Dæmoner kan også græde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2014
  • Status: Igang
Da en mærkelig mand pludselig henvender sig til Katarina, med den besked at hendes mor leder efter hende - den mor hun har blevet fortalt hele sit liv, dræbte hendes onkel, hvorefter at stikke af fra hende og hendes far - bliver der vendt op og ned på hendes verden.

0Likes
3Kommentarer
154Visninger
AA

5. KAPITEL

Sedlen har ikke forladt min hånd, selvom at jeg har prøvet på at smide den ud, så er den som limet til min hånd, ligesom i ryge-stop reklamerne.

Da jeg kommer hjem, er jeg alene hjemme – det vil sige ikke helt, der altid nogen i mit hus, om det så er vores opair, eller vores kok etc., det er underordnet, det er bare aldrig min far der er der.

Jeg sætter mig foran fjernsynet, og zapper lidt rundt mellem diverse tyske sportskanaler og gartneri programmer.

Jeg stikker hånden i lommen, og mærker på papirslappen som ligger godt foldet sammen dybest nede blandt lommeuldet. Selvom at jeg tager den op og kigger på den, så behøver jeg det faktisk ikke, jeg kan det i hovedet. Efter alle de gange jeg har siddet og kigget på den seddel i de sidste 3 timer, så er det snart så godt indprentet i min hjerne, at jeg er bange for at jeg aldrig glemmer det igen – spild a god hukommelse, jeg kommer alligevel aldrig til at bruge den adresse til noget.

”Skal du have noget at spise? ” Molly står i døren med en skål vindruer i hånden. ”Er du okay? ”

Hun sætter sig ned på gulvet ved siden af mig, og læner sig op af sofaen.

”Må jeg? ” spørger hun og rækker ud efter skålen med popcorn. Jeg rækker hende den, og læner opgivende hovedet tilbage i sædet på sofaen.

”Er du så… ” hun tygger af munden og synker ”okay? ”

Jeg trækker vejret dybt, og rækker hende sedlen, mens jeg klemmer øjnene hårdt sammen og venter på den forventede reaktion.

”Hvad skal det her forestille? ” jeg kan høre hendes nysgerrighed, og svarer med en kvækken

”Min… mors adresse” de sidste ord siger jeg så hurtigt, at jeg næsten ikke når at høre dem, men det gør Molly. 

”Din hvad! ”

”Ja… det var også den reaktion jeg havde” – og jeg tør ikke drømme om hvilken reaktion min far ville have fået! Tilføjer jeg lydløst til mig selv. Jeg synker en klump og løfter langsomt blikket for at møde hendes dømmende øjne.

”Det var ikke mig, ” siger jeg og tilføjer ”der kontaktede hende… ” da jeg fatter, at hun ikke forstod hvad jeg mente.

Molly er stille et øjeblik, og spørger mig så ”Savner du hende… jeg mener, det at have en mor? ”

”jeg ved det ikke, jeg forstår bare ikke hvorfor hun ville gøre noget så ondskabsfuldt. Altså, hun havde måske sine grunde, men at efterlade os bagefter? Den fatter jeg ikke helt”

Hun svarer ikke, men sidder i stedet lidt uroligt, som om hun ikke rigtig kan holde ud at være inde i sin egen krop.

”Molly? ” jeg ligger en hånd på hendes skulder, idet hun begynder at diskutere med sig selv på russisk, som hun fra til anden gør, når hun bliver frustreret. Til sidst, da det ser ud til at hun –sådan cirka, i hvert fald – er kommet frem til en læsning med sig selv, vender hun hele kroppen mod mig

”Katarina, jeg har noget som jeg må vise dig. ”

 

Vi kommer næsten aldrig på loftet. Det er mest en lagerplads for alle de ting min far køber i total overflåd, og som han så alligevel ender med aldrig at komme til at bruge. Spindelvævende hænger som guirlander mellem bjælkerne der sidder som et gitter over det brede loft. Boxe og flyttekasser så stablet i alle hjørner, fyldt med alt mit babytøj og ting som jeg i det hele taget ikke bruger længere. Molly snor sig mellem labyrinten af oplagrede sager, som havde hun gjort det et halvt dusin gange før, som hun sikkert også har gjort.

Et øjeblik forsvinder hun ud af syne, og jeg falder over et billede der ligger halvt oppe over overfladen i en gammel papkasse. Jag samler det op og tørre støvet af med mit ærme. Det er en dame –hun er smuk. Hendes lange mørke hår bølger ned om skuldrene på hende, og hendes hænder ligger foldet i hendes skød. Hun sidder skråt mod kameraet, på en stol i et gråt rum, og smiler sødt så hendes smile huller træder frem i hendes kinder. Hun er måske i starten af 20´erne. Jeg pudser det sidste støv af, og ser et lille navn, og en tilsvarende lille dato. Lucy heavens – september 1998.

Jeg skal til at skippe et hjerteslag, da jeg opdager hvis navn det er jeg står og læser, da Molly kommer tilbage.

”Hey… jeg har fundet det, jeg leder efter” Molly viser et billede frem, af min far og en ung pige, mens hun kigger væk.

”Jeg fandt det i din fars skuffe, og så gemte jeg det her oppe, så du ikke ville finde det” jeg skyder øjenbrynene i vejret, og signalerer med hænderne, at jeg forventer en videre forklaring.

”Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det… men jeg så dig sidde så trist i stuen, så jeg gik ud fra at du havde fundet ud af det.”

”Fundet ud af hvad? ” spørger jeg endnu mere nysgerrig end før.

”Jeg tror…” hun kommer hen til mig, omslutter mig med hendes arme ”at din far har fundet en kvinde.”

”Han… hvad?”

Hun aer mig forstående på håret, og nynner en lille melodi, som om jeg var fem år igen, hvorfor er der aldrig nogen der behandler mig som en voksen! Jeg klapper hende kort på ryggen, af ren medlidenhed til hende, og beder hende så om at lade mig være alene lidt.

Hun går ned, en anelse skuffet, men hun går ned, og efterlader mig til mine egne tanker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...