Blazing Grace

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2014
  • Opdateret: 19 okt. 2014
  • Status: Igang
Alexander Stevens udvælges til et forsøg, hvor systemet vil bryde ind i hans hjerne - hans tanker og hans sind. Med en ny gnist af oprør brændende i sig, lukker han systemet ude; eksperimentet slår fejl og Alex ender med at stå over for sin egen dobbeltgænger. Sekundet de rører ved hinanden, går tiden i stå - sekundet efter bryder alt ud i en ustoppelig kaos. | Deltager i 48-timers konkurrencen - valgmulighed 1.

40Likes
155Kommentarer
1694Visninger
AA

12. ✗ Kapitel Elleve | Andet Selvmord

Ukendts POV.

Alexander Stevens havde altid været en flittig, ung dreng. Han kunne noget, som kun få i verden kunne: Han forstod at kæmpe kampen til sidste ende, trods han endnu ikke kendte sin styrke. Modstanden gjorde ham blot stærkere, vildere og modigere; og det beundrede jeg.

  I længe havde jeg holdt øje med ham. Min interesse for hans adfærd havde blot fået mig til at se anderledes på systemet. Først følte jeg med ham, hvordan alt var planlagt simpelt; hvordan verden var et vidunder og hvordan alt havde sin egen mening og betydning.

  Jeg forstod nu hans smerte. Han var skør efter at kunne brænde systemet ned, men frygten og angsten var alligevel hvad der styrede ham; og den kontrol over tingene havde jeg aldrig set magen til før. Aldrig i mit liv havde jeg set nogen kontrollere sin frygts barbariske sider og omvende dem på den måde, som hans formåede. Jeg vidste, at han var ment til noget - lige fra første jeg så ham på lektionscenteret, hvor han sad med hende pigen.. Chrissy!

  Først havde jeg troet, at de var et par; et kæreste par. De fjantede, der som de eneste viste, at de ikke var bange for systemet. Om det så var på grund af uvidenhed eller hvad det nu var, havde jeg endnu ikke gennemskuet. Men noget sagde mig så stort, at Chrissys vildskab ikke var til at styre. Og jeg var overbevist om, at det ville blive nogens død.

  Hvis ikke jeg nu var lukket inde i mit eget helvede, havde jeg holdt bedre øje med Alexander nu. Jeg havde sikret mig, at der ikke skete ham noget. Jeg ville heller ikke være skyld i alt det her. Jeg ville ikke have, at han skulle blive den næste. Men det ville han blive. Hvis ikke på den ene måde så den anden. Og det hele ville være på grund af mig.

 

Alexanders POV.

"Det skal nok gå," beroligede jeg Zoey, da jeg havde fortalt hende, at nu var tiden gået, og jeg måtte rejse.

  "Du må ikke, Alexander!" græd hun og tog hårdt fat i min hånd med sine ellers slappe fingre.

  Alligevel rykkede hun sig ikke ud af flækken. Hun kunne ikke, og hun måtte ikke. Der var sat sensorer på sengen, der holdt øje med hendes bevægelser. Var de for ukontrollerede, måtte lægerne komme og tjekke til hende.

  "Jeg har ingen valg," hviskede jeg, og et kort øjeblik så jeg væk fra hende af angst for at slippe en tåre. "Men jeg kommer tilbage og henter dig, når du er rask, okay? Indtil da så vis at du ikke er bange. Det vil frygten bare opdage, og så vil frygten gøre noget slemt, og det må den ikke. Så bare kæmp imod til jeg er tilbage, og du er frisk. Okay?"

  Zoeys øjne var blanke og blege. Det tegnede ikke godt. Tænk hvis.. Tænk hvis hun døde, og jeg ikke nåede at sige farvel. Så ville alt bryde sammen. Alt og alle.

  "Fint.." tøvede hun og så bedrøvet på mig.

  I lidt tid sad vi bare sådan, hvor jeg holdte om hendes iskolde hånd ind til mig. Jeg så ind i hendes øjne, og hun så ind i mine. Hun var ikke dum.. Men en del af mig sagde, at hun ikke helt vidste, hvad hun skulle tro.

  "Men hvis du ikke vender tilbage.. -"

  "- Det gør jeg," afbrød jeg.

  "- Vil du så ikke fortælle mig, hvor mor og far er? Har Nobel taget dem?"

  Det blev min tur til at tøve. Hun havde jo ikke godt af sandheden. Måske skulle jeg bare lyve mere for hende, selvom hun fortjente sandheden. Trods alt var hun min søster, og jeg elskede hende højt. Af samme grund kunne jeg bare ikke få mig selv til at sige sandheden.

  "De har det godt," løj jeg forhastet. "De er bare rykket til fuldarbejde i USA, og de har meget travlt, men de er så kede af det over det."

  Jeg bad, til at hun ikke opdagede, at jeg bed i min underlæbe, som jeg altid gjorde, når jeg løj.

  "Okay.." Hun tog sin hånd til sig.

  "Jeg må gå nu," hviskede jeg, og i samme øjeblik så jeg angsten overvælde hendes ellers fredfyldte ansigt samt tårer strømme ned ad hendes runde, blege kinder.

  "Nej, Alexander, du må ikke! Du må ikke forlade mig! Alex! Vær sød ikke at forlade mig, jeg har brug for dig! Jeg vil ikke dø! Alex, hjælp mig! Kom hjælp..!"

  Hun skreg og hylede, så hendes tynde, hvide lagen blev gennemblødt og gennemsigtig. Hendes hænder strakte sig ud efter mig, og hun rystede febrilsk, som var hun i krampe.

  Uden et ord rejste jeg mig mundlam langsomt fra den blå stol og kom af chok til at vælte den bagud.

  En alarm over sengen gik i gang og blinkede rødt. Jeg skyndte mig hen mod døren og så angst og bange på Zoey hele tiden. Ville det her være hendes ende? Kunne hun af angst, sorg og chok?

  Lige som jeg var kommet små skridt ud fra værelset, kom tre læger iført lyseblåt tøj og masker styrtende imod mig med et bord fyldt med de underligste redskaber.

  Jeg kunne høre Zoeys skrig og gråd for mig, selv da jeg var nået hjem til huset.

 

En mand med det velkendte lysegrå jakkesæt fra organisationen kom brasende ind i huset for at hente mig med til Azouri Kongrescenter, hvor jeg ville gætte på var dér, jeg ville blive valgt som forsøgsperson 3.

  Jeg havde aldrig sat i en så smuk bil som denne. Det ville være en ære, hvis ikke jeg vidste, at den tilhørte organisationen.

  Bilen havde en glat, sort nuance, var aflang og havde tonede ruder. Jeg genkendte den ikke, så hvilket mærke det præcis var, kunne jeg ikke udtale mig om.

  På vejen spekulerede jeg om der ville være mange mennesker i kongrescenteret. Måske kun mig.. og selvfølgelig hende pigen, hende der Piper. Det ville blive en lettelse for hende, at hun endnu en gang ikke ville blive valgt. Hun var sikkert allerede overbevist om, at hun ville blive fritaget, og jeg ville blive sat ind hos de andre forsøgspersoner; sikkert ende som ham den lidt fede Owen, der splattede ud ved faldet.

  For at vende tilbage til virkeligheden, var vi nu ankommet.

  Der holdte kun én bil parkeret på parkeringspladsen, og det var den, som manden fra organisationen nu havde parkeret.

  "Hvad?" udbrød jeg. "Er jeg den eneste? Hvad med hende den anden?"

  Manden pegede ud af vinduet, og da jeg så over hans skulder, kunne jeg se en bilen magen til denne, komme i retning mod p-pladsen. Det måtte være hende; hende Piper.

  Vi steg ud af bilen på én og samme tid, og det var filmisk uhyggeligt, som var selv dét planlagt.

  Gående ind til det kæmpe lokale kørte mine tanker på Zoey og Chrissy.

  Havde jeg flygtet med Zoey, havde Zoey ikke overlevet længe ud de stoffer, som hospitalet gav hende. Samtidig ville Chrissy være fanget inde hos Mr. Azouri, og det hele ville gå ned af bakke for hende; hun ville dø ud.

  Blev jeg her; som jeg nu gjorde; ville pladserne blive byttet. Zoey måtte fortabes, mens jeg langsomt og planlagt ville dø derinde på grund af min opførsel, og Chrissy ville dø ud; mentalt.

  Der var ingen måder at klare den på - kun at gøre alt for overlevelse og for hvad organisationen kaldte "in spem vivam": Levende håb.

  Lyset i hallen var forstærket gange ti. Det var så mine øjne måtte knibe sig sammen for i det hele taget at holde dem åbne.

  Der var ikke mere festpynt. Det hele var gemt væk. Nu var her kun kedelige hvide, grå og sorte farver, der opslugte det spændende i kongrescenteret. Jeg hadede det. Hvad havde Nobel dog gang i?

  Der var ingen mennesker til stede ud over Nobel og et par soldater samt en flok fra organisationen, der stod nede fra scenen og fulgte mine og Pipers bevægelser. De kunne se nervøsiteten, og de nød det.

 

Chrissys POV.

Ingen vegne! Den gik sgu ikke! De kunne da ikke forlange, at vi freaking skulle stemme mellem vores venner! Hvem der skulle ind, og hvem der måtte blive ude! Den her gang var Nobel gået for vidt, den her gang havde han virkelig gået over stregen - snart destrueret den.

  "Hvad?" lød det uforstået fra flere.

  "Skal vi vælge hvem, der skal ind?" Serenity Adams skød ryg og nulrede i sit rødorange hår, der lignede liggende flammer.

  "Well, dét bliver nemt," lød det fra Noah, der i et smørret grin lod blikket falde på de andre, hvis fulde opmærksomhed var rettet mod ham.

  Nej-nej-nej-nej-nej! De ville jo alle sammen vælge Alexander til at komme ind, de ville alle sammen vælge, fordi de alle kender Piper godt! Det her var jo planlagt! Den lede satan til Nobel, og de lede følgesvende til organisationen! Jeg havde altid vidst det! Altid vidst at intet var så perfekt, som det skulle fremstå, og nu var alt på vej til at bryde sammen..

  Hårdt greb jeg fat om Noahs arm og hviskede vredt til ham. "Hvis du tror, at du vælger Alexander, så sætter jeg permanent en stopper for dine lege med mig og alle andre!"

  Forbløffet kiggede han over på Isaac, der heldigvis intet havde hørt.

  "Hvorfor betyder min stemme så meget?" spurgte han og lod blikket falde på mig igen.

  "Fordi dit valg er alle andres; de gør, hvad du gør." Jeg sørgede for at lyde skarp og stirre fast og ondt på ham.

  "Hvorfor skulle jeg hjælpe din lille ven?"

  Med en hurtig bevægelse fjernede jeg min fod fra hans og pressede den hårdt imod hans skridt, så hans ansigt eftergav et smertefuldt udtryk.

  "Hvorfor ik'?"

 

Alexanders POV.

Stemningen var lamslående.

  Jeg følte nervøsitet, selvom jeg vidste, at det ville blive mig.

  "Lad os gøre det simpelt," talte Nobel i mikrofonen. "En af jer er blevet valgt af de andre forsøgspersoner til at skulle blive den nye nummer 3."

 

Chrissy POV.

"Fint." Noah overgav sig. "Jeg vælger at sende Piper herind, selvom hun er min eks."

  Jeg hadede ham, og samtidig elskede jeg, at han var så nem at overtale. Og mig der ellers havde planlagt at sparke ham fem gange til overgivelse, og ja, jeg behøvede ikke en gang så meget som ét spark.

  Noah skrev "Piper" på et papir, som han og alle os andre fik udleveret, og straks kom flere hen for at læse, hvem han havde valgt.

 

Alexanders POV.

Rystende så jeg over på Piper, hvis ansigt var ligbleg. Hun vidste heller ikke noget om dette. Var der så alligevel en chance for at det ville blive hende? Nej, det kunne ikke passe, hun var jo populær, mens jeg knap nok havde talt med andre end Chrissy. Alle de andre havde stemt på mig. De havde dolket mig i ryggen, og nu skulle jeg ind til dem. Men det var ikke deres skyld. Jeg bad bare til, at Chrissy ikke havde skrevet mit navn på sit papir.

  For ikke at se så chokeret ud, kiggede jeg ned i gulvet. Det her ville jeg ikke. Hvorfor trække stemningen ud. Ventede Nobel på, at nogen skulle kommenterer? Ventede han på, at jeg ville råbe noget, så han havde sin grundt til at skyde mig?

 

Chrissys POV.

"Vælger du Piper?!" råbte Jamie Hastings højlydt til Noah.

  "Forråder du din eks?" lød det forvirret fra Serenity. "Det er bare for meget.."

  Noah skulede over til mig, men jeg ignorerede ham. Bare det lykkedes. Bare han ville komme med en forklaring på hvorfor, så de også ville skrive hendes navn.

 

Alexanders POV.

Uden et ord åbnede jeg min mund, og lod et svagt støn tone frem. Det kunne de trods alt ikke skyde mig for, vel?

  Mit blik ramte Pipers nervøse ansigt, der næsten var tildækket af hendes lange, brune pandehår. Hendes øjne viste en brændende angst. Hun fortjente heller ikke det her.

  "Den udvalgte.." tøvede Nobel, "vil ud over posten som tester, blive benyttet til specialforsøg, som ingen af de andre vil opleve. Den heldige er.."

 

Chrissys POV.

Alexander. De alle skrev Alexander. Noah havde gjort, hvad jeg bedte ham om, men hjalp det? Næh nej, for han holdte munden lukket. Og jeg kunne ikke forlange mere af ham.

  Nervøsiteten rejste sig i mig. Jeg ville gerne se Stevens, men ikke på denne måde. Ikke nu.

 

Alexanders POV.

Nobel trak en konvolut frem fra sit lysegrå jakkesæt. Hans ansigt blæste op af et smil, der indbød vrede. Det havde ikke gået som håbet. Tydeligvis ikke.

  "Den heldige er Piper Boyd. Tillykke." Skuffet kaldte han hende op, og forfærdet begyndte hun at gå.

  Jeg var ude af den. Var det sandt? Kunne det være sandt?

  En masse følelser stak indeni mig, og jeg kunne ikke beslutte mig for om jeg var oprømt eller smadret. Nu var det sikkert, at jeg ikke ville komme til at se Chrissy igen i længe - hvis nogensinde. Men nu kunne jeg blive og passe Zoey og få oplysninger, om hvad der skete. Jeg kunne måske få Chrissy fri igen? Ville Cindy og jeg kunne klare dét?

  Med hjælp fra Nobel kom Piper op på scenen. Hendes krop rystede, og jeg havde ondt af hende. Det kunne lige så godt have været mig.

  En lammende, stikkende og rystende chok overvældede mig, idet Piper fór mod en soldat, og han skød.

  Det var den direkte selvmord. Lige hvad Nobel havde håbet på.

 

Chrissys POV.

Smilet på mine læber blev så stort, da Noah begyndte at tale, at jeg lignede en halv idiot.

  "Gør det for mig," sagde han. "Det er.. jeg kan ikke holde ud ikke at skulle se Piper igen. Vil I ikke?"

  Jeg kunne næsten se pigernes hjerter smelte, mens jeg bare beundrede hvordan det virkelig lykkedes ham at overbevise dem alle ved at bruge en så lam undskyldning.

  Uden et udtalt ord stregede de alle sammen - selv drengene - "Alexander" over og skrev "Piper" i stedet.

  Endnu en gang kunne jeg ånde lettet ud. Nu ville Stevens kunne leve fredeligt med Zoey uden for Mr. Azouris laboratorium.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...