The land of Zendria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 23 nov. 2014
  • Status: Igang
Et søskendepar. En sær kat. En brændt mand. En prinsesse og en masse problemer! Følg med Zed og hans brogede gruppe venner, mens går; på bjergsider, i undervandsgrotter, under vulkaner og igennem tørken når de sætter ud på deres mission for at rede alt liv på jorden!

2Likes
2Kommentarer
166Visninger
AA

2. Forfulgt

"Argh, pis!" bandede jeg tvært og begyndte at løbe hurtigere. Jeg sendte et blik bagud, og så at soldaterne var lige i hælene på mig.

"Pis, pis, pis, pis," mumlede jeg igen. Hvorfor? Hvorfor skulle prinsessens soldater også på patrulje lige idag? Og så ud af 40 forskellige røvere så så de ligepræcis mig stjæle. Typisk! Over min ene skulder havde jeg min lædertaske hvor det ensomme brød, vagterne havde set mig tage, lå.

Bag mig kunne høre forskellige forbandelser sendt i min retning.

"Satans tyveknægt!" "Fanden tage dig!" "Kom tilbage din rod!" "STOP SÅ!!"

'Din rod' Aha.. Den havde jeg ikke hørt før.

Jeg tog længere skridt og håbede inderligt at markedet snart kom. Da jeg drejede rundt om hjørnet var det ikke markedet der kom til syne, men noget ligeså fantastik. Dér få meter fra mig og vagterne, var en lille gang ind mellem husene. Jeg åndede lettet ud, og jeg prisede guderne til skyerne, da jeg hoppede ind på den smalle vej. Det var som en dør til Narnia! Jeg kunne nemt få rystet mine forfølgere af herinde.

Den var ikke meget større end at jeg lige præcis kunne gå derinde. De store bøffer der var i halen af mig blev nødt til at mave sig sidelæns ind igennem gangen.

Men da vi havde noget et stykke viste det sig at guderne måske ikke var på min side alligevel. Den lille gang var ikke en gang, men en gyde! Jeg bremsede mig selv en smule, da jeg så mit lille eventyr land stoppede brat. Der var en lille slags åbning, for enden af gangen, der gjorde det frit at bevæge sig. Men problemet var at en stor tyk mur blokerede for min frihed.

"Virkelig?" Knurrede jeg sammenbidt. "Vírkelig?!" gentog jeg op til guderne. Jeg kunne lige forestille mig dem, sidde der oppe og grine ondskabsfuldt og gnide deres små fede hænder.

Jeg så tilbage og så soldaterne var ved at mase sig i mellem væggene på en lang række. Da den første så hvad der var i vejen, smilede han ondt. Han stod stadig imellem væggene, men vidste tydeligt at han havde overtaget.

"Nå? Så står man der hva'?" spurgte han slesk, og begyndte at mase ind til den lille lysning. Jeg tog et skridt bagud. Men pludselig stoppede manden, og hans smil forsvandt.

Han kiggede undrende omkring sig, og jeg ligesådan på ham. Så begyndte han at vride og vende sig. Nu forstod jeg. Soldaten. Han sad fast! Jeg fik en glædestrøg i maven, og kopierede mandens tidligere onde smil. "Nå? Så sidder man der hva'?"

"Argh! Lort!" spyttede min forfølger og bevægede sig på alle tænklige måder, men rykkede sig ikke en tomme. Brokkerierne begyndte at skylle ned over den stakkels mand fra alle hans kollegaer bag ham. Jeg vendte mig om, og så efter smuthuller. Der måtte være en vej ud. Jeg tog mig god tid, for soldaterne så ikke ud til at komme og fange mig lige foreløbig.

Jeg kiggede rundt i den lille åbning, og der gik ikke lang tid før jeg så noget besynderligt ovre i det ene hjørne. Jeg gik der over, og ganske rigtigt så var der huller i væggen. Hullerne var placeret med en på hver side af hjørnet, så man hurtigt kunne kravle op ad væggen.

Jeg stak ind prøvende hånd ind. Hullerne var store nok til at man kunne få hånd- og fodfæste, men kun en ægte tyveknægt kunne se dem herinde. Jeg så hen på soldaten igen, og kopierede endnu engang det onde smil. Da min forfølger så hvad der var ved at ske vred han sig, at det var mugligt, endnu mere.

”STOP,” råbte han dybt. ”IKKE ET SKRIDT LÆNGERE!!” Nu rakte jeg tunge ad ham, viste ham langemand, og begyndte at opstige husene. Da det også fes ind hos de andre soldater hvad der skete, råbte og skreg de ligesom deres kamerat i spidsen. Jeg grinte bare ad dem, og svang benet over op på taget.

Jeg stilte mig op, og satte hænderne i siden. ”Nå? Hvordan går det Fede?” spurgte jeg hånligt, og soldaten sendte et blik der bare skreg efter at knuse mig. Så, endelig rykkede soldaten på sig. Først lidt og så mere og mere, og til sidst kom han fri.

Den kæmpe mand kom ud i lysningen, og så op på mig. Jeg prøvede desperat, ikke at tabe kæben. Manden havde ikke sat på grund af at han var fed, men på grund af hans muskler! Jeg skulle til at tage et skridt tilbage, men tog migselv i det. 'Vis ikke svaghed!' skreg en stemme inde i hovedet på mig.

”N-nå så kom du endelig fri.. Hv-hva?” stammede jeg kun halvt. De andre soldater kom vraltende ud, ærgede sig og så ondt på mig.

Yeti, som jeg havde døbt kæmpen, skulede op til mig, og gik over til hvor jeg var kravlet op. Han kiggede på hullerne og så op på mig. ”Ikke tosset.” sagde Yeti roligt til mig. Så, uden jeg nåede overhovedet at blinke, var han pludselig oppe på taget, omkring en halv meter væk fra mig.

Denne gang kunne jeg ikke hjælpe min kæbe falde hele vejen ned til undergrunden. Yeti var nok dobbelt så stor og skræmmende oppe tæt på. ”Troede du virkelig at en simpel, ussel, forældreløs tyv kunne undslippe prinsessens mænd hva'?” spurgte han, og spøgte tydeligt ikke længere. Jeg krympede lidt for hver fornærmelse han sagde.

Som var det deres stikord hoppede det andre soldater op på taget og deltog i totureringen. Nu ønskede jeg bare inderligt at jeg ikke havde brugt den langemand.

Jeg kunne nu se at det var fire mænd i alt. De var alle store og muskuløse, men de andre tre var ikke nær så store som Yeti.

Så tog en blond mand fat i min arm, og den tasken med alle mine tyvekoster. ”Nu kommer du med os.” sagde han foruroligende.

Jeg begyndte panisk at vride og vende mig, men den blonde var stærkere end mig. Han hev mig over til kanten ad taget, for at smide mig udover.

I et sidste forsøg bed jeg hårdt ned i soldatens hånd. Manden skreg op, og hev hånden til sig. I samme øjeblik sprintede jeg forbi dem alle, med tasken klemt hårdt ing til brystet.

”Han bed mig sgu!” bandede han. Jeg slikkede ufrivilligt mine tænder, og smagte blod. Jeg havde åbenbart bidt hul i mandens hud.

Bag mig kunne jeg nu igen høre løbende fodtrin og forbandelser. Og så løb vi der oven på hustagene.

Efter at have løbet, i hvad der syntes at være en evighed, hørte jeg en vidunderlig støj. Markedstøj. Det måtte være lige foran os.

Jeg satte farten ned da jeg nåede til kanten. I et kort sekund så jeg tilbage, og så mændene var på vej lige mod mig. Yeti havde føringen, og bag ham var den blonde hvor jeg kunne se blodet dryppede fra hans bidte hånd.

De to andre var i hælene på dem og alle havde et dræberisk blik i øjnene. Jeg gispede og hoppede hurtigt ned på gaden.

Jeg maste mig indimellem de mange mennesker, og prøvede desperat at blive væk.

Jeg tog hurtigt et stort stykke stof fra en eller anden handler og svøbte det omkring mig. Så tvang jeg mig selv til at gå roligt og trak mig ingen opmærksomhed.

Bag mig var soldaterne begyndt at advare de andre mennesker, om en lumsk og voldig tyveknægt iblandt dem. Det skulle de ikke have gjort. Der spredte sig en panik i den store flok. Jeg smilte ad deres bommert og var grundig med at skifte stoffet hele tiden.

Jeg begyndte selv at sætte mere panik i gang.

”Jeg tror jeg så ham der ovre!” hvinede jeg med en piget stemme. "Kom tilbage!" brølede jeg med en efterligning af Yeti's stemme. Jeg sagde også sådan noget som;

”Der er han!” ”Hvor er mine guld-dalare!?” og ”Han tog mine smykker!” Alle med forskellige stemmer. Når man var tyv blev man nødt til at være god til at imitere andre folk.

Nu var der total kaos i markedet. Vagterne havde ingen chance for at komme igennem menneskemuren. Og midt i al panikken sneg jeg mig ind i en smal gang, på vej hjemad.

Denne gang var jeg dog sikker på hvor jeg var på vej hen.

Der var tyve og forbrydere rundt om mig, alle ventende på det rette øjeblik. De havde tydeligvis set deres snit igennem alt kaossen.

Jeg maste mig forbi dem, og gik længere ind i mørket.

Jo længere jeg gik, jo skumlere blev tyvene. De tårnede sig op omkring mig som lange skygger, og selvom der nærmest ingen lys var i gangen, skinnede deres øjne i mørket.

Nogle stirrede sultent ned på mig og min lædertaske. Jeg greb godt fast i remmen og spændte enhver muskel jeg havde. Klar til at flygte endnu engang. Men skyggerne rørte sig ikke, tydeligvist ligeglad med hvor let et offer jeg var for dem. De vidste allerede jeg kun stjal mad og var derfor ingen interesse for dem. Det var bare ikke det vær.

Jeg skyndte mig videre, og fulgte gangen imellem de gamle hvide kalkmure og til sidst kom jeg ud på en vej i den fjernest ende af byen. Det var her de hjemløse, tiggerne, krøblinenge og de fleste fattige folk levede. Det var usselt og der stank af rådne fisk, lort og pis, døde katte og gamle mennesker. Der var ingen huse, kun telte eller et par faldefattige brædder banket sammen. Med andre ord:

Skidensstaden.

Jeg gik ad vejen og begyndte at slappe af. Lidt længere og jeg kunne se, hvad jeg og Sabina kaldte hjem. 

Jeg nåede skuret med de isolerende tæpper og et dryppende tag. Jeg genkendte den sure lugt af fugtigt og rådden træ og sukkede taknemlig. Det var måske ikke meget, men det var vores hjem. Ingen andens.

Jeg vippede døren til side og den gav sig inderligt. 

"Jeg er hjemme!" kaldte jeg ind i skuret.

"Zed? Er det dig?" lød det fra det improviserede køkken.

"Nej det er Prinsesse Zürida," drillede jeg med en pigestemme. Jeg kunne høre en trampen komme nærmere og der dukkede min tvillingesøster Sabina op. Hun var høj og slank, med langt kastanjebrunt hår, som var dækket med traditionelt tørklæde. Man kunne se hendes pandehår der let var fejet til den ene side. 

Det var forskellen på mig og Sabina. Hendes hår var blødt og næsten flydende og mit var strittende og ustyrligt. Hendes bevægelser var elegante og mine kantede. Hun lignede en der kunne være Prinsessens søster eller kusine. Jeg lignede en...

...

en...

... en tyveknægt.

Og dog lignede vi hinanden så meget. Vores ansigter var identiske udover Sabina's lidt længere øjenvipper. Vores højde var også den samme, men vores personligheder var langt fra den samme. Sabina kunne lide at tage tid til at tænke over ting og hun kunne læse! Hun var grundtig og havde en samvittighed. Jeg var det præcis modsatte.

"Ha. Ha." sagde min søster ironisk. Jeg sendte hende et skævt smil. Hun trådte frem og tog tasken, der lå over min skulder.

"Hvad fik du denne gang?" spurgte hun og så ned i den. Så så hun op på mig, og ned i tasken, og så op på mig igen. Jeg krympede mig af hendes blikke. 

"Er dét det du fik fat i?" spurgte hun vantroende. Hun hev det tørre brød op og smed tasken væk. "Er dét her det eneste?!" hun viftede med brødet så krummerne fløj rundt. Mig mave snørede sig sammen. "J-jeg blev.. øhh.. af-afbrubt.. eh,"

"Afbrudt?"

"Ehm.. ja... øhm.. der var..øhh nogen... øøhh... soldater" det sidste kom nærmest aldrig ud. Jeg lavede ikke øjenkontakt med min søster der, jeg sværger, var ved at gro horn.

"Der. Var. HVAD!?" hvinede hun med en alt for skinger stemme. "Siger du at SOLDATER så dig stjæle?" Hendes øjne brændte helt ind til sjælen ad mig. 

"Jaaa, Men det er ikke det hele..." peb jeg. 

"Åhh nej," mumlede Sabina, og holdte med to fingre om næseryggen, mellem øjnene. "Please sig at det ikke var Prinsessens soldater."

Jeg følte mig meget lille. "Det var det" undskyldte jeg næsten uhørligt.

"Zeeed!" bebrejdede min søster mig. "Det er ikke det værste" hviskede jeg grødet.

"Du bed en af dem ikke?" spurgte hun koldt. Jeg nikkede. "Undskyld" mumlede jeg ned i mit bryst. Jeg vidste godt at hvad jeg havde gjort var utrolig dumt. Jeg havde for det første stjålet, så havde jeg kaldt en mulig officer fed, jeg havde bidt en af hans mænd til blods og ikke nok med det så havde jeg vist dem langemand. Langemand! 

Jeg var helt sikkert på deres 'bandlyst'-liste. Og det værste var at det var præcis dét Sabina havde advaret mig mod ikke at gøre. Jeg vidste også hvad de ville gøre, hvis de tog det et skridt længere. De ville advare borgmesteren og fordi der var prinsessens soldater ville hans handle hurtigt. Så ville byens vagter komme og tvinge en ud af sit hus. Det var sket før. Mange gange.

Jeg kendte ikke de fleste der blev taget, men så hvordan de råbte og skreg og hvordan de sprællede for at komme fri, mens de så på vagterne ødelægge de ejendele de nu havde. Så blev de slæbt væk til deres afstraf i fangehullet. Og det var det færreste der kom ud igen. 

Normale.

 

Sabina sukkede højt og kiggede bedrøvet på det lille brød.

"Nå, men så må jeg jo se om der er nogen der har nogle små-jobs på denne tid," sagde hun og begyndte at tage sin frakke på. "Hvis jeg for nok penge køber jeg nogle grøntsager på vej hjem." Hun gik forbi mig hen til døren men vendte sig i før hun lukkede den i. 

"Hvis Aske kommer, giv ham de dalare vi har, og lad være med at sige hvor jeg er.Okay?" Jeg nikkede og rynkede på næsen over navnet. Aske! Han var en forræderisk, snedig, fræk, grisk og slangeagtig person. Han var byens skatteopkræver, og så gik han fra dør til dør med sit fedtede sorte hår, sine prikkende gule øjne og brune tænder, og krævede alt for meget i skat, så han kunne tage noget til ham selv. Vi blev nødt til at bestikke ham for at 'glemme' at vi boede på en ulovlig grund. 

Jeg vinkede farvel og gik længere ind i skuret.

Vi havde en gammel sofa vi fandt på gaden et par måneder siden. jeg smed mig i den og den gav sig faretruende. Noget af fyldet, vi havde proppet i hullerne på den, fløj om ørene på mig. 

Det blev mørkere udenfor og Sabina var stadig ikke kommet hjem. Jeg sukkede højlydt og begyndte at gå rastløs rundt i hytten.

"Hvor er du?" mumlede jeg, og sukkede.

"Lige her" lød en hæs stemme bag mig. Jeg snurrede hurtigt rundt, og stod nu ansigt til ansigt med, det der ikke var min søster, men en bleg Aske.

"Nåå, jeg kan se den kønne Sabina ikke er her." hvislede han i hans sædvanlige lave tonefælt. Jeg rettede mig lidt op så jeg så op på ham, men var i hans øjenhøjde. "Nej." sagde jeg med så fast en stemme så muligt. Jeg vidste godt Aske havde nogle.... følelser for min søster.Og det væmmedes ved mig.

"Jamen, hvor er hun?" kom det fra slangen. "Jeg ville ellers så gerne havde snakket med hende."

"Bare tag dine forbandede dalare og gå." bed jeg ham af. Jeg greb den æske med vores opsparede dalare i, som vi havde brugt hele måneden på at indsamle. Jeg smedæsken over til Aske, og han åbnede den grådigt og tømte den for al indhold.

Han puttede dalarene i sin læderpung og snørede den godt til. "Så kan du godt gå." sagde jeg med foragt.

Aske så lidt på mig. Så pludselig var han helt inde i mit ansigt. Kun få centimeter væk.

"Jeg spurgte dig om noget," hvæsede han. Hans ånde stank og jeg rynkede på næsen. "Hvor. Er. Din. Søster!" råbte han og gav mig et hårdt skub. Jeg vaklede bagud, men genvandt hurtigt balancen.

"Det kommer ikke dig ved!" råbte jeg tilbage, og gav Aske det samme skub. Han fløj tilbage, ind i døren, og faldt på ryggen. Jeg stod bare... og gloede. Faktisk var jeg lidt chokeret over min egen styrke.

Aske kom vaklende på hans ben, stirrende ondt. Han tørrede noget blod fra sin læbe væk med håndryggen.

"Åh, det gør det skam," hvæsede han hæst. "Bare vent, Zed Daiyamondo, bare vent!" og så humpede han væk, ind i mørket. Jeg rakte tunge af ham og begyndte at reparere døren. 

Lidt senere kom Sabina hjem. Jeg fortalte om Aske og hvad han havde sagt. Hun rynkede brynene sammen.

"Bare han nu ikke siger noget." mumlede hun bekymret. "Vi må bare være på vagt." sagde jeg med et skuldertræk.

 

Der gik et par dage i ro og mag, uden vi så noget til hverken Aske eller soldaterne. Men så en dag...

Det startede som en rolig dag som en hver anden, der var ikke en sky på himmelen og der var som altid hundrede grader. Jeg gik ned ad Skidensstadens hovedgade med lædertasken over skulderen. Jeg skulle ud på rov.

Det havde altid været mig der stjal ting, for ,som sagt, så havde Sabina en samvittighed og hvis hun nogensinde skulle stjæle ville hun få så ondt i den at hun ville aflevere det hun havde taget tilbage. Eller så ville hun spørge om lov først. 

Så det var mig der stjal. Men Sabina gjorde ikke ingenting når jeg var væk. Hun tog jobs der hvor hun kunne få det, løb med ærinder og sådan. Hun hjalp meget på sygehuset, og faktisk blevet rigtig god til det der læge-halløjsa.

Jeg drejede om et hjørne, og frøs så. Der et par meter fra mig stod byens vagter. Jeg begyndte at bakke og bad til guderne om at de ikke havde set mig. Men guderne havde igen små djævlehorn og -haler. Vagterne fik øje på mig.

"Zed Daiyamondo?" spurgte en af dem. Jeg frøs endnu engang og lod som om det ikke var mig, men kunne stadig ikke røre mig. Først nu opdagede jeg at vagterne stod med en 'efterlyst' plakat. Med mit ansigt på. De begyndte at gå imod mig.

"Vi skal lige veksle et ord med dig og din søster." sagde de mens de nærmede sig. Jeg prøvede at smile mens jeg smågrinte, så vendte jeg rundt på hælen og spurtede ned ad gaden igen. Bag mig satte mændene også i løb.

Heldigvis var jeg hurtigere end vagterne, og havde fået et mindre forspring. Jeg nåede skuret lidt før mændene.

"Sabina!" råbte jeg ind i ind i hjemmet. "Vi skal væk nu! Pak kun det nødvendige." jeg løb om bag skuret og slukkede den ildplads Sabina havde tændt op for til maden.

Sabina kom ud med et vildt udtryk i ansigtet og en sæk over skulderen.

"Hvad sker der?" spurgte hun bekymret. "Vagterne kommer" svarede jeg hende og løb over til døren igen. I et snuptag rev jeg den af og smadrede den ind i den ene væg. Huset faldt omgående sammen. Vi ville ikke efterlade nogen spor overhovedet. Nu var der ingen beviser.

"Kom så." sagde jeg til Sabina og trak hende hurtigt hen til byens hovedgade.

Vagterne indhentede os hurtigt og vi satte i løb. Vi sprintede hen ad gaden med vagterne i hælene.

"Hvor løber vi hen?" spurgte Sabina stakåndet. "Til skoven!" prustede jeg tilbage.

Byen vi levede i hed Sankt Lenda, bedre kendt som Ørkens By, fordi den var bygget lige i udkanten af Vogteren Lendas domæne. Der var kun en oase i miles omkreds i den ørken. Den havde så formået at danne sig denne slags skov omkring sig. Det var der byen fik dens rene vand fra.

Skoven lå lige i udkanten af byen, ikke langt fra der mig og Sabina løb for vores liv. Vi nåede endelig til byens ende og kunne nu se trætoppene titte op over husenes flade stråtage.

Da vi endelig kom til skovens grænse og da vi løb ind i skovens tætte sikkerhed, skiltes mig og Sabina hurtigt. Vi vidste at hvis vi løb sammen hele vejen var der større chance for at blive fanget. 

Bag mig kunne jeg høre vagterne også delte sig i to. Jeg skyndte mig at klatre, hurtigt og behændigt op i et træ. Jeg tvang mig selv til at trække vejret normalt og ikke røre en muskel mens soldaterne nedenunder mig stormede forbi træet, råbende og kastede forbandelser til mig. 

Jeg ventede et stykke tid før jeg hoppede ned fra træet. Jeg ville være fuldstændig sikker på at de ikke ville høre at jeg sneg mig væk. Jeg gik over til oasen for jeg var sikker på at Sabina ville være der. 

Da jeg kom var Sabina der allerede. Jeg begyndte at løbe over til hende. "Hey, er du okay? Det godt nok på et hængene hår, hva'?" spurgte jeg mens jeg var på vej over til hende. Men så stoppede jeg. Der var noget galt med Sabina. Hun stod fastfrosset, stirrende på noget bag mig. Jeg viftede med min hånd for at få hendes opmærksomhed, men hun rørte sig ikke. Jeg fulgte hendes blik mens jeg snakkede.

"Hey er der noget ga-" jeg stoppede migselv. Der, lige ved siden af et stort rejsetelt, sad en ung dame og slikkede solskin...

 

 

 

Og den unge dame var Prinsesse Zürida...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...