The land of Zendria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 23 nov. 2014
  • Status: Igang
Et søskendepar. En sær kat. En brændt mand. En prinsesse og en masse problemer! Følg med Zed og hans brogede gruppe venner, mens går; på bjergsider, i undervandsgrotter, under vulkaner og igennem tørken når de sætter ud på deres mission for at rede alt liv på jorden!

2Likes
2Kommentarer
169Visninger
AA

3. Jacey

Vi stod bare og stirrede. Vores kæber var nede og skrabe ved jorden, mens vi gloede.

Det så ikke ud som om at Prinsessen havde set os. Hun lå med lukkede øjne og hovedet lænet tilbage for at indtage så meget sollys som muligt. Men selvom hun så ud til at have siddet der længe, var hendes hud bleg og glat. Hendes hår var langt og filtret. Det var stort og vildt med et gyldent skær. 

Jeg prøvede desperat at få mine lemmer til at bevæge sig, men de ville ikke adlyde. Alt vi kunne var bare at stå og glo.

Til sidst lænede Prinsesse Zürida fremad. Hun blinkede et par gange, da sollyset blændede hende, og fik endelig øje på os.

Både mig og Sabina hoppede lidt da vi fik øjenkontakt med den kongelige. Vi frøs atter igen.

Prinsessen kiggede lidt på os, tydeligt overasket over at se to fremmede stå og kigge som to idioter. Hun blinkede atter igen, og smilede så til os.

"Hej med jer," kvidrede hun med lys stemme, der fik alle fugle til at blegne. "Er I faret vild?"

Først sagde vi ingenting. Jeg var fuldstændig blank. "Øhhh... bøøhh... øhhhh" rablede jeg med ingen idé om hvor jeg var på vej hen.

Det var min søster der først fik ordet i munden, og fik talegaven. "Vi er.. øh.. rejsende! Ja," fandt hun på. "Vi kommer fra.. øhm.. Kongebjergene! Vi ville... øhh.. se o-oasen." Jeg nikkede overdrivende. 

"Kongebjergene?" spurgte Prinsessen. Sabina nikkede sammen med mig. "Nå jamen så må I da have rejst langt." Vi nikkede tøvende. "Er I ikke sultene?" spurgte Zürida. Uden at tænke nikkede jeg stort og smilede af tanken om mad. Men Sabina gav mig et hårdt slag i siden, og jeg begyndte omgående at ryste på hovedet. 

"Mange tak," halvgrinede hun. "Men vi skulle virkelig til at komme videre."

"Sludder!" insisterede Prinsessen. "Kom og sid." Hun viftede med hånden for at få os til at komme tættere. Vi tøvede, men til sidst kom vi hen og sad foran teltet.

Vi sad uroligt og vi havde øjne og øre på stilke.Jeg spændte hver en muskel jeg havde, parat til at flygte. Vi ventede bare på at vagterne skulle komme til oasen. Eller at Zürida ville finde ud af, hvad vi havde gjort.

Prinsessen gik ind i teltet og rodede lidt rund. Så kom hun tilbage med en lille pose. Hun hev indholdet ud af posen og satte det foran os. 

"Så!" sagde hun og klappede i hænderne. "Bare tag for jer" Først så vi bare på maden. Men lidt efter begyndte vi at spise. "Nå!" startede Zürida. "Hvem vil høre om den gang, jeg havde verdens værste møde med søuhyret i Nordhavet?" og så gik det ellers der ud af.

Vi grinte, snakkede, diskuterede og lavede sjov, mens min nervøsitet blev mindre og mindre. Omkring os blev der mørkere og køligere.

"Uhh! Bliver der ikke lidt koldt?" spurgte Zürida og holdt om sig selv for at holde varmen. "Jeg har sendt Jacey og Mumble ud for at hente noget brænde for noget tid siden" Jeg formodede at Jacey var Prinsessen kammerpige eller sådan noget, Mumble havde Prinsessen fortalt om. Det var hendes kat af en art havde hun sagt.

Zürida rejste sig og hoppede lidt på stedet før hun gik ud til grænsen af skoven.

"Jaaaceeeyy!" kaldte hun ind i skoven. "Kommer I snart?" en mumlen. 

"Jamen så skynd dig dog!" Endnu en mumlen.

Så vendte Zürida sig om og luntede tilbage til os. Hun satte sig ned på sin plads, og smilede. 

"De kommer nu" smilede hun. Og et øjeblik efter puslede det det i buskadset, der hvor Prinsessen havde kaldt. Jeg vendte hovedet for at se hvem hende her Jacey var. En skikkelse trådte ud fra træerne, og jeg kunne mærke hvordan min kæbe faldt.

Jacey var...

...

speciel.... altså hun..

...

eller han var en stor bredskuldret... mand...

Jacey rettede sig op og så over på os. En mand!? Jeg kunne mærke latteren boble voldsomt og flyde totalt over.

Jeg brød ud i et kæmpe grineanfald, ja jeg kunne nærmest ikke få vejret. 

"Er- er du Jace-" jeg kunne ikke engang afslutte min sætning før den forsvandt i latteren. Jacey så irriteret på mig, men sagde ingenting. "Si-sikke et gr-pænt lille navn!" hikkede jeg ud gennem min latter. "Lille Jacey!!" grinede jeg. 

"Zed!" vrængede min søster mig af. "Kan du så være venlig! Hr. Jacey er faktisk en af prinsessens mænd, husker du nok." Jeg stoppede med at grine, da jeg fandt ud af hvad jeg havde gjort. Jeg havde grinet af Prinsessens nok mest fortrolige vagt.

Jacey sagde stadig ingenting, han stod bare og kiggede på mig med et løftet øjenbryn. Så gik han over til midten af lejren og smed de brændeknuder han havde under den ene arm. Han begyndte at samle brændet sammen til et bål.

"Faktisk er hedder han Jace," grinede Zürida. "Jeg kalder ham bare Jacey!"

"Åh" var det eneste jeg kunne sige. 'Jace' Det var et noget mere drenget navn. Jeg kiggede på Jace igen og studerede ham nu ordenligt.

Hans ansigt var skarpt og kantet og hans øjne var så mørkebrune at de nærmest var sorte. Hans hår var barberet i nakken og lige over ørene, så han havde slags hanekam oven på hovedet. Hanekammen var pjusket og sort bortset fra en tot oppe foran der var knald orange. Men det man lagde mærke til, var det kæmpestore ar han havde i ansigtet. 

Jeg kunne se det var fra et brandsår. Det startede helt inde ved starten af øjet, og sluttede først ved nakken. Det var også bredt, det var helt op under øjenbrynet og helt nede ved kindbenet. Arret var stadig havde stadig de der højrøde nuancer og var tydeligt ikke falmet, som så mange andre ar ville. Det forhindrede også Jace i at åbne sit højre øje helt.

Jeg tog mig selv i at stirre på arret, og Jace gjorde det tydeligvis også. Han kiggede på mig med et bryn løftet endnu engang før han talte.

"Nå, så fik du øje på det." sagde han med en dyb tonløs stemme. "Du var langsommere end alle andre." Jeg kiggede ned i jorden og sagde ingenting.

"Nå ja!" udbrød Zürida pludselig og både mig og Sabina hoppede af forskrækkelse. "Jace det her er Zed og Sabina, de spiser med i aften, Okay?" fortalte hun og fik et grynt som svar.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...