Blazing Grace

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 19 okt. 2014
  • Status: Igang
Alexander Stevens udvælges til et forsøg, hvor systemet vil bryde ind i hans hjerne - hans tanker og hans sind. Med en ny gnist af oprør brændende i sig, lukker han systemet ude; eksperimentet slår fejl og Alex ender med at stå over for sin egen dobbeltgænger. Sekundet de rører ved hinanden, går tiden i stå - sekundet efter bryder alt ud i en ustoppelig kaos. | Deltager i 48-timers konkurrencen - valgmulighed 1.

40Likes
155Kommentarer
1693Visninger
AA

6. ✗ Kapitel Fem | Løftet

Da jeg kom hjem, var huset ikke som huset. Der var en tom følelse over det, som var man havnet i den forkerte bolig. Men det var her - det var hjem. Nu uden størstedelen af dets beboere.

  De hvide vægge virkede grå og luften virkede ikke længere frisk, den virkede tung og døsig, som var der noget giftigt over den.

  Her stod de samme møbler samme pladser, men her føltes tomt. Som om ingen og intet var til stede, og det var utroligt, hvor realistisk, det kunne fremstå. Jeg ligefrem kun så intethed i det hele, trods jeg hellere ville kunne følge mit råd til Zoey: Bare kigge op på himlen. Bare se mor og far. Bare vide, at de stadig var i live, men et andet sted. Sådan fungerede det bare ikke. Jeg var ikke ment til at tro, jeg var ment til at falde.

  "Mor!" røg det ud af mig, da jeg så en kvindelig skygge glide forbi et af værelserne.

  Jeg stoppede chokeret op og følte en angst og en lettelse ramme mig i hjertet.

  "Er De Alexander Stevens?" spurgte kvinden, der så alligevel ikke var min mor.

  Hun kom frem fra mit værelse og så på mig med sine klare, blå øjne. Jeg kunne øjeblikkeligt genkende det lysegrå jakkesæt, som hun bar. Det var organisationens. Sådan nogle bar de alle derindefra.

  Kvinden var nok omkring de tyve. Hun var ung, smuk og hendes hud var bleg som hendes hår.

  Jeg blev varm om kinderne, da jeg kom i tanke om, at jeg havde kaldt hende for "mor".

  "Ja, og hvad laver du her?"

  "Jeg er fra organisationen, som De kan gætte." Hun smilte, men der var absolut intet hjertevarmende ved det. "Ved dine forældres selvmord må vi meddele Dem, at De overtager huset. Og på grund af Deres unge alder har vi slettet husets enhed i systemet. De vil nu kunne eje det uden at skulle betale skat og penge for el, og jah. Du kan selv se her." Hun rakte mig en mappe, som hun trak ud fra sit jakkesæts inderlomme. "Sequi armento, fidem futuri."

  Jeg tog kun lige imod den og var så ude af bevidstheden. Det var sgu da umuligt.. Selvmord..? Overtagelse af huset..? Jamen vi skulle jo udvælges, så kunne jeg da ikke samtidigt eje et hus!

  "Undskyld, sagde du selvmord?" spurgte jeg forvirret.

  Nu blev det damens tur til at kigge undrende på mig. "De vidste det altså ikke? - Det kører da rundt her i Azouri og London, at de begik selvmord i går i Azouri Kongrescenter. Var De der ikke?"

  "Jo, men de begik ikke selvmord! De blev skudt!" Jeg råbte og kastede mappen fra mig. "Jeg så det med mine egne øjne! De blev skudt, fordi min far protesterede imod den nye lov!"

  Vred af raseri og forvirring tog jeg lidt for hårdt fat i hende. Utroligt nok gjorde hun intet imod det. Bare i en enkel bevægelse vred sig fri. Det var vildt. Jeg måtte jo ikke røre ved andre end min familie bare sådan hud mod hud. Og hun var endda fra organisationen.

  "Undskyld, undskyld.." Jeg nærmest tiggede hende om ikke at sladre. "Min lillesøster vil blive helt alene, hvis jeg også bliver taget! Vil De ikke nok..-"

  "- Mr. Stevens," afbrød hun, og var den første til at kalde mig dét. "Jeg tager mig ikke af regler. De kan rende mig. Jeg er i organisationen for at hjælpe folk med problemer. For retfærdigheden. Kan De gentage det med loven? Og venligst forklare det med at dine forældre blev skudt?" Hun så afslappet på mig. Hvordan kunne hun det?

  "Eh, jeg.. De blev dræbt, fordi far sagde imod Nobel Azouris nye lov. Organisationen tillod den. Noget med at hvert år skal tretten af os sekstenårige udvælges til et eksperiment om sind og drømme og dimensioner. Jeg ved ikke helt. Det var alt sammen så uklart, da det blev fortalt. Jeg.. Jeg er stadig uklar. Hvad skal jeg gøre? Nu?"

  Kvinden så mundlam på mig. Hun kunne tydeligt ikke forstå det, men hvorfor? Hun kom fra organisationen, hun kom fra London, hvor de holdt til i England, hvordan pokker kunne hun ikke vide det? Og hvad med alt det med selvmordet? Var folk nu for angst til at fortælle sandheden - blev de måske truet?

  Ja, goddag til det syge samfund, som vi levede i.

  "Det må være en misforståelse.. En fejl." Hendes mund stod åben. Hun var helt væk. "Jeg ville vide det, hvis det var. Jeg ville vide det hele! Jeg kommer lige fra organisationen, de fortalte intet! Der.. Der blev kun.." Hun tav.

  "Velkommen til dag to i mit nye, vanvittige liv." Jeg så hende ind i øjnene, og det var som løsnede hendes frosne blik sig, da hun så ind i mine. "Som jeg spurgte om før: Hvad skal jeg gøre? Nu?"

  Hun tøvede lidt med at svare:

  "Jeg troede, at jeg vidste det.. Alt.. Men nu har De vist mig, Mr. Stevens.. at jeg er lige så uvidende og en ligegyldig brik i de stores spil - som dig og alle andre."

  "Godt at indse," sagde jeg sarkastisk. "Men jeg har en idé, hvis du vil, hvad organisationen og Mr. Azouri har gang i."

  Hun kiggede spørgende på mig ventende efter svar.

  "Du sørger for at blive en del af lederskabet i eksperimenterne, og jeg vil deltage og se, hvad det her drejer sig om. Du skal således orientere mig, om hvad der skal foregå. Så vil jeg prøve at finde en udvej for os alle."

  "Og det her er ikke en ondsindet plan for at få hævn?" spurgte hun med det samme.

  "Nej. Det her er en ondsindet plan for at vælte ondskaben af magten."

 

Sidste detalje: Slipset - altid. En dreng i systemets vigtigste del af beklædningen til offentlige møder. Man skulle altid være i sit fineste.

  Over den snehvide skjorte tog jeg en gråsort blazer på, der passede til jeansene af nogenlunde samme nuance.

  Jeg redte håret kort bagud og ordnede så resten med hænderne, så det fik min normale frisure. Som jeg så på mit hår nu, ville en chokoladebar kunne camouflere sig i det.

  Mr. White, Mrs. White og deres datter Katy White kom og hentede mig helt forventende. Jeg havde jo heldigvis gjort mig klar på forhånd, så der var ingen problemer.

  I bilen på vej til Azouri Kongrescenter sagde Mrs. White til mig, at jeg nok skulle klare det. Men hvis det var, tilbød de at tage op og hjælpe Zoey med mad og selskab. De skulle nok sørge for det hele.

  Jeg takkede dem og sagde, at det ville være det bedste for både Zoey og mig. Så havde jeg heller ikke en lige så store pres hængende om halsen.

  Alene var jeg ikke angst for selv at blive valgt og lade Zoey i stikken - jeg var angst for at Chrissy skulle vælges. En del af mig troede ikke mere på seeren. Hvis hun var som organisationen, så ville hun var lige så ond og løgnagtig.

  Mine tanker kørte omkring kvinden. Var hun til at stole på, eller var hun en forræder imod mig? Hendes chok over det med selvmordet og forsøget kunne være skuespil, men det så bare så ægte ud, at jeg næsten ikke kunne tro andet, end at det var sandt.

  "Alexander," hviskede Katy til mig.

  Hun var en pæn pige på femten, men hun var ikke mig.

  Katy havde langt, lyst hår ned til hofterne, mørkebrune øjne og en lys hudfarve. Hun var ikke specielt høj.

  "Husk at det ikke er døden," hviskede hun med sin svage, skælvende stemme.

  "Det skal jeg nok.."

  Med det samme kørte vi ind til parkeringspladsen til kongrescenteret, og bilen stoppede perfekt op indenfor de hvide streger.

  Klokken var tolv, da det hele skulle starte. Der ville gå fem minutter, og inden da ville jeg finde Chrissy, der på grund af mig havde tilbragt natten i Kælderen.

  For mange, mange år siden var her kun marker. Den tid hærgede kræften ekstremt. Folk døde ligesom pesten udslettede. Alt var kaos og alle havde mistet nogle.

  I området tog folk her til og gravede et stort hul langt nede i jorden. Der måtte ligene lægges og rådne op. Og fordi kræften fortsatte, måtte man lave en hel tunnel af døde kroppe dernede ligesom under pestens tid i Frankrig, hvor man lavede katakomberne.

  Med årene stoppede hærgenen så, og "katakomben" blev til "Kælderen", hvor man skulle tilbringe en nat, hvis man overtrådte de nye love.

  Det værste ved straffen var, at man altid fik bræksyge i op til to uger efter at have været der. Det var på grund af de mange bakterier i råddenskaben dernede.

  Jeg kendte dog ingen før nu, der var blevet straffet. Jeg havde kun hørt om det hele.

  "Stevens," lød Chrissys stemme bag mig. Hendes hud var ligbleg og hendes øjne blanke. Hun rystede. "Du kom. Det havde jeg ikke forventet."

  "Hvad skulle jeg ellers?" spurgte jeg og fik træng til at kramme hende.

  "Det ved jeg ikke.. Flygte?" Hun kiggede alvorligt på mig.

  "Ikke når Zoey har brug for lægehjælp, og hun ikke kan få det uden for Azouri uden at blive opdaget. Men ellers fin plan. Hvis du altså tog med."

  "Yeah, hvorfor ik'?" Hun grinte, men jeg kunne se, at hun indeni kæmpede for ikke at falde på knæ og knække sig ud over gulvet på grund af virussen i hendes mave.

  "Chrissy, du ved ikke, hvor meget jeg har lyst til at tage din hånd til mig lige nu?" spurgte jeg og fortrød med øjeblikkeligt. "- Det lød mindre skræmmende i mit hoved."

  "Det ved jeg skam," smilede hun og strejfede min hud med sin finger. "Men gør det ikke."

  Jeg lovede og så ind i hendes øjne; så smukke og fejlfri. Jeg kunne blive ved med at se ind i dem. For evigt.

  "Kom." Hun begyndte at gå imellem folkene og hel op til scenen, så vi kunne se afskyelige Nobel stå og forberede sig til sin form for "tale".

  Rundt omkring kunne man hører småsnakken, men det var alt sammen utydeligt. Jeg forsøgte dog at lytte til samtalerne, da jeg måtte klamre mig til noget for ikke at begynde at ryste endnu mere.

  Jeg havde virkelig en ubehagelig følelse i maven; en kæmpe nervøsitet. Det var som klemte min mave sig sammen, og alt inden i mig var i oprør. Det kildede generende og prikkede og stak, så jeg kunne mærke kvalmen snige sig op og ned af min hals.

  Mine hænder og arme rystede som fik jeg stød, og mine skuldre var ustyrlige. Jeg kunne ikke kontrollere mig selv. Jeg kunne ikke lide ikke at have kontrollen over mig selv. Der var intet og ingen, der kontrollerede. Det var bare min krop, der reagerede angst og ikke kunne finde ro.

  "Azourianere!" lød Nobels stemme. "Vi vil i dag offentliggøre de udvalgte til vores testforsøg. De vil få beskeder efter opråbet, på hvor de skal gå hen, og hvad de skal gøre. Længere er den ikke. Vi regner med, at man muligvis vil være tilbage fra forsøgene til næste år. Hvis man vender tilbage. Vi lader jer få to minutter til at tage afsked med hinanden på forhånd nu."

  Jeg var som frosset fast til gulvet. Hvad? Skulle vi også afsted i dag?! Jeg lovede jo Zoey at komme hen til hende!

  For helvede.

  "Den satan," hviskede Chrissy hæst, så kun jeg kunne høre det.

  Jeg nikkede. "Tror du at to minutter er lang nok tid til at nå over på hospitalet og tilbage?"

  Hun rystede på hovedet. "Næppe." Hun tøvede. "Undskyld, Stevens.. Alex.. Men jeg må hellere finde mine forældre."

  Jeg følte det som en kniv borer i min mave, mens jeg langsomt kom længere og længere væk fra de normale hverdage. Og nu måtte Chrissy så gå. Tænk, hvis jeg ikke ville se hende igen. Tænk, hvis jeg bliver valgt, og hun ikke gør. Det ville være skrækkeligt!

  Min pusten blev tydelig, men lød svag. Chrissy var gået, og nu var jeg omringet af bekendte mennesker fra byen. De alle var angste og svedige - præcis ligesom jeg.

  Den resterende minut føltes længere end blot tres sekunder. Det var som tres minutter. Tres - lange - minutter.

  "Så er vi klar!" råbte Nobel så højt, at det gav et sæt i os alle. "Deltagerne vil være fuldstændig tilfældige i blandt de nuværende sekstenårige og opråbet ligeså. Vi starter." Han kiggede ned på sin liste. "Nummer et: Ariane Phillips. Nummer to: Jamie Hastings. Nummer tre: Owen Smith. Nummer fire: Noah Harrison. Nummer fem: Mason Rodriguez. Nummer seks: Hanna Garcia. Nummer Syv: Liam Jones."

  Jeg kiggede rundt. Vi var halvvejs. Mit hjerte bankede som aldrig før, men mit sved var blevet koldt, og jeg var lettet over at hverken Chrissy eller jeg endnu var blevet nævnt. Måske var det lykken for os. Måske blev vi de heldige.

  "Nummer otte: Logan Moore." Én tættere på at have heldet med os. "Nummer ni: Samuel Miller." Endnu én! Kun for pokker fire tilbage! "Nummer ti: Stella Wilson."

  Jeg begyndte at bide i min højre tommelfinger negl, der blev til min finger. Nervøsiteten var som en klump i min mave. Hvis vi skulle udvælges, var det så planlagt som en form for hævn over scenerne i går, at vi ville blive de sidste?

  "Nummer elleve: Isaac Sanchez."

  Utroligt. Fandens utroligt. Jeg havde gættet den. Det var, som jeg havde gættet.

  Ved min side stødte Chrissy pludseligt op. Jeg følte mig inderligt lettet. Nu vidste jeg trods alt, at hun stod ved min side, og så længe hun gjorde det, kunne ingen gøre hende noget. Så ville det blive med konsekvenser for dem.

  "Du bliver fri," hviskede hun svagt og hæst.

  "Nummer tolv: Serenity.. Adams."

  Jeg udbrød et gisp.

  "Hvad?" lød det forpustet og uforstående fra mig - men jeg sagde det så stille og utydeligt, at jeg kun selv kunne høre det.

  Åh Gud! Én plads tilbage! Vi ville overleve dette! De to sidste var ikke os! Åh Gud, åh Gud!

  "Og den sidste," råbte Nobel, men fuck det, vi var fri! "Nummer tretten: Chrissy Hathaway. Tillykke med det! Sequi armento, fidem futuri!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...