Dæmoner kan også græde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2014
  • Status: Igang
Da en mærkelig mand pludselig henvender sig til Katarina, med den besked at hendes mor leder efter hende - den mor hun har blevet fortalt hele sit liv, dræbte hendes onkel, hvorefter at stikke af fra hende og hendes far - bliver der vendt op og ned på hendes verden.

0Likes
3Kommentarer
153Visninger
AA

6. KAPITEL

Jeg står og venter øjeblik, til jeg er sikker på at hun er væk, og går så hen til kassen med billedet af min mor.

Jeg starter med forsigtigt at åbne det bløde pap. Kassen er er forholdsvis gammel, ser det ud til, og en af siderne revner, da jeg så tålmodigt som jeg nu kan præstere, lukker op for sagerne. Øverst i kassen ligger billedet, som jeg jo lagde der ned i al hast da Molly kom, og under det ligger flere billeder til. De er alle fra før jeg blev født, og alle så utroligt smukke. Jeg kan se ligheden mellem os, mere end jeg nogensinde har kunnet med min far. Der er billeder fra stranden, fra fotosessions, fra de seneste skoleår og fra fester. Jeg går igennem dem alle, et efter et indtil, at jeg kommer ned i bunden af kassen, hvor en stakke breve ligger. De er alle fra min mor. Der er ingen af dem, der er skrevet i hånden, men de er derimod alle printet ud fra mailen af.  Jeg læser korte uddrag af mailene, så som ”Hej Philip, jeg kan ikke finde jeres adresse, vil du ikke nok svare mig? ”, ”Philip, jeg er så træt af at lede, vil du ikke svare mig, jeg har brug for min lille pige!” og ”Philip, du har allerede taget Peter fra mig, du må ikke også stjæle det jeg har allermest kært!”. Jeg kan ingen mening se i brevene, det giver ingen mening; hvor er i? Giv mig hende tilbage. Det var hende der forlod os, ikke os der forlod hende, hvorfor var hun så ivrig efter at finde os, og hvem er Peter? Jeg sidder lidt med brevene i hænderne, og beslutter mig så for at gå nedenunder.

Deveny er der en halv time senere, og sidder på sengen sammen med mig. Brevene ligger fordelt i hver vores skød, og vores hjerner vrider sig synkront adled.

”Men er du sikker på at din mor virkelig forlod jer? ” hans øjne skimter endnu et brev, mens han spørg med tydelig undren i stemmen.

”Øh…  Ja? Hvad ellers? ”

”Det er bare… ´du skulle ikke have taget hende med dig, jeg kan aldrig tilgive, hvad du gjorde, giv mig hende tilbage!´ ” han kigger på mig, og skyder øjenbrynene i vejret. ”Hvad hvis nu, at det ikke var hende der forlod dig, men din far som tog dig med? ”

”Nej… ”

”Det forklarer, hvorfor din far aldrig har kunnet fortælle dig hvorfor hun stak af. ”

”Jeg… ” jeg kigger ned på brevene, mens det han siger bliver mere og mere troværdigt i mine øre, mens sandheden former sig i mine øre.

Jeg rækker hånden ned i lommen, og trækker sedlen op.

”Hvad er det? ” siger han og tager den fra mig.

”Min mors adresse. ”

Han kigger endelig op og møder mit blik, og jeg ved, at vi begge ved, hvad der skal ske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...