Den Hæse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2014
  • Status: Færdig
Historien handler om en dreng som kommer i store problemer

1Likes
7Kommentarer
282Visninger

1. Donzik

Det bankede på døren, og forstanderen fra den magiske skole trådte ind i værelset. Forstanderen havde flammer i øjnene og en dragehale. Det gav et gys gennem Donzik, fordi han troede, at han skulle dø. Men med et slukkede flammerne i hendes øjne, og dragehalen svimlede ind under kjolen, da forstanderen hørte at Donzik sank en klump, og han blev helt skræmt. “Jeg vil ikke gøre dig noget” sagde forstander Zofig med en afslappende og beroligende stemme. Donziks krop blev helt afslappet, og han lod sig falde om i hans stabel af vævede tæpper. “Jeg kom for at sige, at du skal komme til time. De andre venter på dig i klassen.” sagde forstander Zofig, og tog Donzik i hånden. Zofig fulgte Donzik hen til det lille klasselokale.


 

På vej hen til lokalet følte Donzik sig utilpas. Selvom der duftede så rent, følte Donzik, at noget knap så rent udspionerede ham. Donzik stivnede ved et altoverdøvende skrig, som lød pibende og rædselsfuldt. “Hørte du det?” spurgte Donzik med en lille bitte stemme. Zofig svarede ikke. Hvad var der galt? “Zofig. ZOFIG. ZOOOFIIIG!!!!” råbte Donzik skræmt og prikkede hende på skulderen. “Hvad er der?” svarede Zofig højt. “Hørte du det ikke? Hørte du ikke skriget?” spurgte Donzik undrende og kiggede på hende. “Nææææ.” svarede Zofig højt. Hvad var der med hende? Havde hun mistet hørelsen? De gik videre.


 

Nu var de ved Donziks klasse. Døren var støvet og det undrede ham, fordi alt andet var jo rent og flot. Zofig undrede sig også. Hun åbnede døren, og de gik derind. Alt var væltet og støvet, og der var ikke en eneste elev eller lærer. “Hvad er der lige sket her?” sagde Zofig til sig selv. Donzik gik lidt rundt i lokalet. Der var ingen bøger eller tasker. “Det må være napperne, der har været her.” sagde Zofig stille til sig selv. Donzik troede ikke, at han skulle høre det, men det gjorde han. “Er napperne her.” spurgte han undrende. “Ssshhhhh. Ikke så højt. Tænk hvis de stadig er her, så kan de høre dig.” svarede Zofig og fik kuldegysninger. Zofig stivnede og pegede lige hen mod Donziks plads. Han kiggede derhen. Hvad mente hun med det?


 

Donzik gik hen og satte sig på sin plads. Med ét hoppede en lille trold ud af hans skuffe. “PAS PÅ!” råbte Zofig og løb ud af klasselokalet. Det var jo bare en lille trold. Men trolden voksede og voksede og til sidst var den kæmpestor. Donzik blev helt skræmt. Det var en af napperne. Var der mon flere? “Psssst. Herover:” lød en hviskende stemme. Donzik kiggede derover hvor stemmen kom fra. Der sad en lærerinde bag et gitter i muren. Donzik skulle lige til at løbe hen til hende, men trolden nåede at få fat i Donziks arm. “HJÆÆÆLP. Så hjælp mig dog.” skreg Donzik rædselsslagen. Men hvem skulle hjælpe ham? Zofig var løbet væk af ren skræk, og lærerinden var inde bag gitteret i muren. Hun ville bruge alt for lang tid til at komme ud, for gitteret var ikke ret stort. Donzik blev klar over, at han nu skulle laves om til en napper. Men lige da napperen skulle til at putte ham i en sæk med alle de andre børn, som skulle laves om til nappere, kom Den Hæse. Den Hæse sprang på napperen og tog sin lille dolk, som han havde i hans lomme, og stak den lige ned i hovedet på napperen. Med ét faldt napperen, og landede lige foran gitteret i muren.


 

Lærerinden skreg, da hun så hullet i hovedet, og så hvor meget blod, der var. “Du reddede mit liv.” sagde Donzik glad. “Vi må af sted nu.” sagde Den Hæse og gik ud af klasselokalet. Der stod Zofig op ad muren og græd, fordi hun troede, at Donzik var død.”Hvorfor blev jeg ikke der inde? Hvorfor gik jeg? Hvor er jeg dog dum!” sagde Zofig rasende til sig selv. Den Hæse stirrede på hende og  fortalte, at Donzik ikke var død. Zofig løb ind i klasselokalet og kyssede Donzik på kinden. Men Donzik havde ikke tid til kysseri lige nu, for han skulle hjælpe lærerinden ud fra gitteret. “Zofig tag dig sammen og hjælp mig med at flytte napperen og  få gitteret af.” sagde Donzik bestemt. De fik napperen væk. Så hev og sled de i gitteret. Men det kom ikke af. Det var limet fast med napperens blod. Der var ikke noget at gøre. Lærerinden ville dø. “I kan da ikke bare lade mig ligge at dø:” sagde lærerinden fortabt. Lærerinden skreg ved tanken om, at hun skulle dø sådan her. Så fik Donzik en ide. “Har du prøvet at kravle længere ind i tunnelen bag dig?” spurgte Donzik. Men læreren havde slet ikke set tunnelen endnu.


 

Nu var lærerinden kommet ud, og hun takkede dem rigtig meget, for at de havde reddet hendes liv. Da lærerinden var gået sagde Den Hæse “Vi må afsted.” på en meget bestemt måde. Donzik undrede sig meget over, hvad de skulle. Zofig kiggede på Donzik med våde øjne. “Jeg bliver nødt til at forlade dig nu.” sagde Zofig, som begyndte at græde. Donzik syntes alt var et stort spøgsmålstegn. Den Hæse tog Donzik i armen og slæbte Donzik ud til hans hestevogn. De standsede ved et et af de nye huse. Den Hæse tog Donzik i armen igen, og de sneg sig ind i huset. Det var der, hvor der blev lavet nappere. “Undskyld jeg tager dig med til det her, men du er en særlig person. Du er den udvalgte.” hviskede Den Hæse til Donzik. Donzik forstod ikke noget som helst af, hvad Den Hæse snakkede om. Donzik nåede ikke at indføre et ord, før at Den Hæse snakkede videre. “Der er en masse skilte rundt i hele huset. Du skal følge et skilt, hvor der står NAPPER LORIE 24. Når du er kommet hen til napper lorie 24, skal du trykke på en stor rød træknap, som kun du kan trykke på. Og sørg for at du ikke bliver opdaget.” sagde Den Hæse bestemt og skubbede Donzik ud på en gang.


 

Der gik en dame med hvid kittel, hvor der stod NAPPER LORIE 24. Donzik fulgte efter damen, fordi han tænkte, at det var nemmere at følge efter hende end at læse skilte. For Donzik kunne alligevel heller ikke læse, men han vidste godt hvordan 24, n og r så ud. Damen gik ind i et lille rum og låste døren. Det forstod Donzik ikke en dyt af. Han kiggede på skiltet ved siden af rummet. På skiltet var der malet en dame. Det var et tissehul damen var gået ind på. Det kunne Donzik ikke bruge til noget. Donzik begyndte at græde. Han syntes ikke, at der var noget der gav mening. Lige pludselig kom der to store nappere, og den ene opdagede Donzik. “SE. Der er en lille dreng,” råbte napperen, som så Donzik. “ EFTER HAM,” skreg de i kor. Donzik løb alt hvad han kunne, men der kom flere og flere nappere, fordi de to andre nappere lavede en masse støj og spektakel.

Donzik løb ind i et af rummene, hvor der stod noget med 24. Donzik skyndte sig at låse døren med en stor hængelås. Han lod sig glide ned ad døren helt afslappet. Donzik så, at der var skrevet noget i gulvet. Der stod noget med 24, n og r. Donzik kiggede op, og nederst i rummet var den røde træknap. Det var den knap han skulle trykke på. Men han havde et problem. Rummet var fyldt med nappere, videnskabsmænd og børn som var halv nappere og halv barn, som stirrede på ham. Donzik skyndte sig at rejse sig op, og tog sit livs største chance. Han spænede alt, hvad  han kunne hen til knappen. Men Donzik nåede ikke at komme hen til knappen før alle i rummet dannede en ring rundt om ham. Donzik vidste ikke, hvad han skulle gøre. Nu håbede Donzik bare, at Den Hæse ville komme med sin dolk og dræbe dem alle sammen. Donzik tog sin hånd ned i sin lomme da han tænkte på Den Hæses dolk, for den lå jo i hans lomme. Pludselig kunne han mærke noget skarpt. Det var dolken. Men hvor den kom fra vidst han ikke. Donzik tog dolken, og løb lige hen mod en napper og stak den i brystet på den. Han fik lavet et hul, som han løb igennem, men snublede. En af napperne var lige ved at få ham, men Donzik var hurtigt oppe på benene igen. Han løb alt, hvad han kunne hen til knappen og trykkede på den.


 

En efter en blev napperne til børn igen. Alle videnskabsmændene begyndte at græde, da de så at napperne forsvandt, men Donzik var ligeglad. Han skyndte sig bare over til Den Hæse. “Nu har jeg gjort det.” sagde Donzik glad. Den Hæse løb hen til napper lorie 24 og tog alle videnskabsmændene med hen til galgebakkerne.


 

Da alle var hængt kom Zofig igen. Hun tog Den Hæse i hånden, og hviskede noget til ham. Donzik kiggede nysgerrigt på dem. “Vi har noget at fortælle dig.” sagde Zofig glad. “Vi er dine forældre.” sagde de i kor. Donzik blev helt varm i hele kroppen. “Jeg elsker jer.” sagde han lykkeligt. Os så gik de hjem og lavede sødt brød over bål, som tegn på hvor er vi glade for at vi er sammen igen.



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...