Testen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2014
  • Status: Færdig
Forestil dig et samfund, hvor alle dem med et IQ på over 110 bor i den ene ende af verden, i luksus. Mens dem med et IQ på under 110 bliver set på som dumme, og leveri sult og fattigdom i den anden ende af verden. Det behøver 16-årige Ayliah ikke at forestille sig, for det er det samfund hun lever i, og snart skal hun tage den berygtede IQ test.

2Likes
0Kommentarer
125Visninger
AA

3. tredje kapitel

10 minutter efter, kom mit resultat frem på min skærm 111, jeg var lettet, glad og rædselsslagen.

Hvad skulle der ske med mig nu? Det var det spørgsmål jeg blev ved med at stille mig selv. Jeg var blevet ført til et hvidt rum, det var alle de dumme som havde fået over 110. Vi var 4, Paris, to drenge jeg ikke havde set før, og mig selv. Paris havde overhoved ikke været berørt af det, hun sad bare med et lille stykke papir. Det så gammelt ud, og i de få glimt jeg havde fået af det, havde det lignet et gammelt kort, ligesom det jeg havde derhjemme. Men det kunne da ikke være sandt, kort var strengt forbudte, og det ville være utænkeligt at hun kunne tage et kort med ind i testlokalet.

Mine tanker blev afbrudt af en dame der gik ind i rummet, hun havde lyst blond hår, en helt hvid kjole, og hvid læbestift. ”Som i nok ved, har i fire et IQ på over 110, derfor vil i blive flyttet, i vil leve resten af jeres liv i den intelligente del af verden. Selvfølgelig sker dette kun hvis i består labyrint prøven. I vil få 1 uge til at forberede jer til prøven, da i ikke ved hvad der skal ske, skal i lade jeres instinkt vælge hvad i vil forberede jer til på”, efter at have sagt det, gik hun.

To minutter senere kom en anden kvinde ind, hendes tøj og læbestift var identisk med den førstes, men hendes hår var mørkere, næsten brunt. Hun sagde at vi skulle følge med hende, så det gjorde vi. Vi fortsatte ned langs en hvid gang, med skarpt lys. Damen stoppede foran en dør, hvis det ikke var for det sølvfarvede metal håndtag, ville jeg nok ikke kunne have set at det var en dør. ”I dette værelse skal… Ayliah og Paris… bo, vær venlige at gå ind”, hun åbnede døren. Og vi gik forsigtigt ind. Som forventet var alting hvidt.

Jeg satte mig ned på en af de to senge. Der gik ti minutter, og den akavede stilhed der var imellem os, blev bare værre, og værre, så jeg sagde det første der faldt mig ind for at starte en samtale:

”Det der papir, er det et kort”

”Nej selvfølgelig er det ikke det”, mumlede hun, hun løftede ikke engang hovedet fra det.

”Hvis det er et kort, så skal du altså ikke være bange for at sige det, jeg har også et derhjemme”, sagde jeg, da det var ret klart at hun løj.

”Har du? ” Sagde hun, og kiggede op på mig.

”Ja”, svarede jeg.

”Jeg skal nok forklare dig det hele nu, men først, har du hørt om banden De Sorte Katte? ”

”Nej, det tror jeg ikke”, svarede jeg undrende.

”Det er en gruppe på omkring 30 mennesker, vi vil have svar på, hvad regeringen gør med Australien, alle de forbudte sømænd, der har været i nærheden, har fortalt historier om folk der levede forfærdeligt, blev slået, blev brugt til forfærdelige forsøg”

”Er det rigtigt at det er sket? ”, spurgte jeg af ren nysgerrighed.

”Det tror vi, sømænd der ikke har kendt hinanden, og ikke har levet i den samme tid som hinanden, er kommet hjem og har fortalt den helt samme historie”.

”Og vi vil vide hvad der rent faktisk foregår der nede, vi har kort og sømænd, men det er ikke nok, vi skal helt tæt på, lige meget hvad regeringen synes om det”, fortsatte hun.

 ”Jeg har hørt at dem der dumper, eller ikke opfører sig TV egnet i labyrint prøven, bliver sendt derned”, sagde jeg.

”Det er derfor jeg er her, jeg fik 80% af svarende af vide i denne her øresnegl”, hun fjernede håret fra sit ene øre, og en lille blank metalkugle kom til syne i hendes øre.

”Ville jeg kunne hjælpe? ” spurgte jeg. Jeg ville alligevel aldrig kunne se min familie igen, så jeg kunne da ligeså godt gøre noget fornuftigt.

”Altså du kunne opføre dig TV uegnet, ligesom mig. Hvis du vil? ”, sagde hun lidt tøvende.

”Det vil jeg godt”, sagde jeg, lidt for spændt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...