Dæmoner kan også græde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2014
  • Status: Igang
Da en mærkelig mand pludselig henvender sig til Katarina, med den besked at hendes mor leder efter hende - den mor hun har blevet fortalt hele sit liv, dræbte hendes onkel, hvorefter at stikke af fra hende og hendes far - bliver der vendt op og ned på hendes verden.

0Likes
3Kommentarer
158Visninger
AA

4. KAPITEL

 

Næste dag i skolen bliver der ikke vekslet mange ord mellem os, og jeg tror at han holder sig på afstand, måske tror han, at jeg er sur på ham? Jeg kunne godt tænke mig at sige undskyld til ham, men det er jeg lidt for stolt til. Der har vi den igen... den forpulede dæmon! Det er altså ikke så fedt at være dæmon, som man måske går og tror. Jeg mener, selvfølgelig har man en ekstremt høj IQ, og, hvis man kommer af en familie med rent blod, så har man jo også en eller anden sjov `gave´, som de fleste ældre og mere vise dæmoner udtrykker det. F.eks. kan jeg læse tanker… jeg siger ikke at det er et helvede, i hvert fald ikke når der kun er et par få til stede. Men når jeg er sammen med en masse mennesker, og dyr for den sags skyld, ikke at jeg kan snakke med dyr eller noget, jeg kan bare fornemme dem, og deres intentioner, så får jeg den frygteligste hovedpine. Men så er Deveny der til at hjælpe mig, som en beskyttende mur.

Jeg sidder ved det sædvanlige bord i cafeteriet sammen med Sofie, Maya og Patrick, som er denne uges flirt, Phillip og Poulina. Jeg sender sultne blikke over mod Phillips roastbeef, men holder mig pænt til min yderst u-velsmagende grønne juice. ”og så nægtede hun og give den tilbage, og Lara turde slet ikke gøre noget! Ha! Så kan hun lære det! ” Sofie vender sig mod mig for at få sin historie bekræftet ”er det ikke rigtigt? ” hun smiler forventningsfuldt til mig, og jeg besvarer med et lille, næsten ikke eksisterende, nik. De andre deler fortsat dagens gossip, mens mit fokus er et helt aldeles andet sted. Jeg bliver ved med at tænke på dagen forinden, på den skygge som jeg havde set uden for vinduet. Jeg tænker at jeg måske kunne have hallucineret, men at jeg så den to gange? Det kan altså ikke skydes over på søvnmangel. Eller kan det? Måske. Alt jeg ved er, at den fulgte efter mig, og måske, måske ikke, var det syner…. men hvis det var, så må der være noget galt med mig. Måske burde jeg besøge en psykolog?

En hånd kommer ind foran mit synsfelt, og vækker mig fra mine dagdrømme.

”Katarina? Halloooo! Jorden kalder Katariiiiina! ” jeg blinker et par gange, og fokuserer så på Phillip der sidder med hævede øjenbryn, og prøver på at fange min opmærksomhed.

”Ja? ”

”hvad er der med dig? Du er helt… væk? ”

”jeg har bare ikke sovet så meget i nat… ” han studerer mig et øjeblik, fra mit uglede hår, til mit krøllede tøj, og trækker så på skuldrene

”Nåh… men tilbage til mit spørgsmål: er der stadig fest hos dig på lørdag? ” jeg tænker mig om et øjeblik

”Øh… nej. Min far er lige kommet hjem fra Chicago… jeg vil gerne være sammen med ham, inden han tager til Argentina. ”

 

Efter lidt tid, rejser vi os alle og går hver til sit. Jeg er opsat på at finde Deveny, men han er utroligt god til at falde i et med skyggerne. Jeg ved at han er der et eller andet sted, jorden ville gå under før han ville lade mig ude af syne, eller i hvert fald noget godt der hen af, men jeg kan. Bare. Ikke. Finde ham.

 

Da klokken ringer som signal til eleverne om at finde deres pladser i deres klasselokaler, sætter jeg mig ud i skolegården. Jeg sidder på en lille bænk, der stort set er overdækket af spidsen af cykelskurets tag. Jeg sætter mig så tæt på armlænet som muligt, for at undgå solens glitrende stråler smyg sig om min hud, eftersom jeg ikke har flere hovedpinepiller tilbage.

 Jeg hviler min albue på armlænet, og ligger mit hoved til rette i min hånd. Jeg føler det som om jeg er er med i en musik video, og det topper det helt klart af, med den lette støvregn der er begyndt at falde, som en tåget dis der ligger sig om skolegården som et tykt tæppe. Jeg stirrer ind i tågen, som bliver lyst op af den klare sol, og danner en perfekt regnbue. Jeg smiler for mig selv, og betragter regnbuens farver; gul, rød, blå, lilla grøn og…. Sort? Jeg rykker mig længere frem på bænken, og opdager, at den sorte farve ikke er en del af regnbuen, det er en mand. Manden. Mit hjerte springer et helt slag over, men denne gang tøver jeg ikke, jeg fjerner ikke blikket fra manden, jeg rejser mig, og går målrettet mod ham, ikke nogen sidespring, jeg går i en lige streg mod ham.

 Til min overraskelse flytter han sig ikke ud af stedet, han står bare, helt stille, som om at han ØNSKER, at jeg skal komme til ham. Jeg føler, at hvis jeg åbner min mund, vil mit hjerte hoppe ud, så højt sidder det i min hals. Jeg synker en klump, og stopper op. Min hjerne siger mig, at jeg skal vende om, men lige nu er det mine ben der styrer hvad jeg gør.

 ”Hvem er du? Og hvorfor følger du efter mig?!” jeg bruger den mest frygtindgydende stemme jeg kan komme op med, men efter hvad jeg kan se? Så har det ikke den mindste effekt på den sortklædte bredskuldrede mand der står foran mig.

 Han er mindst halvandet hoved højere end mig, og har et ansigt der er så hårdt som sten. Hans kæbemuskel, som er dækket af et lag trimmede sorte skægstubbe, er spændt, og jeg vil tro at kunne bide min arm af, uden anstrengelser.

 ”Prøv og hør her… din, ” jeg kigger grundigt op og ned af ham ”ja… jeg ved ikke helt præcist hvad du er, men gider du at skride af helvede til, og lade mig være i fred! ” jeg kan mærke mine øjne gløde, og mine knytnæver er spændte.

 ”Jeg har en besked til dig, ” hans tonløse stemme overrumpler mig, og mine hænder løsner sig i en millidel af et sekund, men kun for at blive stramt knyttede igen. ”fra din mor.”

 Jeg sværger, det føles som om at en komet rammer mig, med 300.000 km i timen.

”Min... MOR!!?” jeg bliver næsten kvalt i mine egne ord. En kvalme stiger op i brystet på mig, og jeg søger efter min mund med mine hænder.

”Hun har ledt efter dig i lang tid. Hun har brug for din hjælp, du bliver nødt til at komme til hende, du bliver nødt til at hjælpe hende, det handler om liv og død.” jeg vender ryggen til ham og mumler for mig selv ”nej. Nej, nej, nej. Det her sker ikke!” jeg er ikke sikker på om det er regn, tårer eller sved som jeg med rystende hænder tørrer af, men ligegyldigt hvad, så løber det ned af kinderne på mig.

”hun har brug for dig, ” han ligger hånden på min skulder, og jeg vender langsomt hovedet, og kigger ind i hans blågrå øjne. For første gang ser jeg noget der ligner medlidenhed inde bag pokerfjæset. ”Du har brug for hende.” afslutter han.

”Fandeme nej om jeg vil hjælpe hende! Hun har virkelig en god selvtillid, hvis hun har nerverne til at komme og opsøge mig! Og spørger om hjælp?! Hvem fanden tror hun at hun er? Tror hun, at hun kan efterlade mig og min far, efter hun har dræbt min onkel? Og så komme til mig, 14 år efter, og tro at alt er godt?!” han trækker vejret dybt, og kigger mig ind i øjnene, tydeligvis upåvirket af den storm af raseri der buldrer inden i mig.

”Tænk over det, okay? ” han ligger en seddel i min hånd, og så er han væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...