Din tåre, mit mod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2014
  • Status: Færdig
1.000 billeder flyver igennem mit hoved, før skuddet går af. Der er så mange ting jeg skal huske, så mange ting jeg vil have med, så mange ting jeg kan miste, så mange ting jeg vil miste.

1Likes
2Kommentarer
90Visninger
AA

1. Din tåre, mit mod

1.000 billeder flyver igennem mit hoved, før skuddet går af. Der er så mange ting jeg skal huske, så mange ting jeg vil have med, så mange ting jeg kan miste, så mange ting jeg vil miste. Jeg kan mærke blodet pulsere i mine åre, og adrenalinen pumpe i mine øre. Mine knæ ryster under mig, og jeg kan mærke en lettere tåge glimte for mine øjne, mens jeg kæmper for ikke at lade svimmelheden overmande mig, og det er lige før jeg opgiver kampen. I den ene hånd holder jeg om pistolen, hvis kolde metal næsten borer sig gennem min hud, og i den anden ligger sedlen. Sedlen der fortæller mor, hvad jeg har gjort. Sedlen der med sjuskede bogstaver siger farvel til hele den verden, som jeg kender til. Jeg vil så gerne blive, jeg vil så gerne opleve alt det alle de andre vil opleve. Jeg vil mærke kærlighed på min egen hud, jeg vil føle hvordan mit første barn kommer til at lægge på min arm, og mærke den første vuggevise glide ud mellem mine læber. Jeg vil alt det de andre vil, forskellen er bare, at jeg ikke kan. Jeg tør ikke. Jeg ved at min mor vil forstå. Mundingen giver slip på den sidste kugle.

De sidder længst væk fra vinduet, min mor og lægen. Det føles som om der er flere kilometer mellem dem, med et spisebord som afstand. En tåre triller uendeligt langsomt ned af hendes kind, men hun kæmper for ikke at lade den indre trang til at bryde ud i gråd vise sig på hendes ansigt. Han lægger hånden over hendes, og smiler fortrøstningsfuldt ”Det gør mig ondt, Elizabeth. ” hun smiler kort tilbage, og rejser sig så hurtigt op, som for at signalere at samtalen er slut.                                                                                                                   Hun står lænet mod dørkarmen, mens hun ser den oprindeligt sympatiske læge forlade stuen, med hovedet mellem skuldrene, som bestemt ikke passer til den ellers meget stolte nyuddannede doktor.

Da hun har set ham stige ind i sin bil, lader hun sig endelig glide med ryggen langs væggen, ned på gulvet, mens hendes skuldre ryster af hulkene der finder vej op gennem hendes hals. Tårrene vælter ud af de dybblå øjne, som den uendelige strøm af vandkaskader der skylder ud over Iguazu vandfaldets kanter hver eneste dag. Med en bævende underlæbe vender hun hovedet mod min dør, og siger lavmeldt ”Jeg er så ked af det. Undskyld, Benjamin”

HEJ SKAT. JEG ER I BYEN. JEG ER HJEMME OMKRING MIDNAT. RING HVIS DU MANGLER NOGET. –MOR

Hun hænger sedlen op med en magnet, hvor på der er et billede af os to på Hawaii, smøre et lag lipgloss på, trækker trenchcoaten over skuldrene, og smækker døren hårdt i efter sig.

Hun sidder på det lokale diskotek og ryger en smøg. Bartenderen skænker hende endnu et glas scotch, der brænder langt ned i halsen. ”lungekraft stinker” mumler hun ned i krystalglasset. Den unge fyr hæver øjenbrynene. ”Hvad? ” spørger hun med en rysten på hovedet. ”Skal du ikke snart hjem? Du har siddet her i over 6 timer. ”

Hun peger på bartenderen der står tørre glas af ”Du skal i hvert fald ikke fortæl… ”  Hurtigt fisker hun mobilen op fra sin lille lædertaske, og ser på displayet. 01:17 står der med store grønne bogstaver. ”Åh gud! ” udbryder hun, allerede halvt ude af det lille diskotek.

Min mor betragter landskabet af lys, der flyver forbi de tonede ruder, mens alle hendes tanker går til mig. ”Kan du køre lidt hurtigere, tak. ” Jeg ville ønske at kunne hjælpe hende, men det er for sent nu. Jeg kan kun se hendes liv glide ud mellem hendes fingre, ligesom med mig, forskellen er bare, at hun ikke har et valg. Hun har ikke et valg om at være modig, eller et valg om at sige til sig selv ´jeg kan godt klare det her´, det valg som jeg havde.

Da de drejer rundt om det sidste hjørne, syner tre politibiler frem foran trappe opgangen. Blodet ræser gennem hendes øre, og hun klikker selen op og hopper ud af bilen. Chaufføren læner sig ud af vinduet, og forlanger råbende en betaling. Men min mor løber videre, afskåret fra alle sanser, med et eneste fokus: at komme op til mig.

”Jeg bliver desværre nødt til at bede dig om at gå uden om. ” fortæller politimanden hende med officiel stemme. Han står bag et stribet hvidt og rødt plastikbånd, der afskærmer gerningsstedet for uvedkommende, og hende fra at komme op til mig.

”Jeg skal op til min søn! ” han trækker vejret tungt og kaster et blik over skulderen, så løfter han båndet, og lader hende komme forbi.

Længere oppe af trappen hober der sig mennesker op. De er er alle optaget af at tage billeder eller skrive referater.

Efterhånden som de nærmer sig vores dør, bliver menneske mængden tættere.

”Elizabeth Thomadsen? ” hun vender blikket opad, ved lyden af hendes navn. ”Ja? ”

”Er det din søn der er Benjamin, Benjamin Thomadsen? ” min mor misser et hjerteslag, og nikker nervøst ”Vi har... jeg er ked af det” min mors hals snører sig sammen, og da hun vender sig om, kommer to mænd bærende ud på en ligpose. Hun kigger på betjenten, som nikker ned i jorden. Et lydløst skrig bevæger sig fra min mors læber, og hun falder ned på knæ. ”Min B… Ben… ” hun kan ikke få mit navn over sine læber, mens gråden ligger i halsen på hende. Tårer i lange baner strømmer ned af kinderne på hende, og hendes øjenlåg bliver døsige.

”Jeg tror den her er til dig, han havde den i hånden, da vi fandt ham” siger den kvindelige betjent, og stikker en seddel i hånden på hende. Hendes tåre gennemvæder papiret, da hun med rystende hænder åbner den sammenfoldede seddel. Min seddel.

 Mor.  Jeg venter på dig i himlen. Jeg elsker dig. -Benjamin

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...