Eventyret

Historien handler om en krystal som de onde ikke må få

3Likes
5Kommentarer
232Visninger

1. Eventyret

Eventyret


 

Det bankede på døren. Ind kom den grimme skoleleder. Han hed Saihtam, han var helt sort i ansigtet, og  havde bumser over det hele.  Han spurgte mig, vil du med på et eventyr, jeg sagde ja, og så hoppede vi ud af vinduet. Jeg vidste godt, at der nok vil ske noget. Inden jeg skulle afsted, skulle jeg skrive under på en helt masse parpir. Dagen efter havde jeg skrevet under, på alt det der stod. Der stod, at hvis jeg døde, var det ikke hans skyld . Nu var jeg klar til at tage afsted, vi gik en lang tur. Men så skulle vi igennem en lang tunnel, men der kom der nogle orgor. de var så grimme, og klamme, …………..det var bare så klamt at se på. De skulle have en amulett for, at vi kunne komme igennem. Jeg havde ikke nogen amulet,  og saihtam havde heller ikke nogen. Men vi var heldige, mit kæledyr som hed Larak der har næsten alting. Larak er et lille væsen, med store øre er hvid og har store øjne. Men Larak havde en amulet, og så kunne vi komme afsted på det rigtige eventyr.


Efter vi var kommet igennem tunnelen, var vi rigtigt i gang. Det første vi skulle var, at finde et sted at sove. Saihtam havde fundet et sted, at sove det var inde i en klippe. Det var en gammel bjørnehule. Saihtam havde været i en kamp, med bjørnen. Saihtam var heldig, at vinde hvis han ikke havde den lille dolk. Havde han nok været død. Men man kan altid se, at han havde været i kamp for han har et ar i panden. Vi lagde os til at sove, midt om natten vækkede saihtam mig. Han sagde at der var nogle, der havde fulgt efter os. Han sagde at vi kunne være i fare, vi skulle skynde os væk. Det kunne være at de havde planlagt at dræbe os. Mens vi vandrede spurgte jeg, om hvad vi skulle finde. Saihtam sagde, at vi skulle finde den gyldne krystal. Jeg tænkte, at det må være swærd at få fat i.Vi vandrede hele vejen, til det store bjerg hemalaiabjerget der skulle vi sove vidre. Der var en helt masse tunler, som Saihtam kendte ud og ind.Vi kunne gå igennem alle tunlerne så, at dem der fuglte efter os blev forviret så at vi kunne komme vidre. Med vores eventyr mit kæledyr Larak havde noget mad som den bar, fra bjørnehulen og hen til bjerget. Men alt maden var væk! Han må have tabt alt maden, nu kan de jo finde os Larak du er bare så dum. Det var ikke mig, sagde Larak. Saihtam gik ud for, at se om de var på vej. Han fandt ud af, at det var napperne. De ondeste orger af dem alle sammen i vært fald hvad jeg har hørt.Vi skulle skynde os ind i tunlerne, vi løb alt hvad vi kunne. Der vi kom ned under jorden, sagde Saihtam hvis jeg døde skulle jeg finde den gyldne krystal, så at de ikke kunne vække den stor Manutaver. Det vil blive den største monster i hele verden. Vi kunne høre, at de var der de var ved at give op. Saihtam gik op for, at se om de stadigvæk var der. Han kiggede, de var gået. Vi kunne godt komme ud. Vi gik ud helt stille og roligt, men de ventede på os ved udgangen. De gik til angreb på os. Saihtam sagde, at jeg skulle skynde mig at løbe væk. Jeg løb alt, hvad jeg kunne. Jeg vidste, at jeg skulle klare mig selv nu. Jeg gemte mig, og kiggede på mit kort. Jeg skulle til Gigantia. Næste dag begyndte jeg at gå. Det ville nok tage mig nogle dage, men jeg havde ikke noget sværd. Jeg skulle prøve at finde en troldehule. der ligger der sværd fra de døde guder, som troldene har spist. Jeg gik ned i hulen, og der fandt jeg det bedste sværd. jeg gik op ad hulen, og der kunne jeg se det det mørkestes sted på himlen som var ved at blive større. jeg måtte skynde mig. Jeg løb, alt hvad jeg kunne, og jeg så de to vagter. De stod foran porten, nu skulle der ske noget. Jeg sneg mig hen bag dem, og skar hovederne af dem begge to. jeg slæbte dem ind i busken to den enes tøj på, og gik ind. der jeg kom ind, kunne jeg se at han kun havde 50 trolde tilbage så det skulle gå stærkt. Jeg gik ind i flokken tog fem med mig ud bagved, og skar hovederne af dem alle sammen. Til sidst var der kun to tilbage, det var napperne. De stod, og forklarede orgen Ninus, at jeg slap væk, og at de var ude efter krystallen. Ninus så, at der kun var napperne og mig tilbage. Han så underligt på mig, og sagde tag huen af. Jeg gjorde det ligeså forsigtigt, og napperne så lyn hurtigt, at det var mig. De tog deres sværd, og de var klar til kamp. Jeg kæmpede mod de to nappere. Først dræbte jeg den ene ved at stikke ham ned, og den anden fik jeg hugget jeg benet af. Nu var der kun Ninus tilbage. Han tog sit sværd, og var klar til kamp. Vi kæmpede i lang tid, til sidste kunne jeg næsten ikke mere. Ninus slog sværdet ud af hånden på mig, jeg kunne ikke gøre noget. Men i det sekund huskede jeg, at Saihtam sagde, at jeg ikke skulle give op at få krystallen. Jeg smed mig hen ad jorden, og jeg kunne næsten nå sværdet. Ninus kom, han ville dræbe, det kunne man se. Jeg krøb ligeså stille hen ad jorden, mens Ninus sagde, hvad er dit sidste ord. Jeg sagde ikke noget, Ninus begyndte at råbe. Jeg fik mit sværd, og i det Ninus trak sit sværd op i luften stak jeg ham op igennem hjerte. Jeg vidste, at Saihtam ville være stolt.  Jeg fandt krystallen, og jeg rakte den op i luften, og sagde at intet kan stoppe mig nu.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...