.

  Av for..! Smerten var som en ulidelig, ubehagelig stik igennem min ryg, og jeg så hvorfor.

  Under mig lagde de sylespidse glassplinter, de borede sig ind i min hud og ind mit kød.

  Lokalet her var til alt held tomt, men jeg ønskede, at her var nogen, der kunne hjælpe. Jeg kunne ikke bevæge mig, så ville jeg blive ramt af flere glasskår, og jeg ville til sidst forbløde.

  Bygningen var for høj, til at jeg kunne springe ud af vinduet, men sæt nu at jeg kunne flygte over på taget overfor. Der var lidt vej ned af, men jeg ville ikke dø af faldet dertil.

  Idet jeg hørte døren til lokalet blive sparket op, styrtede jeg op fra glasskårene med blodig ryg og arme og fór så hen til vinduet. Uden at tænke sprang jeg og ramte igennem glasset.

  Der gik et langtrukkent sus igennem min mave. Omkring mig fløj glasskår, men ingen stak sig i mig. Jeg ville skrige, men jeg kunne ikke. Jeg kunne intet. Kun vente på faldet og håbe på, at jeg ikke blev alt for skadet. Og så skete det..

  Fra at flyve igennem luften ender jeg med at ramme taget, der var lavet af fint metal.

  Rystelser gik igennem mine knogler som små synåle, der uden besvær pressede sig igennem dem.

  "Arrgh!" skreg jeg. "Arr!"

  Tårer klemte sig ud af mine øjenkrog, og jeg vred mig rundt af smerter og borede mine fingerspidser ind i min hud.

  Ikke i de sekunder om jeg kunne have forestillet mig, hvor smertefuldt det ville være at lande på metal, når man kom fra dén højde. Det var, som blev hver en knogle i kroppen flået i stykker. Det var, som sendtes der stød rundt i hele min krop og fik mine tænder til at klapre som aldrig før. Det var, som kunne jeg lige så godt lægge for døden nu.

  Hyperventilerende greb jeg om mit håndled, der var indsmurt i blod og skåret åben på grund af glassplinterne, der endnu sad overalt på min krop og ved faldet havde boret sig længere ind.

  "Aarr!" hylede jeg og bed mine tænder sammen.

  Var det virkelig det værd? De tre skud kunne have slået mig ihjel, men var mit liv virkelig alt det her værd?

  "For helvede, for helvede!" råbte jeg og klemte til om mit håndled, hvor blod styrtede ud, som var den ind tønde med mørkerødt vand, der blev vendt på hovedet.

  Måden pulsåren var skåret over på gav mig så meget kvalme, at bræk blev gylpet ud af min mund. Jeg hostede og var ikke i stand til at tørre brækket væk fra min kind og T-shirt. Jeg ville bare væk nu. Helt væk. Og det kom jeg i samme øjeblik som en ny vagt stod ved det smadrede vindue og affyrede en bedøvelsesskud imod mig; ramte; og jeg gled langsomt ud af bevidstheden og smerterne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...