5sos - Love hurts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 29 jul. 2015
  • Status: Igang
Jeg ved ikke hvorfor alle de andre piger fangirlede over dem, ja jeg gjorde ikke. 5 seconds of summer... Hmm, hvad er der specielt ved dem? 4 helt normale drenge, som bliver kendt fordi de kan synge - jeg kan da også synge, men jeg er bestemt ikke kendt.. Men skal jeg være ærlig, så er Luke, forsangeren, en smule sød når man lærer ham at kende..

14Likes
1Kommentarer
1863Visninger
AA

6. Kapitel 5

KAPITEL 5

"Katherine.. Det du gjorde i dag.. Du kunne da ikke bare gøre sådan mod mig? Du var nu endelig begyndt at bløde op" Hørte jeg stemmen sige, som selvfølgelig var den velkendte, søde og lidt hæse aftenstemme som kom fra Luke.

"Luke, du fatter det ikke vel? Jeg gider intet at have med jer, og jeres store egoer at gøre" sagde jeg hårdt og kontant, hvilket nok var den eneste måde han ville forstå det på. Jo, jeg var nok blevet lidt mere mig selv og sådan, men jeg havde jo stadig det afvisende i mig og det kunne mærkes. Det kunne jeg føle på Luke, at han kunne mærke i dag. Hans nervøsitet steg lidt, hvis jeg blev lidt mere afvisende.

"Hvor har du overhovedet mit nummer fra?" Vrissede jeg lidt af ham, da jeg kom i tanke om, at jeg jo ikke havde givet ham det.

"Jeg fik Calum til at spørge din veninde.." Sagde han trist. Jeg kunne fornemme på ham, at det jeg sagde ramte ham, men han gav ikke op. "Men du kan jo prøve at give mig en chance?"

"Farvel Luke." Sagde jeg koldt og lagde på. Jeg smed mobilen ved siden af mig og gemte mit hovede i mine hænder.

Jeg var ikke helt sikker på, om det nu var det rigtige, som jeg havde gjort. Men jeg ville ikke give mig. Der var noget helt dybt inde i mig, som fortrød det, men resten af mig, var glad for min endelige beslutning. Jeg skulle ikke ende med en kendt fake rockstjerne kæreste eller ven, det kunne jeg ikke. Deres egoer fylder alt og de tænker bare mere på dem selv end deres fans, venner og familier for den sags skyld. Især de mest kendte pop/rockstjerne grupper. Og efterhånden var 5 Seconds Of Summer også blevet ret stort, det så vi jo selv til koncerten..

Jeg lagde mig ind på mit værelse og ind i min seng. Det jeg havde brug for, var nok at sove.. At komme væk fra alting og alle de små ting.. Men især Luke. Komme væk fra mine tanker om hvorvidt det var klogt eller dumt.

Der gik ikke lang tid før mine tanker lukkede sammen og mine øjne blev slappe.

Aftenen gik og det blev morgen. Jeg stod op og kiggede på klokken. Det var ikke så galt i dag. 8.23 viste mit vækkeur ved siden af sengen. Jeg trak min dovne krop i et par sweatpants og en t-shirt med en af de gode bands.. Tokio Hotel. Min mave gjorde ondt og jeg kom så i tanke om, at det var fordi jeg faldt i søvn i sengen i går inden jeg fik spist. Jeg gik derfor ud i køkkenet og ledte efter mad i køleskabet først. Der lå intet andet end en kedelig, tør og knap så grøn agurk. Jeg ledte derfor i skabene, om der bare var et eller andet en lille smule mere appetitlig end agurken i køleskabet, men vi havde intet. Jeg besluttede mig derfor at gå ud og handle.. Det var vel også min tur til at lave morgenmad til Skylar, for hun vågnede altid før mig og lavede morgenmad. Selv Rosie kom forbi en gang i mellem, enten med købt morgenmad eller morgenmad hun selv ville lave. Så når jeg nu for en gangs skyld var tidligt op og Rosie også sov her, kunne jeg vel lige så godt.

Jeg gik ud af døren og lukkede den lige så forsigtigt og stille i, så pigerne ikke vågnede. Jeg gik ned af de slidte trapper med bilnøglerne i lommen og et halvsmadret ansigt.

Jeg satte mig ind og satte kursen mod centrum af byen, som var pænt stor. Jeg tog det indkøbscenter som vi altid handlede ind i, både fordi det var billigst og der var altid sygt lækre fyre bag kasserne. Også selvom jeg i dag, nok ikke så så attraktiv ud.

På vejen ind i supermarkedet, hvor jeg gik og tænkte på ting jeg skulle have og blev ved med at nævne tingene lavt for mig selv, for at kunne huske det, gik jeg ind i en person. Personen havde hættetrøje på og var svær at se. Jeg undskyldte meget, da det jo var min skyld. Fyren kiggede op og gæt hvem det var. Af alle mennesker i byen, så var det ham. Ham jeg havde afvist op til flere gange. Den irriterende, australske, egocentrerede forsanger Luke.

"Hvorfor nu dig igen.." Sagde jeg sukkende og vredt, som om jeg var den der gamle mand, som altid blev irriteret over naboens barn, som prøvede at kaste ting i den gamle mands have.

"Skæbnen, Katherine.. Skæbnen" sagde han, men dog mindst lige så koldt som mig. Han var nok lidt offended over mine ord i går, hvilket vel var forståeligt nok.

"Men var der andet du ville? For jeg skal ind og handle nu." Sagde jeg og kiggede ham ikke i øjnene.

"Jeg vil have dig til at give mig en chance, når vi nu alligevel er her."

"Du kan lige så godt glemme det" snerrede jeg af ham.

"Katherine, jeg skal nok bevise for dig, at der er rockstjerner, som ikke er, som du tror?"

"Luke, vi ved begge, at de kun findes i drømmeland."

"Giv det en chance. Én." Sagde han bedende, som en mand der virkelig ville have hans tvivlende kone til at gifte sig med ham. "Også kan du svine mig til alle steder og sige det til alle, hvordan jeg er, hvis det slet ikke ændre på dit syn?"

"Luke stop dig selv, du tror ikke jeg vil skrive en hel bog, om hvor forfærdelige i er?"

"Ærligt, så tror jeg godt du kunne finde på det." Sagde han og vi grinede i kor.

Han var jo sjov... Det ville jo heller ikke skade at give ham en chance. Desuden ville jeg se ham alligevel, når nu Rosie og Skylar var så forelskede i de andre fyre, som de jo var.

Han måtte jo også ville virkelig bevise at de var anerledes, for han havde prøvet så mange gange og jeg havde afvist ham så mange gange, så altså..

"Fint Luke, du får den ene chance, men brug den fornuftigt." Sagde jeg lidt skuffet over mig selv, selvom jeg også følte mig sød mod ham.

Lukes øjne boblede af glæde og hans søde smil kom til syne, mere end jeg nogensinde havde set det før. Han klappede kort i hans hænder, før han gav mig et knus. Og jeg krammede vel med, for det skal man vel, I guess.

Måske var det ikke det dummeste jeg havde gjort og måske var det, det måtte Luke vel afgøre..

Undskyld virkelig. Jeg har lidt tid de næste dage, så jeg vil måske skrive lidt mere og håbe på, at I vil læse det.

Det er ikke rettet for fejl.

Jeg ved ikke om det har ændret sig lidt, det jeg skriver, for der er fået tid og både min grammatik og min 'historie-fantasi' har ændret sig.

Men fortæl endelig gerne, hvad I synes om det, eller hvis I har ideer eller respons!

Tusind tak!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...