Dæmoner kan også græde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 4 okt. 2014
  • Status: Igang
Da en mærkelig mand pludselig henvender sig til Katarina, med den besked at hendes mor leder efter hende - den mor hun har blevet fortalt hele sit liv, dræbte hendes onkel, hvorefter at stikke af fra hende og hendes far - bliver der vendt op og ned på hendes verden.

0Likes
3Kommentarer
156Visninger
AA

1. KAPITEL

Det glatte satinstof smyger sig om min krop, og er nærmest elektrisk mod min varme hud. Jeg vender langsomt hovedet mod mit vækkeur, og hører i samme øjeblik alarmen gå i gang. Jeg slukker dovent for de umådeligt irriterende bip, der suser ud af det lille ur, og fylder rummet med musik der fungerer bedst i det døve øre, en hver anden ville opfatte det som tortur.

 

Jeg svinger mine ben ud over sengekanten og kigger ned på mine nyligt lakerede tånegle, jeg vipper dem op og ned, og fortryder lidt det neon grønne farvevalg. Det bløde tæppeuld sniger sig op mellem mine tæer, da jeg rejser mig op og går hen mod vinduet. En enkelt havmåge sejler ud mod det fjerne, og jeg ville ønske, at jeg bare kunne hægte mig fast i dens vinger og flyve med, bare for en enkelt dag. Jeg kan stadig se de tomme øldåser stå mellem stenene på sandet fra mit beach party, og en antydning af et smil spiller svagt om mine læber, med minderne om den vilde fredag i tankerne.

Jeg træder væk fra det store panoramaglas, og bevæger mig over mit klædeskab. Jeg svinger de hvide døre op, og efterlader den røde morgenkåbe på det blankpolerede trægulv udenfor. Min nye Marc Jacobs kjole hænger parat på en bøjle, og jeg tøver et øjeblik, før jeg hiver den ned og snupper et par matchende accesories med i hånden. Jeg slukker lyset, og bakker ud af mit, overdådige, vil nogen nok sige, walk-in-closet, som de fleste piger vil give deres højre arm for.

Jeg lader kjolen glide ned over hovedet, og betragter mig selv i spejlet. Den babylyserøde farve står perfekt til min sommer brune hud, der næsten gløder i de varme morgenstråler. Jeg smiler lidt for mig selv, og tænker på hvordan Devenys blik kommer til at ændre sig, når han ser mig i denne sag.

Jeg kører hurtigt min børste gennem mine mørke lokker, og farver mine vipper med et par lag mascara, hvorefter jeg snupper mine nøgler med i den ene hånd, og en nupo-slankebar i den anden.

 

”Din bil er til reparation, du bliver nødt til at køre i min” hører jeg min opair kalde fra stuen, hvorefter min verden går i stå

”Ad! Nej vel? Please, nej, nej, nej!! Molly... du mener vel forhåbentligt ikke, at jeg skal køre i en... ” jeg synker en klump ”en Fiat til skole? ”

”Jo det mener jeg, Katarina”

”Molly... ” klynker jeg.

”Katarina... ” giver hun igen med sin russiske accent. Jeg snøfter lidt da jeg skifter mine nøgler til min elskede tagløse Mercedes ud med Mollys sørgelige Fiat nøgler. Jeg giver min far et hurtigt kys på kinden på vej ud af døren, som han næsten ikke opfatter, da han sidder dybt begravet i sin morgenavis, med den sorte kaffe i hånden, som fylder luften med en bitter duft af de sorte bønner... bvadr!

”Farvel” råber jeg, men får kun et halvt et tilbage.

Den ridsede dør åbner med en knirken, og jeg sætter mig frastødt ind på førersædet. Jeg snupper min desinficerende håndsprit op af min hvide Michael K taske, og spritter rettet til med en mund formet som en nedadvendt melonbåd. Jeg trækker vejret dybt og kigger mig rundt, for at sikre mig at ingen ser mig, og svinger så skråt kassen ud på strandvejen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...