5sos - Love hurts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2014
  • Opdateret: 29 jul. 2015
  • Status: Igang
Jeg ved ikke hvorfor alle de andre piger fangirlede over dem, ja jeg gjorde ikke. 5 seconds of summer... Hmm, hvad er der specielt ved dem? 4 helt normale drenge, som bliver kendt fordi de kan synge - jeg kan da også synge, men jeg er bestemt ikke kendt.. Men skal jeg være ærlig, så er Luke, forsangeren, en smule sød når man lærer ham at kende..

14Likes
1Kommentarer
1856Visninger
AA

4. Kapitel 3

KAPITEL 3

Jeg vågnede og hørte larm ude fra køkkenet. Shit, det var sgu da også hos os de kom. Jeg rejste mig hurtigt op fra sengen, smed min pyjamas og hoppede i mine hullede jeans, og en sort sweater. Jeg tjekkede mig i spejlet og lignede lort.. Nå ligemeget. Jeg gik ud i køkkenet, og de var allesammen glade, i shorts og t-shirts, mens jeg bare var i varmt tøj. De kiggede alle mærkeligt på mig, som om jeg var sindssyg. Jeg bed mig i læben, og gik hurtigt over og tog noget kaffe, før jeg satte mig ned. Luke var dog ikke langsom til at komme over til mig.

"Nåå, så du er vist rigtig frisk idag?"

"Nej, der var ingen der spurgte efter min mening om at være sammen med 4 egoistiske drenge." Sagde jeg bare surt igen.

"Hold op, så slemme er vi ikke. Det ved du også godt." Sagde han så med hans opmuntrende australske accent.

"Min far har altid sagt, at man ikke kun skal gå ud fra hvad alle andre siger." Sagde jeg koldt og kontant, før jeg drak videre af min kaffe, som jeg sagtens kunne smage Skylar havde lavet, for den smagt ikke specielt godt.

"Din far har ret, men du må da også selv føle noget for os?" Spurgte han.

"Lad mig tænke." Sagde jeg, og lod de 2 sekunder gå. "Nej, der er kun den tanke om i er egoistiske og knapt så talentfulde som alle synes." Sagde jeg, og så lidt rundt efter noget mælk at putte i kaffen.

 

Jeg fik skiftet mit tøj, og vi kom ind på en restaurant, hvor vi skulle spise frokost og aftensmad, for der var ikke mange der kendte den, og den lå ret privat, så der ville ikke være så mange skrigende fans. Jeg bestilte bare en salat, for jeg havde ikke rigtig lyst til andet. 

Imens jeg sad og spiste, begyndte Luke at fortælle alt muligt om sig selv, som var totalt random, bare for at jeg skulle vide, at han var anerledes. Jeg grinte over mange tingene, da han fortalte ting såsom at han altid gik med to forskellige strømper, fordi han aldrig kunne finde nogen der passede og han synes, at det så lidt cool ud. 

Han fortalte faktisk mange ting, og jeg må indrømme, at jeg ændrede mit syn på ham. Han var faktisk sød. Og han var anerledes, sådan lidt mere speciel end andre rockstar kids.

Vi havde det sjovt. Han fortalte noget om sig selv, og jeg fortalte noget om mig. Men nej, det blev ikke til noget mellem os. Der skal ikke være noget - det vil jeg bare ikke have. Han er bare en kendis jeg var sammen med for min veninders skyld.

Vi skulle sige farvel og jeg ventede på de andre fik krammet og kysset færdigt med deres små kendis-kærester.. Jeg mærker pludselig en varm ånde mod min hud og arme rundt om mig.

"Vi ses snart, ikke?" Spurgte han. 

"Luke, du ved godt der ikke er noget? Jeg er en hel normal pige, som hader sådan nogle store egoer som dig. Det bliver ikke til noget mellem os to." Sagde jeg, og det var vel lidt ondt sagt. Det synes han også, for hans smil forsvandt hurtigt.

"Jeg troede vi endelig var blevet bare lidt venner.." Sagde han.

"Luke, tror du selv på det? Du ved slet ikke, hvad du går ind til med mig... Du ved jeg ikke kan klare sådan nogle som dig. Du tror du kan få alt og alle piger, men ikke mig, sådan er jeg bare ikke." Sagde jeg. 

"Du har ikke engang givet det en chance?" Sagde han, og virkelig prøvede. Han mente det, det ved jeg, men om det var nok. Jeg er ikke en type der giver folk en chance sådan lige, og slet ikke til sådan nogen der har alt. Jeg var ikke god til at lukke folk ind i mit liv, det kan jeg bare ikke.

"Nej, men jeg kender sådan nogle som dig..." Sagde jeg. "De er ikke som man tror, og pludselig dropper de en, fordi de skal på turné eller videre.. Det kan jeg ikke." Sagde jeg til ham.

"Please Katherine, giv mig nu en chance?" Spurgte han med hans hundehvalpe øjne.

 

Der stod jeg helt fortabt.. Skulle jeg overgive mig og lade ham få en chance til at bevise det? Måske jeg bare skulle droppe ham, og håbe på det var det bedste... Men han virkede virkelig som om han mente det, ville det ikke også være synd ikke bare at prøve? Han er jo kendt, den chance får man sgu ikke igen.. Måske jeg har taget fejl og han er sød? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...