Testen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2014
  • Status: Færdig
Forestil dig et samfund, hvor alle dem med et IQ på over 110 bor i den ene ende af verden, i luksus. Mens dem med et IQ på under 110 bliver set på som dumme, og leveri sult og fattigdom i den anden ende af verden. Det behøver 16-årige Ayliah ikke at forestille sig, for det er det samfund hun lever i, og snart skal hun tage den berygtede IQ test.

2Likes
0Kommentarer
124Visninger
AA

4. fjerde kapitel

Ugen gik hurtigt, og før jeg vidste af det, stod jeg i det hvide rum, foran labyrinten. Jeg kiggede op på uret, 42 sekunder til porten åbnede, jeg var lidt nervøs. Hvad ville være tilpas TV uegnet, men stadig noget jeg ville kunne gøre. Det hjalp Paris mig heldigvis med ”Bare lad være med at træde in ad porten overhovedet, det vil blive tolket som en oprørsk handling, og du vil blive sendt af sted”, ”tak”, svarede jeg. Porten åbnede, alle på nær Paris og jeg, løb så hurtigt de kunne til den første prøve. Den var individuel, da testen havde regnet ens svagheder ud, så nu skulle man op i en prøve om ens svagheder.

Der gik omkring ti minutter, før nogle store muskuløse mænd, i hvide jakkesæt, tog hårdt fat i os, og hev os væk. De hev os ud til et transportfly, jeg kunne se at der var nogle kasser i siderne af det, men midten var tom. Der var ingen andre, forståeligt nok, for af hvad jeg kunne forstå på Paris, var der kun omkring en person hvert år, der blev sendt til Australien.

Vi blev gennet ombord på flyet, og fik et hullet tæppe som vi kunne dele. Kort efter lukkede dørene, og flyet begyndte at køre. Det kørte hurtigere og hurtigere, og snart kunne vi mærke fornemmelsen af hjulene der slap jorden.

Der gik omkring et kvarter, før kulden begyndte at blive rigtig slem. Der var intet varme i flyet, og der var allerede begyndt at være frost på nogle af kasserne. Jeg faldt i søvn.

Jeg vågnede ved at Paris ruskede i mig, hun havde frost i ansigtet, hvilket jeg nok også selv havde. Hun hviskede at jeg skulle komme over til vinduet. Det gjorde jeg så.

Hun sagde: ”Efter mine beregninger, så er det land du kigger ned på nu Australien”. Det var vildt, at jeg fløj over det land, som dem der hjemme, ikke troede fandtes. Flyet begyndte så lige så stille at skråne ned mod land. Og vi tog fat i det lille dørhåndtag, der sad øverst på en af dørene. Vi var næsten ved at falde, men heldigvis holdt vi godt fast. Flyet kom tættere og tættere på jorden, og jeg mærkede hjulene røre jorden. Vi blev smidt ud ad flyet, og det fløj væk igen. Nu stod vi så her.

Efter 20 minutters ventetid med tanker som Jeg skal dø, jeg ved det bare og Hvordan i alverden kommer jeg væk herfra, det gør jeg nok ikke, jeg skal dø siddende på en sten, en sten! Kom der en slidt, og vidst nok hjemmebygget, bil. I bilen sad to mænd, og en kvinde. ”Hej, hvem er i? ”, råbte de. ”Vi er sendt hertil fra De Sorte Katte”, råbte Paris tilbage. ”Nå sådan, så må i jo være vores lokkeduer”, jeg forstod det ikke helt, havde De Sorte Katte haft kontakt til Australien? Jeg spurgte Paris, og hun svarede at de havde haft en smule kontakt, men det var meget begrænset, og beskederne var sendt i kodesprog, og måtte højst indeholde ti ord.

De spurgte om vi ville have et lift, og vi sagde selvfølgelig ja. De kørte os til en slags by, og førte os med ind i et lokale. Der sad en masse andre mennesker. Da vi havde sat os, begyndte en mand at tale: ”Velkommen alle sammen, til det sidste møde før oprøret, jeg vil nu fortælle hvad der vil ske. Lokkeduerne, vil stå ved kameraet, og rode med en bombe, selvfølgelig en helt ufarlig en, men det vil de ikke kunne se på kamera. Imens vil de 1300 kampfly blive sendt af sted, de skal starte en kamp i New York (der hvor præsidentens kontor var) og forhåbentlig stjæle deres atomvåben, resten kan vi kun gætte os til”.

Paris og jeg fik en falsk bombe, der lignede en stor atombombe på en prik, det var midt om natten, så det var svært at se hvad man lavede, men vi havde fået nøje instrukser om hvad vi skulle gøre med bomben, så det gik okay. Vi hørte i en lille øresnegl som vi begge havde fået, at alle fly nu var lettet, de brugte warp hastighed, så de var fremme på et par sekunder. Nu begyndte kampen, Paris og jeg var gået ind i et lille rum, og kunne se hvad de skete fra et kamera der sad på et af flyene. Det gik fint, men de vidste ikke præcis hvor præsidenten var. Men det gjorde et af kameraerne, det viste at han var her i Australien, han havde overtaget et af flyene, og af hvad jeg kunne se, havde han også taget en atombombe med. Alle skyndte sig hen til ham, i biler, på gåben, eller cyklende på hvad end de nu kunne finde.

Da jeg nåede frem, havde han lige gjort alt klar til at aktivere en atombombe, som 100% sikkert ville udslette hele jorden, hvis den blev aktiveret. Flere mennesker var dukket op, alle kiggede med undrende blikke. En ung mand løb i mod ham med en kniv, klar til at dræbe ham på stedet, da skreg præsidenten: ”Et skridt nærmere, og jeg aktiverer den”, han ville hellere dø, og udslette hele jorden, end han ville myrdes. Den unge mand troede ham vist ikke, for han løb imod ham igen, ligeså klar til at dræbe ham, hvis ikke mere, som sidste gang. Men præsidenten holdt sit ord, og aktiverede bomben.

Alle begyndte at løbe, hurtigere end de nogensinde havde gjort før. Men jeg var som forstenet, blev stående i den samme position, som før han aktiverede bomben.

Men pludselig blev jeg skubbet tilbage, med enorm kraft, alt jord under mig forsvandt, jeg lukkede øjnene, da jeg ikke havde brug for at se mere. Men jeg kunne stadig høre menneskeskrig overalt, og lyden af jord der sprængtes, var også konstant. Efter at denne tilbagepresning havde foregået i hvad der i mit hoved føltes som timer, men nok kun var 30 minutter, stoppede det brat. Alt, det var som om alt bare stod stille.

Jeg faldt, jeg ved ikke hvor længe, eller hvor langt, men pludselig, blev alt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...