Dæmoner kan også græde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2014
  • Status: Igang
Da en mærkelig mand pludselig henvender sig til Katarina, med den besked at hendes mor leder efter hende - den mor hun har blevet fortalt hele sit liv, dræbte hendes onkel, hvorefter at stikke af fra hende og hendes far - bliver der vendt op og ned på hendes verden.

0Likes
3Kommentarer
156Visninger
AA

2. KAPITEL

”Katarina! ” jeg vender mig om, og ser Sofie komme gående. ”Hvorfor er du på gåben? ” spørger hun og kigger sig rundt, i håbet om at finde min sorte baby holde parkeret på et af de sædvanlige spots.

”Jeg... øhm... jeg parkerede den lidt væk, der var ikke nok parkeringspladser... eller noget” Hun vender hovedet endnu engang, og ser spørgende på mig ”Hvad mener du? Der er da massere” hun holder ud armene for at vise mig, hvor mange pladser der egentligt er.

”Nåh ja... øh... ” jeg kigger ned på min armbåndsur ”timen er vist ved at begynde, jeg tror hellere at vi må skynde os”

 

”Katarina! Læg så den mobil fra dig! ”

”Næh. ”

”Jeg tæller til 3! ”

”Nåh? ”

”Jamen så tager jeg den bare! ” Lara bevæger sig ned mellem de lange borde, for at ende ved mit. Hun rækker hånden frem ”Hit med den! ”

Jeg griner til Sofie, og hun besvare det med et usikkert smil, men slår øjeblikkeligt øjnene i bordet, på grund af det morderiske blik Lara sender hende. ”Så! ” siger Lara, og snupper mobilen ud af hånden på mig -det skulle hun ikke have gjort.

”Hvis ikke du giver mig den mobil tilbage LIGENU, så tager jeg en alvorlig snak med min far om, hvordan du chikanerer mig herover i skolen, og jeg kan love dig for, at han kan få dig fyret, hvis han finder det passende, han skal bare vrikke lidt med lillefingeren! ”

Hun tænker sig om et øjeblik, men ligger så min mobil tilbage på plads i min hånd med et lille suk. ”Lær fra den bedste” siger jeg overlegent til Sofie. Lara snurre rundt på hælen, og har med ét en grålig kroget finger helt op i snotten på mig igen. Hendes lilla briller er på vej til at falde ned over næsen på hende, hvilket måske alligevel ikke gør så meget, da de tykke brilleglas er så fedtede, at hun nok bedre kan se uden, end med dem på, men de bliver holdt på plads af en grøn perlesnor, der sidder rundt om hendes nakke. Jeg hæver det ene øjenbryn, og ser på ny den rynkede finger falde, hvorefter hun vender sig opgivende om.

Jeg fnyser og kigger ud af vinduet, ud på legepladsen. Det ser helt dødt ud, da alle eleverne er til time, med gyngerne der blafrer let i vinden, og vippen der vugger stille frem og tilbage, hvis ikke jeg vidste bedre, havde jeg troet at den havde været hjemsøgt. En tindåse ruller over asfalten, og forstærker fornemmelsen af den forladte skolegård. Legepladsen er omringet af træer, som vi plejede at gemme os i, da jeg var mindre, og vi legede gemmeleg. De store blomstrende trækroner skygger for det meste af vejen, og jeg er lige ved at overse den sorte skikkelse der står bag en tyk stamme. Jeg rynker brynene sammen, og læner mig tættere på vinduet for bedre at kunne se ham, men bliver kastet tilbage til klasselokalet igen, da en seddel rammer mig i baghovedet.

Lara har stillet sig op til kateteret, og er igen begyndt fortælle os om, da englænderne besatte USA, hvilket forresten er rimeligt nytteløst, for hvis folk ikke sidder med næserne begravet i deres iPhones, eller de opslåede computere, så er de helt optaget at de små sedler som flyver på kryds og tværs over vores klasselokale. Jeg bukker mig ned og samler den lille note op fra gulvet. Katarina, er der kradset ind på forsiden af den sammenkrøllede papirstrimmel.

”Pas nu på hvad du siger, du ender i problemer, og jeg får skylden! ” når jeg endelig frem til, efter at have siddet og prøve at tyde det der mest af alt ligner hieroglyffer.

Jeg vender mig om ser Deveny sidde med korslagte arme og hævede øjenbryn. Jeg kigger løfter også mine nydeligt plukkede øjenbryn, og mimer et ´hvad?!´ med læberne, men kan alligevel ikke få mig selv til at være helt sur på ham. Som han sidder der i den sene eftermiddags sol, der får støvet til at danse, ser han helt magisk ud, hvilket han jo egentligt også er... jeg skal næsten til at give efter, og ligge mig i samme spor som 95% af alle de andre piger på skolen, og lade savlen begynde at løbe. Hans mørke tilfældigt roede, men på samme tid velfriserede hår spiller i ét med hans trænede krop, og han ligner en af de perfekte livreddere fra Bay Watch, bortset fra at han er 10.000 gange pænere. Men lige nu er han sure Deveny, der får mig til at føle mig lille ved siden af sig, og ham kan jeg kun meget lidt lide, men der er stadig noget utroligt sexet over ham.

Jeg sukker og kigger igen ud af vinduet, men den sorte skikkelse er væk. Jeg prøver at gøre min krop så lang som muligt, mens jeg stadig sidder i stolen, men den er ingen steder at se, jeg kunne have svoret på at den holdt øje med mig.

 

Klokken ringer timen ud, og jeg snupper min taske fra ryglænet af min stol og går målrettet mod døren. Et virvar af mentale stemmer skærer gennem min hjerne, da jeg kommer ud på gangen, det er umuligt at lukke af for så mange, når Deveny ikke er der. Jeg tager mig til hovedet, og prøver at sætte det skjold op som Deveny har undervist mig i at holde oppe så mange gange, men tanker glider stadig gennem mit hoved, som om jeg er en hovedbanegård.

Jeg når hen til mit skab, som ligger lidt længere nede af gangen fra historielokalet, og åbner den blå metaldør. Jeg griber hovedpinepillerne, og skal til at hælde mindst 30 ned i halsen, da stemmerne pludselig stopper. Jeg vender mig og kigger ind i Devenys mørke øjne. Han smiler betryggende til mig, og lægger en hånd på min skulder ”Jeg tror det er nok skole for i dag, lad os tage hjem og se en film” jeg sukker lettet og smiler op til ham ”tak”

 

Hans bil holder der hvor den sædvanligvis holder, helt nede i hjørnet. Han forslår at vi kører i vores egne biler, men jeg afviser tilbuddet, Molly kan selv hente den lorte bil. Jeg sætter mig ind på passager sædet, og kigger ud af ruden, og da ser jeg den igen, den sorte skikkelse fra skolegården. ”Deveny! ” jeg hiver i hans ærme, men uden at tage blikket af busken hvor skyggen gemmer sig ”Kig! Se der over! Det var den der var der i timen! Jeg tror den følger efter mig! ” jeg kigger på ham men panik i øjnene. ”Hvor? ” spørger han, og kigger sig forvirret rundt. Jeg peger igen, men ser til min overraskelse at skyggen er væk. ”Jamen... den var der jo lige før? ”

”Katarina... lad være med at være så paranoid. ” jeg vender mig så meget jeg kan i sædet for at se tilbage på busken, da han kører ud af parkeringspladsen... jeg er 100% sikker på at den var der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...