Blazing Grace

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 19 okt. 2014
  • Status: Igang
Alexander Stevens udvælges til et forsøg, hvor systemet vil bryde ind i hans hjerne - hans tanker og hans sind. Med en ny gnist af oprør brændende i sig, lukker han systemet ude; eksperimentet slår fejl og Alex ender med at stå over for sin egen dobbeltgænger. Sekundet de rører ved hinanden, går tiden i stå - sekundet efter bryder alt ud i en ustoppelig kaos. | Deltager i 48-timers konkurrencen - valgmulighed 1.

40Likes
155Kommentarer
1706Visninger
AA

10. ✗ Kapitel Ni | Første Selvmord

"Vi formoder, at han snart vågner," hørte jeg en kvindestemme udtale sig om.

  "Lige over," mumlede jeg og åbnede øjnene op for at se, hvor jeg befandt mig.

  Rummet var forholdsvis stort. Vægge og gulve var lavet af meget tykt, sløret glas, så man ikke kunne se igennem. Hele loftet var dækket af én stor lyskraft, der skar ind i øjnene, nu var lagde på ryggen og så direkte op i det. Det skabte små, mørke pletter for mine øjne, og jeg måtte knibe øjnene sammen.

  "Hvor fa'en er jeg?" spurgte jeg uklar og forvirret.

  Langsomt vendte jeg hovedet for at se min håndled, men der var ikke noget at se. Den var stadig lige så glat og fin som før. Sådan gjaldt det hele min krop; ingen sår, ingen smerte; kun en hovedpine, som jeg sagtens kunne overleve.

  "Du er stadig på Organisations Bygningen," svarede damen, hvis stemme havde vækket mig. "Du er i en illusionscelle, der heler dig. Mr. Stevens, vi har tilladt os at afhøre dig."

  "Illusionscelle? Hvad er det, og hvorfor skal jeg afhøres?"

  "Sæt dig op." Hendes stemme lød skarp nu.

  Idet jeg forsøgte at sætte mig op, hamrede mit hoved ind i gennemsigtig glas. Jeg afgav en pusten, da det efterlod et lettere stød igennem min krop.

  "Og den her skulle hele mig?" råbte jeg irriteret over, at hun ikke bare fortalte det.

  "Som du kan gætte, Mr. Stevens, er jeg fra de højere magter i organisationen. Vi hørte fra vagten, at du ville kontakte os. Det var en fejl, at han forsøgte at dræbe dig og sætte flere på samme mission. Men bare rolig, vi har straffet ham."

  Det gav et sæt i mig. Straffet ham? Havde de skudt ham, havde de slået ham ihjel eller hvad havde de gjort?

  "Har I slået ham ihjel?!" skreg jeg, så der kom dug på glasruden rundt om mig. "Hvad er det I har gang i?!"

  Jeg nåede kun lige præcis at høre en sitren, før en bølge af stød satte igennem glasset, og jeg mærkede stød gennembore min krop.

  Først ti sekunder senere holdte stødende op, og en form for hvid fråde flød ud af min mund. Jeg rystede. Hele min krop rystede.

  "Hvad ville du opsøge os for, Mr. Stevens? Du kommer ingen vegne før dit svar og en lovet tavshedspligt, forstået?"

  "Jeg gør ikke noget, før I sætter mig fri," truede jeg, men kom til en fortrydelse.

  En overvældende stødbølge fik min krop til at gå i krampe og vride sig af smerte. Jeg skreg, men jeg kunne ikke føle andet end en pirrende elektrochok, der rev i mig og fik mit hjerte til at stoppe med at slå i de endeløse sekunder, det varede ved.

  "Stop!" skreg jeg. "Stop, for helvede!"

  Stødende blev til sitren og til sidst forsvandt det helt, men jeg kunne ikke komme tilbage i min krop. Alt gyngede stadigt, og jeg var fuldstændig omtåget.

  "Jeg ville sige.." lød det forpustet fra mig. "Jeg ville sige, at.. Hvorfor gør I dette? Har det altid forgået sådan? Jeg vil.. Jeg vil bare have svar.."

  Det gik nu op for mig, at der var tre tilstede. Der var kvinden, der talte til mig. Endnu en blond kvinde og en blondhåret mand, der stod med noget, der lignede en fjerbetjening. Helt sikkert den der styrede stødende.

  "Mr. Stevens, har du nogensinde overvejet, om mørket ville være mørke uden mørke? Fordi dette er præcis det samme. Et system har brug for et system til at vedligeholde.. - systemet! Ergo kan du vi ikke gøre alle tilfredse, og vi må køre vores egne veje, hvis vi vil have en fremtid. Alt det viste fortiden os. Nu er det bare at fjerne de sidste fejl, så vi alle vil kunne leve lykkeligt i en fungerende verden."

  "Hvis de resterende overlevende er blevet synonym for alle, kan jeg se, hvad du mener. Men det her får jo ingen fremtid. En fremtid består ikke af udforskning af andre dimensioner, hvor mennesker på kun seksten år skal være forsøgspersoner til testene. Jeg ved udmærket godt, hvad I har gang i."

  "Må jeg så spørge Dem.. Hvorfor kom De her så?"

  Glasset rundt om mig blev kørt til side, og jeg rejste mig tøvende op.

  "Fordi jeg regnede med, at I havde et klogt svar til det hele. Men tænkt: I kan ikke en gang svare, fordi I ikke har et svar. I gør det bare."

  Kvinden stirrede vredt på mig, som ramte det hende hårdt. "Vi handler ikke bare, Mr. Stevens. Noget man kan tænke over, inden man ikke adlyder ordre og bare griber håndtaget, ikke?"

  "Ja, og inden man bare begynder at skyde på menneskeligheden?"

  Hun vendte sig om og greb en fjernbetjening fra reolen bag sig - ikke den fjernbetjening som den blonde mand havde, men en smart, sølvfarvet én, der da hun trykkede på en af knapperne fik et fjernsyn til at glide ud af væggen ved min side.

  Jeg vendte blikket fra hende og imod fjernsynet, der stadig var sort. Kvinden trykkede på en knap, og sorthvid-farver udfoldede sig som et levende billede.

  På skærmen kunne man se en dreng, som jeg genkendte som Owen Smith fra opråbet i Azouri Kongrescenter.

  Han blev ledsaget af en soldat, der holdte hans hænder på ryggen.

  Hvad var meningen dog med, at jeg skulle se dette? At jeg skulle få fornemmelsen af hvordan det var hos Mr. Azouri?

  Pludselig rev Owen sig fri og satte i løb mod en trappe op til taget. Pulsen ved hans skaldede hoved kunne man se dunke, og han styrtede op af trapperne, flåede døren og det efterfølgende var så brutalt, at jeg knap nok kunne holde til at se det. Mit held var, at det hele foregik i sorthvid.

  Owen fór over tagets glatte facon og sprang ud over kanten, mens soldaterne forsøgte at gribe ud efter ham.

  Det hjalp bare ikke, og Owen faldt flere meter ned for at ende med at lande skrigene på hovedet, der med et splat blev revet så kraftigt til siden, at den hang ned ved hans skulder.

  Under ham gled blod langsomt frem, og så blev fjernsynet slukket.

  "Han begik selvmord, Mr. Stevens," lød det fra kvinden, der sendte et alvorligt blik. "Det er ikke, hvad vi ønsker. Så vi må nu trække lod mellem dig og den anden kvinde, der blev valgt fri, til nu at skulle være vores nye forsøgsperson tre. Held og lykke, Alexander. Mine instinkter siger, at du allerede er kommet dårlig fra start, så mon ikke om du skal prøve at dæmpe din gnist. Vi vil jo nødig sprede flammer," sagde hun i et ondskabsfuldt grin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...