Det forbandede slot

Yangseet er magiker og han og hans ven Mascé rejser gennem en dal for at finde en magtfuld magi

0Likes
1Kommentarer
124Visninger

1. sammentræffet

Det forbandede slot

 

Det bankede på døren. Det var tre hurtige slag. Det var sent om aftenen, cirka halv elleve.

Bank, Bank.

- Ja ja, jeg kommer nu, sagde jeg.

Udenfor stod en gammel mand.

- Hvad kan jeg hjælpe med, spurgte jeg høfligt.

- Kan jeg overnatte her i nat, jeg tog ud for at købe mad, men så begyndte det at blæse op til storm.

- Ja, det kan du godt, kom ind.

Vi spiste sammen.

- Bor du her alene, spurgte manden.

- Ja, min familie forsvandt, da jeg var lille. Det eneste jeg kan huske er at jeg vågnede op på hospitalet, lægerne sagde at de havde fundet mig i et brændende hus. Jeg er femten år og får tilsendt penge hvert år. Mit navn er Yangseet.

Jeg fulgte ham op til gæsteværelset. Roen faldt over huset, og vi lagde os til at sove.

 

Lyden der gjorde jeg vågnede var en knasende lyd. Jeg gik nedenunder for at se hvad det var. Da jeg kom ned lå der en knust vase på gulvet, en meter fremme stod en person med ryggen til, han vendte sig om mod mig. Det var den gamle mand der havde overnattet.

Det næste der skete opfattede jeg ingenting af, før efter ti sekunder. Manden havde vendt sig om mod mig, og nu kiggede jeg ned. En tynd, men lang kniv var boret ind i maven på mig. Den boblende svimmelhed overvældede mig, så blev alt sort og jeg faldt lige ind i bordet foran mig.

Nu var det om at tænke hurtigt. Manden gik hen mod mig med en sort dolk med blå indgraveringer, han huggede ud efter mig, men jeg undveg. Han gav mig en fod i ansigtet og løftede hånden for at hakke, men lige pludselig løftede jeg hånden og pegede med fingrene mod ham og skød en lilla stråle ud, og han væltede omkuld.

Jeg løb ud af huset og tog fat i min scooter, da jeg så manden komme løbende hen mod mig med dolken løftet over hovedet, lige som jeg troede jeg havde besejret ham. Lige pludselig løb et slankt og hurtigt væsen over mod manden og ud af dets arme kom to knivblade og det stak ham i maven.

- Tak, du reddede mit liv, sagde jeg

- Hmm, jeg så dig inde i huset, du er en magi betvinger, sagde væsnet.

- Jeg er en hvad?

- Magi betvinger, du kan udøve magi.

- Okay, sagde jeg tøvende, hvad er du så?

- Jeg er født med et normalt abe udseende, som du kan se, sagde aben.

- Men jeg kan slå knive ud af alle steder på kroppen, fortsatte den. - Mit navn er Mascé.

- Ok, sagde jeg.

Jeg gik over til manden og undersøgte hans lommer og fandt en flot ring med en blå ædelsten og en dagbog.

Jeg bladrede bogen igennem og læste det sidste manden havde skrevet.

Dagbog

Det er nu 23 timer siden jeg fandt kortet uden for min dør. I dag vil jeg dræbe den sidste magiker der kan stå i vejen for at jeg kan finde det kortet lover. Kære dagbog du brænder sikkert efter at vide hvor skatten er skjult. Det kan jeg fortælle dig, den ligger i ruinerne af  Det forbandede slot.

- Hvad er Det forbandede slot?, spurgte jeg Mascé.

- Det er et slot, der for over 1000 år siden blev hærget af en ildspyende drage, og man siger at det nu er mørkets monstre der bestemmer der, sagde Mascé.

- Okay, jeg tager afsted i morgen. sagde jeg bestemt.

- Det er farligt, svarede han.

- Jeg er nødt til at finde ud af hvad det var han var så besat af at finde, sagde jeg.

- Okay, sagde Mascé, jeg tager med dig.

Så lagde vi os til at sove.

 

- Vågn så op, Mascé! råbte jeg ind i hovedet på ham.

Han sov bare videre, jeg havde siddet i et kvarter og prøvet at vække ham. Jeg besluttede mig til sidst for at hælde en spand iskoldt vand ned i hovedet på ham.

- Hvad har du gang i?! spurgte Mascé.

- Godt, du er vågen, vi skal afsted, sagde jeg.

Mascé rømmede sig og så gik jeg hen til min scooter for at gøre mig klar.

- Åhhh, det havde jeg helt glemt, sagde Mascé. - Kom med.

Vi gik om bag ved en stor busk, og så sagde Mascé at jeg skulle sige: Acra don Portal.

Jeg sagde ordene, og lige pludselig slog et lyn ned i jorden ved siden af os. Mascé sagde at jeg ikke måtte kigge ned i hullet, men når han sagde til, skulle vi hoppe ned i det.

- Tre, to, en hop, talte han.

Vi tog tilløb og sprang ned i hullet. Vi faldt og faldt, det føltes som en evighed, men så landede vi mellem grønne træer og buske, i den smukkeste dal jeg nogensinde havde set.

- Lad os så komme afsted, sagde Mascé.

- Men, hvor er Det forbandede slot, sagde jeg.

- Det ligger i den sydlige del af dalen, mumlede aben.

- Ok, sagde jeg.

Så drog vi afsted mod den sydlige del af dalen. Vi havde gået to timer,  

da der pludselig fløj en sort tiger over mit hoved. Den landede foran Mascé, skød sine tænder frem og slog en bevægelse med halen. Blå magi skød ud over Mascé, den svingede ham ind i et træ så han blev bevidstløs. Jeg slyngede en lyn pisk ind i ryggen på tigeren, den vendte sig og løb over mod mig. To fingre, en besværgelse, Cifri Don Nafrei, jeg skød en grøn stråle der borede sig ind i hjertet på tigeren. Den faldt død om. Mascé var kommet til bevidsthed, og jeg healede ham med min magi.

Vi slog lejr for natten.

 

Vi kom på benene og tog afsted, Mascé havde sagt at det nok ville tage to dage at komme hen til Det forbandede slot på gåben.

- Har du været her før, spurgte jeg Mascé.

- Ja, et par gange, sagde han ligeglad, jeg fik engang hjælp af en magiker.

- Ok, mumlede jeg.

Et kvarter efter nåede vi til en stor sø. Da jeg kiggede ned i vandet kunne jeg se skeletter, fra mennesker.

- Har der været andre her, spurgte jeg undrende.

- Det kan næsten ikke lade sig gøre, sagde aben forbavset. - Den eneste grund til at manden kunne komme herind var den ring han havde i lommen, der findes ingen andre af den.

- Underligt, sagde jeg, selvom aben lød lidt for dramatisk.

Jeg spurgte Mascé hvad der var i stand til det med skeletterne, han svarede:

- Aner det ikke, har heller ikke lyst til at finde ud af det.

Nå, men vi skulle jo videre.

Jeg gik stadig og tænkte på hvis skeletter det var, vi havde set, og hvem kunne dog flænse skindet af på den måde?

Det var ved at blive mørkt og vi søgte ly under en klippe. Mens Mascé tændte bål, bredte jeg vores skindunderlag og ulddyner ud på jorden. Vi sad i noget tid og snakkede. Mascé fortalte at han kom ovre fra England, men var flygtet da hans familie blev angrebet. Han var seks år da det skete, og han havde i lang tid søgt efter morderne, men uden held. Han gav til sidst op. For to år siden opdagede han sin evne, da han blev angrebet af en hjemløs. Hjemløse var mennesker, der blev født med en særlig evne, men de var onde, de hørte til mørkets monstre og vandrede rundt i mørket. For mange år tilbage slap de ud af den magiske verden ved et uheld. De gik nu rundt i menneskeverdenen, og fik styrke ved at stjæle liv.

- Nå, vi må hellere lægge os til at sove, sagde jeg træt.

- God ide, prustede Mascé.

Så faldt vi begge i en god søvn.

 

Vi vågnede ved lyden af puffende vinger. Vi kiggede begge opad, tre

fugleformede væsner svævede rundt  i cirkler over os.

- Pas på, ingen hurtige bevægelser, hviskede Mascé. - Det er nogle dødbringende væsner der kaldes for Gobs.

- Hvad skal vi gøre, spurgte jeg desperat.

- Reglerne er, dræb eller bliv dræbt, sagde aben barskt.

Jeg nikkede og Mascé gav tegn til at vi skulle angribe diskret. Jeg tænkte på det trick Mascé havde lært mig, jeg hviskede Mis du bue ang pil. En grøn bue og pil blev i det samme fremtryllet og jeg skød et af væsnerne ned. Imens havde Mascé svunget sig op i et træ og sprunget over på et af væsnerne, han huggede den i halsen. Det tredje væsen spyttede en rund kugle væske ned mod mig. Jeg undveg det meste men blev ramt i armen. Jeg kunne mærke smerten svie i min hud og jeg faldt om på jorden, jeg kunne ikke rejse mig op. Mascé havde også mærket smerten fra giften og lå sammenkrøllet på jorden. Fuglen skulle til at sende mere gift men blev ramt i halsen af et spyd. Vores frelsere var fem brune mænd, de stod med maling overalt på kroppen og våben i hænderne.

-Wak wak di norhra min stu fi, sagde en af mændene hårdt.

- Kan I snak…, begyndte jeg, men Mascé stoppede mig.

- Lad mig, sagde han.

- Si fu mi lyt, sagde Mascé nøjagtigt som om han var en af dem.

Mascé og mændene startede en samtale på mændenes sprog og det lød som om de enedes om et eller andet.

Mascé sagde til mig, at de ville give os mad og ly indtil vi skulle videre.

Efter noget tid kom vi til deres lejr. De gav os dejlig mad og en skøn seng, så sov vi.

Næste morgen begav vi os videre, vi gik forbi nogle meget flotte blomster og ting vi ikke helt fandt ud af hvad var. Vi havde gået seks timer da vi kom til vores mål, et kæmpe slot med tornebuske hele vejen op ad muren og en voldgrav hele vejen rundt om slottet. Et vist mørke lå over slottet, et ondt mørke. Vi gik hen til voldgraven.

- Hvordan kommer vi over, spurgte jeg.

- Vi kan bruge din magi, sagde aben.

Jeg nikkede og fremtryllede et rødt magi felt vi kunne stå ovenpå. Vi begyndte at flyve over voldgraven, men lige pludselig sprang en lille fisk op på feltet, den havde to fangarme med pigge og kroge på. Mascé sparkede den hårdt ned i vandet igen. Det var nok de fisk der havde udslettet mændene fra søen. Tre sekunder efter svævede en fisk op og langede ud efter Mascé men han blokerede slaget. Nu begyndte det at strømme op med fisk, vi sprang ned fra feltet og landede uskadt på den anden side af voldgraven. Men vi havde begge en underlig følelse, af at nogen inde i mørket stod og holdt øje med os, lurede på os.

Lige pludselig opfangede vi noget, en skygge skilte sig ud fra mørket. Vi hørte lyden af knive, der blev slebet op af hinanden, og så noget man med sandhed kunne sige var en dæmon.

 

Dæmonen svævede lynhurtigt hen over jorden og stoppede op foran os, Mascé slog en kniv ud af armen, men på et sekund svang dæmonen sit armsværd og skar kniven midt over. Lige pludselig kom to små væsner springende over på mig, jeg slog dem lige i skallen men den ene stak mig i halsen med sin klo. Jeg fyrede dem ned i voldgraven, med magi. Men jeg blev pludselig søvnig, jeg kunne ikke kæmpe imod, det føltes som om jeg havde krampe i alle mine led, og så faldt jeg om. Det sidste jeg så var dæmonen, der lavede to sorte tryllebånd ud af øjnene, og at Mascé faldt om. Hans brystkasse var holdt op med at bevæge sig, han var død.

 

Jeg vågnede op, samme sted jeg faldt om. Jeg så mig omkring, Mascé var væk.

Jeg gik op mod porten ind til slottet, der var et hul, jeg lige kunne komme igennem. Der var mørkt og dunkelt indenfor. Jeg undersøgte stedet i lang tid før jeg fandt noget, en ting lå gemt, hvad var det? Da jeg så efter, kunne jeg godt se, hvad det var, en lille flaske med noget gråt støv i. Udenpå stod der Sejrens støv, det er hvad kortet lover. Jeg stak den i lommen, og løb ned af en trappe for at komme ud, men lige pludselig blev jeg sendt tilbage i rummet. Hundredvis af gigant edderkopper kom traskende og sorte slanger snoede sig rundt i rummet, mørkets monstre kom frem for at beskytte Sejrens støv. Jeg skød magi ud mod dem og sendte dem tilbage, men det var håbløst, der var for mange. Jeg blev ramt af edderkoppekløer og sort magi, jeg kunne ikke se andet end monstre, da muren lige pludselig blev væltet ned og monstrene blev flået væk fra mig. Væsnerne, som mig og Mascé havde været oppe imod på rejsen, var kommet mig til undsætning. Jeg kunne ikke forstå det, jeg troede jeg så syner da Mascé kom løbende over mod mig. Han var ikke død. Vi kæmpede mod monstrene og vi besejrede dem til sidste væsen.

- Jeg troede du var død, sagde jeg til Mascé.

- Jeg er god til at snyde, jeg kan holde vejret i seksten minutter, selv dæmonen troede jeg var død.

- Hej, hvor er dæmonen, spurgte jeg.

- Jeg fik hjælp til at dræbe den med vores nye venner.

- Godt.

Jeg gik hen og takkede alle væsnerne og så skulle vi hjemad.

Jeg lavede portalen, og senere landede vi i menneskeverdenen.

 

Mascé flyttede ind hos mig, og vi destruerede sejrens støv. Verden ville ikke blive god hvis nogen fik den magt. Men hvis et kaos brød ud igen, som at verden var ved at flække på grund af en ond sommerfugl, var vi klar.

 

SLUT

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...