Med hænder der er groet fast i lommen

om at være forelsket med hænder der er groet fast i lommen.

28Likes
8Kommentarer
539Visninger
AA

1. Med hænder der er groet fast i lommen

du fortalte mig engang

at dit liv stadig er slidt

fra dengang du farvede det lilla

du drikker kun kaffe af sorte kopper

og vand af gennemsigtige glas

de fleste af dine principper

starter med en bog du har læst engang

og du har altid læbestift på

og altid rød

vores første snak handlede om tysklektier

og mit hjerte bankede så hårdt

at min stemme rystede

og jeg tror du gennemskuede mig allerede der

men du snakkede bare videre

om hende pigen du så engang imellem

og at hun allerede irriterede dig

jeg regnede hurtigt dine små særheder ud

at jeg skulle tænde fyrfadslys

og stille franske film frem

når du kom

selvom vi altid ville ende med at se gossip girl

og snakke om hvor åndssvag den var

i november fik mine læber pludselig en dybere rød nuance

og mens vores øjne var rettet mod fjernsynet

ville hver af dine forskelligfarvede negle

hvile mod min håndryg

og vi ville finde på undskyldninger for at låse døren

sige at det jo snart var jul

når vi skulle arbejde selv ville vi sætte os på trappen

og dine fødder i de hjemmestrikkede sokker

ville du hvile mod mit ben

og jeg ville smile over

at din fortand havde samme farve som læbestiften

som du lige netop fik blottet

mens du læste højt fra min historiebog

efter skole ville jeg købe bøger til dig på genbrugen

og vingummibamser pakkede jeg ind

sammen med chokolade  

og satte et kort på

hvor jeg aldrig kunne få skrevet mere end

”håber du kan lide det”

jeg vidste at du var ved at miste tålmodigheden

dengang i starten af januar

da du begyndte at aflyse vores kaffeaftaler

for at tage i byen

og ikke engang skrev til mig

og ikke engang svarede

jeg længtes efter at kunne forklare dig

at mine hænder er groet fast i lommen

og at det er derfor

der ikke er nogen til at rette din mund op

når du kun kysser min underlæbe

og at det er derfor

der ikke er nogen anden end vinden til at stryge din kind

når vi følges ad fra busstoppestedet

og den gør med en tilfældighed

som var du hvem som helst

hvilket lige præcis er det du er

bortset fra for mig

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...