Fortidens Phønix

Mens verdenen roterer som den plejer, mens alle lever deres normale liv, bliver Blay pludselig konfronteret med en fortid, som han har forsøgt at glemme...

1Likes
3Kommentarer
118Visninger

1. Riley

"Riley, for helvede. Stå så op!" Scotts stemme havde alle dage været gennemtrængende og irriterende - det blev ikke bedre, når klokken kun var 7 om morgenen. 

Riley klemte puden ned over hovedet i et desperat forsøg på at lukke irritationsmonentet ude. Det gik selvfølgelig ikke. To sekunder efter han havde råbt, stod han og hamrede på døren.

"Riley. Far står og venter på os. Du lovede, du ville være færdig kl. 7 og du er ikke engang stået op endnu," vrissede hendes storebror gnavent.

"Ja ja. Jeg kommer.. jeg kommer!" vrissede Riley morgensur tilbage. Hun kunne ikke udstå hendes storbror om morgnen. Bare fordi han var så skide morgenfrisk, hvem sagde så hun var det samme? Familie... Hvis man bare selv kunne få lov til at vælge dem. Men nej, hun hang på ham.

Og lige som hun skulle til at putte sig under dynen igen, rev han den af hende og smed den på gulvet, som ikke just var rent længere. Hun var ikke den store fan af at tage sine sko af i gangen. Selvfølgelig var det ikke fordi at hun ikke havde fået af vide, at hun skulle sætte dem i gangen så ikke hun svinede. Men hvad helvede nyttede det?. Hvis hun stillede skoene i gangen, så blev gangen alligevel beskidt. Så hvorfor ikke bare stille dem på værelset? så skulle man heler ikke til at stoppe op, når man kom ind af døren.

"Riley!." råbte Scott.

"Ja ja for helvede! slap da lige lidt af!" Han løb småfnisende ud af hendes værelse.

Hvis bare han gad og lade hende sove, tænkte Riley surt og gik ind i sit walk-in closet, for at klæde sig på. Det blev til at par slidte jeans og en sort t-shirt med et drageprint. De udslidte sneakers blev hendes næste mål, og efter at have bundet håret op i en elastik, tøffede hun ind i stuen.

Scott stod med armene over kors og gloede helligt på hende med et løftet øjenbryn. Deres far sad i sofaen og så mest af alt lige så træt ud som hun følte sig.

"Jeg er klar nu. Hvad er det vi skal?" spurgte hun opgivende.

Hendes far, en høj mand, som hun altid havde ment var ufattelig stærk så bare på hende. Så på hende med utrolige bedrøvede øjne. "Det er lige meget."

"Hvad?" spruttede Scott. "Nu har jeg endelig fået møgungen ud af sengen, og så skal vi ikke noget alligevel?"

"Fuck dig, Scott," hvæsede Riley. Han skulle ikke give hende skylden for at de ikke kom afsted - hvor end det så var de skulle hen.

"Fuck dig selv!" gav han igen. "Hvis du kunne finde ud af stå op til tiden..."

Resten af deres eder blev bare til én stor gang mos, fordi de skreg i munden på hinanden, lige indtil deres far rejste sig og med en buldrende stemme bad om ro. 

Riley så ned på sine fødder. Scott gjorde samme.

"Jeg har virkelig forsøgt at holde sammen på os. Har virkelig, virkelig prøvet..." Han rystede træt på hovedet. "Men det er lige meget." Helt præcist, hvem han sagde det til, vidste Riley ikke. Umiddelbart ville hun skyde på, at det var gulvtæppet. Men hendes far, hendes eneste fast og sikre holdepunkt i livet, gik lige imellem dem med et besejret udtryk, som hun slet ikke kunne holde ud. Han smækkede døren til hytten, da han gik ud i skoven.

"Flot," sagde Scott spydigt. "Se nu, hvad du har gjort." Derpå forsvandt han også, hamrede døren i til sit værelse og sekundet efter væltede hans dødsyge rap ud gennem væggene og forpestede resten af hytten. 

Riley rullede med øjnene. Det har var ikke hendes skyld. Det nægtede hun at tro på. Men havde hun overhovedet andet at tro? nej. det kunne ikke være hende, ikke kun hende ihvertfald... Hendes bror havde også en finger med i spillet her.

"Skru ned, Scott!!" råbte Riley hidsigt fra sit værelse. Hun havde virkelig prøvet, og lave sine lektier og ignorere støjen fra den anden side af huset, Men det var umuligt. Scott havde endda klaget over, at hun aldrig lavede sine lektier, og når hun så endelig gjorde det, så ville spaden ikke skrue ned for sit lortemusik. 

"Jeg skruer ned, når du fucking lærer, at der er andre end dig selv, her i huset!!" Der var den igen. Det var altid hendes fejl. Aldrig ham.

"Nå ja!! For det er fucking aldrig din skyld!!" Nøj, hun var sur. Så sur, at hun kunne mærker tårene komme. Og med ét, var der en dør der blev åbnet med sådan et brag, at det gav et sæt i Riley. Og så fløj Scott op til hende, med -satan- skrevet i panden.

"Nej! Riley, det er det fucking ikke!! for det er DIG, der er så skide respektløs!!," Riley stirrede bare på ham og lyttede. "Du kunne ikke engang gøre denne ene ting for far!!. lige siden mor døde, har du vært et svin overfor alt og alle!!" 

"bland mor uden om det her Scott." sagde Riley tørt.

"det er sgutta rigtigt!! du bekymre dig ikke en skid, om os andre mere! du høre aldrig efter! som om du bare er inde i din egen lille fucking boble af en verden!"

"Scott stop." Han skulle stoppe. hun ville ikke græde nu. Hun ville slet ikke græde.Hvis bare, han ville stoppe med at bruge mor mod hende.

"Med hvad?!" Spurgte han irriteret. 

"Med fucking ALTID, at nævne mor! Ja jeg har ændret mig, men hvad så!?. hvad fuck rager det dig, du bekymrede dig alligevel ikke om mig, og det har du aldrig gjort, så hvorfor begynde nu!?!, så spar mig for dit pis Scott! er det fordi at mor ikke er her? fordi du tror jeg har brug for omsorg, og at blive trøstet!? er det det du tror?! men gues what! det har jeg ikke! og selv hvis jeg havde, så ville jeg ikke have det fra dig Scott! det tog er kørt for længst! så det at du siger at alt er min skyld, det kan du stikke skråt op, for havde du været som du er nu, da mor var her, havde jeg nok stadig været mig selv! jeg har haft tålmodighed med dig, hele livet, men du har altid været pisse ligeglad med mig! så fuck dig Scott!!" 1...2....3....4.....5....6....7.....8......9....10... nej det hjælper ikke. nu kunne hun ikke holde dem tilbage længere.. tårende trillede ukontrolleret ned af kinderne, og de stoppede ikke igen.

"øhh Riley, jeg... øhh.. jeg ved ikke hvad jeg skal sige.." sagde Scott med store øjne, og usikkerhed i stemmen, samt medlidenhed.

"du skal slet ikke sige noget som helst Scott! du skal bare blande dig udenom..." og det var det. mere skulle der ikke til. nu var det ikke kun tåre, men også hulken. Også løb hun ned af trapperne, og ud i gangen hvor hun smækkede døren i efter sig, i det samme hun løb ud i skoven. Heldigt for hende, havde hun stadig sine sneakers på. Da endelig hun stoppede med at løbe, huskede hun kun svagt, det område hun var ved. hun prøvede og genkende området, men det lykkedes hende ikke. hun havde løbet for meget, hun havde sidestik, hendes syn var slørret, hovede pinen var kun begyndt og bliver værre, og var startet for det der føltes som en halv time siden. hendes tanker blev dog afbrudt, da hun fik et chok.

"hvad laver du her?!" råbte en mand, der samtidig kom små løbens ud fra en hytte. 

"jeg øhh..." Riley var i chok. Det var måske ikke det område som hun troede. FUCK! 

"kan du komme væk! jeg gider ikke irriterende møg unger på min grund!" råbte manden surt.

"ja, jeg øhh, jeg smutter nu" Riley var usikker på sig selv, på hele situationen som hun stod i. først hendes far, så hendes bror, og nu det her? kunne dagen blive værre? 

"NU!!" råbte manden faretruende. 

Også løb Riley igen. Med alt sin fart, hurtigere end noglesinde. sådan føltes det ihvertfald.. ikke at hun følte at hun havde energien til det, men Hun løb, løb samme retning som hun kom fra, eller, det håbede hun på. Men efter hånden som hun løb, begyndte hun at tvivle mere og mere på det. Panikken begyndte og komme, og det samme gjorde mørket. For ikke at nævne kulden. Hvorfor skulle hun også løbe, uden at tage jakke på? når ja. Hendes bror var en kæmpe idiot. 

" hal.. hallo?!" Nu greb panikken fast i hende, som var hun lænket til et træ. Det var nu hun ønskede bare at side der hjemme, med en kop varm te, eller kakao, foran fjernsynet men istedet var hun her. I en mørk dyst.. - Lyden af knækende grene nærmede sig, og hun blev naglet til jorden, en skikkelse dukkede op, skikkelsen var høj, muskuløs. Hvem var det?

"hvad laver du her ude i skoven så sent?" Stemmen lød ikke som en fuldvoksen person, nærmere som en teenage dreng på hendes alder. Hun havde aldrig set eller hørt ham før.

"Jeg er faret vild, hvem er du?" kortene på bordet. Han lignede ikke en man ville lege mus efter katten med.

"Det kan jeg se siden du befinder dig på privat grund" Sagde han med noget der kød af sarkasme.

"okaay, hvis du ved det hvorfor fanden spørger du så.." Sagde Riley mens hun rullede med øjnene og lød flabet. Måske lidt for flabet.

Han smilede skævt "Du er modig" også begyndte han og nærme sig.

 

 

 

                                                                                         

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...