Blazing Grace

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 19 okt. 2014
  • Status: Igang
Alexander Stevens udvælges til et forsøg, hvor systemet vil bryde ind i hans hjerne - hans tanker og hans sind. Med en ny gnist af oprør brændende i sig, lukker han systemet ude; eksperimentet slår fejl og Alex ender med at stå over for sin egen dobbeltgænger. Sekundet de rører ved hinanden, går tiden i stå - sekundet efter bryder alt ud i en ustoppelig kaos. | Deltager i 48-timers konkurrencen - valgmulighed 1.

40Likes
155Kommentarer
1701Visninger
AA

5. ✗ Kapitel Fire | At Se

Zoey var den eneste, som jeg kunne tænke på. Hvordan ville hun reagere, når hun fandt ud af mor og fars død? Hun fortjente ikke dette. Hun fortjente ikke at ligge med smerter - alene - på et hospital, og nu mistede hun så sine forældre.

  Det var ikke retfærdigt! Det var ikke noget, som nogen skulle udsættes for! Specielt ikke i en alder af kun elleve år, hvor man forstod nok til at vide, hvad der virkelig var sket, men alligevel var for svag til at tage kampen op. Den periode, som hun var i, var den tid i livet, hvor alt synes at være modstand. Det huskede jeg fra dengang, hvor jeg selv og Chrissy var elleve.

  Jeg blev kørt af familien White til hospitalet. De havde tilbudt at køre mig hjem, men jeg sagde, at jeg hellere ville køres til hospitalet, da jeg behøvede at forklare Zoey, hvad der var sket. Hvordan hendes rektion så end ville være.

  Alles blikke viste, hvor ondt de havde af mig, men de turde ikke sige noget, og det behøvede de heller ikke. Jeg frygtede ord. De kunne afgøre om et menneske skulle leve eller dø.

  Da vi nåede frem, takkede jeg Mr. og Mrs. White for køreturen. Jeg skyndte mig ind og kørte med elevatoren til sal otte. Der fra gik jeg ind i værelset, hvor Zoey befandt sig.

  Yndig lå hun der, skaldet, men hendes øjne fremhævede hendes skønhed. Hun sov, og jeg kunne ikke nænne at vække hende. Det ville være som at vække en baby til et levende mareridt, og jeg ville ikke være den onde bror, der skulle være skyld i det.

  Så i stedet tog jeg en af de blå stole hen til hende, hvilede mit hoved på kanten af sengen og forsøgte at sove. Men hver gang det lykkedes for mig, endte det med at jeg vågnede badet i sved midt i en mareridt, jeg ikke kunne besejre.

  Hele dagen var forsvundet og aftenen og det meste af natten med, før jeg langt om længe fik en fire timers søvn, der lige præcis var nok til at skulle kunne holde mig oppe en dag.

  Klokken var syv, da jeg vågnede ordentlig op.

  Igennem de spejlglatte vinduer kunne jeg se solen stå op over de kedelige grå, sorte og hvide skyskrabere. Udsigten fik mig til at føle mig heldig, men jeg vidste bedre end det. Jeg var ikke heldig. Til gengæld var der mange andre, der var mere uheldig end mig.

  Tomheden spillede nu en stor rolle. Større end jeg nogensinde kunne overskue. Men når jeg først fik set, om Chrissy og jeg var de to, der ikke skulle bruges til forsøgene, ville jeg nok kunne fjerne en sække fra mine skuldre.

  "Alexander, er det dig?" spurgte Zoey med sin svage, ødelagte stemme.

  "Ja," svarede jeg lagde min hånd på hendes mave.

  Jeg kunne simpelthen ikke klare det. Jeg kunne ikke fortælle hende det. Jeg ville ikke ødelægge hendes alt. Tænk hvis jeg bliver udvalgt. Så ville hun virkelig blive alene i en alt for stor verden.

  "Kan du ikke hente mor og far? Jeg savner dem. De kom ikke og vækkede mig i går aftes som aftalt."

  Pis. Møg!

  En tårer trillede ned ad min kind og afslørede mig. Jeg havde nu ikke længere et valg. Det havde jeg heller ikke haft før, men nu kunne jeg blive nødt til at fortælle det med det samme.

  "Zoey, kan du holde på en hemmelighed?" hviskede jeg til hende og forsøgte at smile.

  "Selvfølgelig," smilede hun igen.

  "Mor og far er rejst til himlen. De indså, at livet her ikke var interessant nok. De er deroppe. Hvis du kigger godt efter, kan du se dem." Jeg aede hendes kind.

  "Jeg forstår ikke.. Flyver de?"

  "Tjah, du behøver heller ikke at forstå det. Du vil have bedre af at tænke på, at de flyver over himlen og hver morgen og hver aften, vil du kunne se dem. De sagde, at de ikke ville være bekendt at vække dig. Så jeg skulle sige fra dem, at de elsker dig højere end alt andet."

  "Også højere end dig?"

  "Ja," grinte jeg.

  Hun smilte. "Jamen, så elsker jeg dig lige så højt, som de elsker mig."

  Jeg kyssede hende på kinden og tog hendes hånd. "Hold øje med dem, ik'? Så tager jeg hjem nu og gør mig klar til en forsamling her i dag. Hvem ved, måske tager jeg også på rejse et sted."

  "Det må du ikke, Alexander!" sagde hun og fik tårer i øjnene ligesom jeg.

  "Jeg er bange for, at jeg ikke har noget valg." Jeg forsøgte at holde smilet på, men det var svært med alle de onde følelser, der stak indeni mig. "Men jeg vil komme så snart, jeg får besked. Også selvom du sover. Så vil jeg bare vække dig. Okay?"

  "Okay, men så må du også love det," mumlede Zoey.

  "Jeg lover."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...