Testen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 okt. 2014
  • Opdateret: 3 okt. 2014
  • Status: Færdig
Forestil dig et samfund, hvor alle dem med et IQ på over 110 bor i den ene ende af verden, i luksus. Mens dem med et IQ på under 110 bliver set på som dumme, og leveri sult og fattigdom i den anden ende af verden. Det behøver 16-årige Ayliah ikke at forestille sig, for det er det samfund hun lever i, og snart skal hun tage den berygtede IQ test.

2Likes
0Kommentarer
127Visninger
AA

2. andet kapitel

*1 måned senere*

Det var i dag, at jeg skulle testes, jeg sad på en lille bænk, sammen med nogle andre 16-årige, som jeg ikke kendte. Vi ventede på et fly, det skulle flyve os til Danmark, hvor vi så skulle testes. Lige nu håbede jeg mest af alt bare på at jeg fik af vide at jeg var dum. Ikke fordi jeg på nogen måde synes det at være dum var godt, men fordi at de få gange jeg havde set klogheds prøven, virkede yderst ubehageligt.

Flyet kom, og vi steg alle om bord, rædselsslagne. Jeg satte mig ved siden af en pige, hun havde kulsort hår, og var utroligt bleg. Jeg tænkte at hun nok kom fra den nordlige del af dumheds-distriktet.

”Hej” sagde jeg så efter at vi havde siddet i stilhed i et par minutter.

”Hej”, mumlede hun tilbage.

”Mit navn er Ayliah, hvad hedder du? ”.

”Det betyder ikke noget”, mumlede hun tilbage, tydeligvis irriteret.

"Vi skal flyve sammen i en time, og det ville gøre det lidt sjovere at have en at snakke med”.

”Ok, jeg hedder Paris”.

”Tak”, mumlede jeg så. ”Er du nervøs? ”, spurgte jeg.

”Næ, hvorfor skulle jeg dog være det? ”.

Det forstod jeg ikke rigtig hvad hun mente med, så jeg valgte at ende vores samtale.

Vi var lige landet med flyet, da en dame stoppede os, og viste os vej ind i en enorm grå bygning. Sådan en som skulle se moderne og enkel ud, men de fleste var enige om at den bare var grim. Da vi kom ind i bygningen, var det første der ramte mig en masse lys, der var helt utrolig lyst. Da mine øjne efter et par minutter havde vænnet sig til lyset, så jeg at der var en masse små ”båse”, i båsene var der et lille hvidt bord, en hvis stol, på bordet stod en computer, tror jeg nok det hed. I mellem båsene var der ingen-snyd-vægge, som kunne ses igennem af folk med ingen-snyd-briller på, men ikke kunne ses igennem af folk uden.

Jeg blev ført til en bås. Jeg satte mig på den hvide stol, det hele var så hvidt, at jeg var bange for bare at røre ved det. Computeren tændte så pludseligt, og en mand kom frem på skærmen, og sagde: ”Velkommen til den mest avancerede IQ test nogensinde, som i ved er dette noget vi gør for at holde vores velfungerende samfund, så velfungerende som muligt”, ”helt sikkert”, mumlede jeg. Det var præsidenten der talte på min skærmen. Det var hans skyld at 1000 vis af 16-årige hvert år måtte forlade deres familie, fordi de åbenbart var for kloge til at leve sammen med dem, og ikke nok med det skulle de gennemgå en forfærdelig prøve.

Den første opgave kom frem på min skærm, ”det var en huske opgave, der blev vist 100 ting på min skærm i 3 minutter, og jeg skulle så skrive så mange ting jeg kunne huske. Det lød umiddelbart ikke som nogen meget svær opgave, men jeg tog fejl. De 100 ting poppede op på min skærm, det meste var videnskabelige instrumenter som jeg ikke kendte noget til, jeg gik i panik, men huskede tydeligt alle tingene. De forsvandt fra min skærm igen, og en tekstboks kom frem på skærmen, jeg tastede alle de ting jeg kunne navnet på, ind først. Jeg var sur, de vidste godt at de dummes børn ikke havde mulighed for at få fat i disse ting, og derfor ikke kendte navnene på dem. Jeg fortsatte, jeg måtte ikke lade en uretfærdig opgave stoppe mig.

Da jeg efterhånden var færdig, begyndte nedtællingen at lyde: ”10...9…8…7…6…5…4…3…2…1… jeres opgaver stoppes, og resultatet findes”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...