Blazing Grace

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 19 okt. 2014
  • Status: Igang
Alexander Stevens udvælges til et forsøg, hvor systemet vil bryde ind i hans hjerne - hans tanker og hans sind. Med en ny gnist af oprør brændende i sig, lukker han systemet ude; eksperimentet slår fejl og Alex ender med at stå over for sin egen dobbeltgænger. Sekundet de rører ved hinanden, går tiden i stå - sekundet efter bryder alt ud i en ustoppelig kaos. | Deltager i 48-timers konkurrencen - valgmulighed 1.

40Likes
155Kommentarer
1699Visninger
AA

2. ✗ Kapitel Et | Azouri

Chrissy havde altid været min eneste vej gennem modstanden. Hun var sådan en fighter, man kun kunne se op til eller hade af jalousi. Jeg beundrede hende på den måde. Mest af alt fordi jeg selv var en langt ude kedelig og angst type.

  Med elegante og løftende skridt kom hun gående hen ad vejen, som tilhørte byen hende - hele, kedsommelige Azouri. Andet end at stoppe op for at snakke med hende kunne jeg ikke. Hun var trods alt min "bedste og eneste" veninde.

  "Hey, Stevens," råbte hun, selvom jeg snart var nået op til hendes side. "Hvordan går det med Zoe?"

  Åh, Zoey. Stakkels Zoey. Hun var min elskede lillesøster og lå efter to måneder stadig på sygehuset med en konstateret kræft. Det var stadig uklart, om hun ville overleve dette.

  "O.k., gætter jeg," og min stemme rystede lidt.

  Jeg hadede at tale om problemer - specielt når det gjaldt om Zoey. Hun havde det ikke godt, og det vidste Chrissy. Chrissy vidste også, at jeg hadede at tale om det. Jeg troede dog på, at hun mente det godt. Måske syntes hun bare, at det ville blive bedre af at tale om det, eller hvad ved jeg.

  "Alexander, husk nu, at du ikke kan bestemme om hun overlever eller.." Hun lød bekymret, og jeg vidste, at hun ikke kunne fuldføre sætningen.

  "Ja ja, whatever."

  Chrissy flettede sine varme, glatte fingre ind i mine, og jeg kunne ikke lade være med at kigge nysgerrigt på vores hænder. Det var på en måde uforstående, men jeg fandt det naturligt. Der var trods alt intet flirtende ment i det, troede jeg.

  Vi var på vej mod Azouri Kongrescenter - parlamentet hvor alle indbyggere skulle mødes månedligt for at diskutere planer for fremtiden.

  Der var dog ikke meget sollys sendt fra himlen i dag, hvilket ifølge byens seer betød, "at i dag ville blive en negativ dag", og seerens ord havde aldrig taget fejl. Måske var det den rene skæreste indbildning, og vi gjorde dagen negativ, fordi dagen var ment til det, ellers også var det virkelig sandt. Hun kunne måske spå fremtiden. Og tænk, vi alle dyrkede hendes forudsigelser.

  Kort inden den store, smukke og moderne glasbygning kom til syne, slap Chrissy min hånd. Jeg følte mig endnu en gang tom inden i, men det var forståeligt, hvorfor hun gjorde det.

  I vores verden var det ikke tilladt at vise nogle former for kærlighed eller noget, der kunne tolkes som kærlighed, når man var under sytten. Organisationen syntes, at det ville føre til tidligere sex og uplanlagte fødsler. Derfor skulle man, hvis det blev opdaget, tilbringe en nat i Kælderen - det værst tænkelige sted, man overhovedet kunne forestille sig. Men til mit held var der kun en uge til min sytten års fødselsdag og tre uger til Chrissys.

  Fødselsdage var som nævnt også planlagt ligesom det meste andet. Efter størrelsen på byen og antallet af indbyggere skulle der gå en hvis antal dage, uger eller måneder før det næste barn måtte fødes. På den måde ville fødselsdage ikke støde ind i hinanden, når man var samme alder. I Azouri skulle der gå en uge mellem hver fødsel.

  "Sequi armento, fidem futuri," smilte Chrissy falskt. Det var latin og den internationale devise, som vores verden byggede på.

  Det betød: "Følg med flokken, tro på fremtiden." Noget som man skulle lære allerede inden skolestart. Det blev nævnt op til flere gange i en normal menneskes hverdag.

  "Sequi armento, fidem futuri," gentog jeg, som man nu skulle.

 

Mor og far, der begge var valgt til at blive læger, kunne ikke deltage i denne måneds diskussion. De havde fået deres tilladelse til at blive hos Zoey og samtidig hjælpe til med at finde den kur, der kunne kurere kræft. I flere år havde de været tæt på en vellykket resultat, men det endte hele tiden op med at personen, som havde taget imod medicinen eller stikket, var død efter en uge. Jeg håbede, at det ikke ville blive Zoe's død.

  Allerede et par hundrede havde mødt op, trods der stadig var femten minutter til start.

  Der var som altid dækket fint op. Det var næsten som at fejre en højtid, som vi alle elskede.

  Her var en diamant beklædt lysekrone hængende højt over jord, for der var selvfølgelig meget højt til loft. Væggene og gulvet var der intet nyt ved - de var stadig farvet hvide, men nu var der dog pyntet med blå og grønne guirlander hængt op alle steder samt farverige serpentiner, der lagde spredt ud over de lange, hvide borde i massivt træ.

  Fra loftet hang der også gråhvide bannere ned med teksten: "Nostrum Futurum", der betød: "Vores Fremtid".

  Chrissy gjorde tegn til at jeg skulle følge efter hende.

  "Hvad?" spurgte jeg.

  "Skal vi ikke spørge om tilladelse til at sidde sammen? Bare for denne gang?" Hun smilte og var alt for tæt på at røre ved min hud i et akavet forsøg på at gribe ud efter mig og få mig med. Det måtte hun ikke.

  Jeg rystede zelotisk på hovedet for at vise hende, at det ikke var det rigtige at gøre. "Små ting kan skabe store konsekvenser for vores menneskelige fremtid," som der stod i Systemets Bog, som vi alle fik givet som gave af organisationen ved fødslen, og i skolen skulle vi lære at læse den som den første bog. Den var tyk, lærerig og man skulle blive ved med at læse den, til man kunne alle reglerne og den nyttige viden omkring samfundet i hovedet udenad.

  "Du ved, at jeg vil, men jeg vil ikke være skyld i konsekvenser for vores familier og os selv, hvis de opfatter det oprørsk." Jeg kiggede dybt ind i hendes græsgrønne øjne.

  "Fint," hun vendte sig skuffet om og gik mod sin plads ved sit bord, hvor familierne på hendes vej for kort tid siden havde sat sig. Hendes blik sendte lyn i retning mod mig, men jeg vidste, at hun ikke var vred på mig. Det var organisationen, det her handlede om.

  Jeg satte mig ned på min plads hos de andre på Will Amadeus' Street. De tre pladser omkring mig var dog tomme. Det var der hvor mor, far og Zoey skulle have siddet.

  På hver bord var der fordelt tre snackskåle ud med forskellige slags nødder i. Foran mig var det hasselnødder af samme nuancer som mine øjne. Ironisk nok var jeg dog allergisk overfor hasselnødder. Spiste jeg dem, fik jeg næseblod og blev svimmel. Jeg hadede det, for det var sjovt nok altid dem, som blev placeret foran mig.

  Familien White kom som de sidste en af døren, da der var gået ti minutter. De satte sig på deres pladser foran mig, og dermed skulle diskussionerne til at begynde.

  Helt nede for enden af salen var der en høj scene med en enkel mikrofon stående i midten på et stativ.

  Nobel Azouri kom gående ind på scenen. Han var byens grundlægger og en af de mest højtstående i organisationen.

  "Velkommen til dette niende møde i år!" råbte han ind i mikrofonen og kiggede ud på os.

  "Han er en pæn, men diktatorisk mand," sagde Chrissy altid.

  Og det var sandt. Hans korte, rodede og lyse hår var da sikkert charmerende over for pigerne. Det samme gældende med hans unge alder af niogtyve år, blå øjne og muskuløse krop.

  Men Nobel var trods sin gode udseende ikke noget at råbe hurra for. Han gik under rygtet for at være en sadistisk sadomasochist, og organisationen var vidende om, at han bortførte mænd, kvinder og børn af ukendte grunde, og også af ukendte grunde gjorde organisationen intet ved det. Han tilstod det dog selvfølgelig ikke, men det gav bare folk en hvis respekt for ham. Han havde jo sine folk, og man skulle ikke modsige ham.

  "I dag er planerne ændret!"

  Der lød chokerede gisp rundt omkring. Jeg kiggede hen mod Chrissy, som jeg lige kunne se, og hendes blik fangede mit.

  "Hvad skal dét sige?" var der en ældre mand, der spurgte.

  "Jeg har i samarbejde med organisationen fået indført en ny lov! Indtil det lykkes vil der hvert år blive ført tretten sekstenårige til mit laboratorium for at blive testet med deres sind og drømme.

  Vi vil forsøge at fremkalde en åbning til deres sinds dimension for at udforske det. Vi har netop lige fået teorien af en professor i London, at der findes drømmedimensioner, der muligvis er optænkelige at fremkalde. På den måde vil der ske store, kolossale og livsvigtige ændringer i fremtiden, der kan hjælpe os meget.

  Jeg vil bede jer familier om at støtte op omkring eksperimentet for vores fremtid.

  Sequi armento, fidem futuri!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...