Dæmoner kan også græde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2014
  • Status: Igang
Da en mærkelig mand pludselig henvender sig til Katarina, med den besked at hendes mor leder efter hende - den mor hun har blevet fortalt hele sit liv, dræbte hendes onkel, hvorefter at stikke af fra hende og hendes far - bliver der vendt op og ned på hendes verden.

0Likes
3Kommentarer
151Visninger
AA

3. KAPITEL

Da vi har set filmen færdig, rejser Deveny sig, og gør mine til at gå. Han står og venter et øjeblik på en reaktion, men vælger så at sætte sig ned, da der ikke er noget som helst tegn på liv i mit ansigt.

”Hey... ” han tager mit ansigt i hans hånd, og kører sin tommelfinger langs min kæbe. ”er du okay? ” jeg trækker vejret dybt og vender hovedet en anelse væk, ikke nok til at virke aggressiv, men nok til at være en lille afvisning, som han tydeligvis ikke ligger mærke til.

”Katarina? Du virker ikke som dig selv? ” jeg kigger op og møder hans blik. Hvorfor er hans så perfekt? Jeg sværger at jeg kunne farer vildt i hans øjne, jeg ved at det lyder lidt kliché, men det er ikke løgn. De lange sorte vipper ligger som et gardin for det der allermest ligner mørk smeltet chokolade. Hans læber, så fuldstændigt perfekt formet, mørkerøde og fyldige, hvor ville jeg bare give meget for at kysse ham lige nu, men det kan jeg ikke. Jeg må ikke tænke på sådan noget, men det er svært. Især når jeg ved at han kun er en afspejling af mig selv. Jeg ved at han tænker præcis det samme, jeg ved at han også stirrer på mine læber lige nu, jeg ved, at lige så meget som jeg ville kaste mig i hans arme, hvis jeg kunne, lige så meget havde han også grebet mig. Men vi kan ikke, han er jo min skytsengel, for guds skyld?

”Jeg ved det ikke, men den der... mand, ” siger jeg sammentyggende ”han, eller den, skræmte mig altså virkelig.” han slipper mit ansigt, og kigger væk

”Katarina...” sukker han

”Jeg ved godt at du ikke tror på mig, ” afbryder jeg ham ”men jeg er altså helt sikker på at den var der... jeg har en underlig fornemmelse med det her, der er noget der ikke er, som det skal være.” jeg trækker på skuldrene og fortsætter: ”altså.. hvad hvis nu der er nogle mennesker der har fundet ud af hvad jeg er, hvad vi er,” retter jeg mig selv ”hvad nu hvis de vil indfange mig, og bruge mig som en eller anden forsøgs kat?”

Kanin... forsøgs kanin” retter han mig.

”Ahh! ” jeg rejser mig hidsigt mig op. ”Kan du da ikke prøve at tage det her lidt seriøst?! Hvorfor tager du aldrig noget seriøst? Hvorfor lader du altid som vi aldrig er i fare? For sandheden er, at vi altid er i fare! ”

”Hey… vi er ikke i fare, lad nu være med at kører det mere op, end det er. ” siger han en anelse roligere end mig, men han har nu også rejst sig op.

”Du er så skide irriterende, det er er du altid! ” hvæser jeg ad ham, uden at mene et ord af hvad jeg siger.

”Lad så være Katarina! ” advarer han mig

”Jeg hader dig… ” hvisler jeg ud gennem tænderne. Jeg kan se skuffelsen i hans øjne, de åh så smukke... nej! Jeg kan ikke begynde på det pis nu igen, ufff hvor er han bare dum! Jeg peger hen mod døren

”Kan du så se at komme ud herfra! Jeg kan ikke se på dig et øjeblik længere! ” jeg helt oppe i det røde felt, og jeg nærmest skriger ham ind i hovedet. Jeg følger ham skulende med øjnene, da han går tværs gennem rummet, og ud af de franske døre med mosaik vinduer med bøjet hoved.

Jeg lader mig dumpe ned på sofaen igen, hvor jeg synker flere centimeter ned mellem puder og tæpper. Raseriet forlader langsomt min krop, og jeg indser til min ærgrelse at jeg igen har ladet min indre dæmon løbe af med mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...