~ Can I ever be happy again?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2014
  • Opdateret: 2 okt. 2014
  • Status: Igang
Jeg har ikke skrevet en movellas i lang tid (2 år ca) så måske bliver denne lidt kedelig/mærkelig, men man skal jo starte et sted igen og jeg håber I vil læse den? Jeg skriver når jeg har lyst, så den ikke bliver ALT for kedelig men jeg håber da nogen vil læse den og vil prøve at opdatere så hurtigt som muligt. Historien handler om en pige, som har mødt sin første rigtige kærlighed og hun bliver knust da han forlader hende, hun falder ned så dybt man nu kan falde og er virkelig bare depri, men pludselig starter denne nye dreng i hendes klasse og vender om på alting.

4Likes
3Kommentarer
190Visninger
AA

3. Idk..

Næste morgen vågnede jeg og gjorde som jeg plejede, min mor kørte mig i skole igen. Det var anden sidste dag inden sommerferien, hvilke var en kæmpe lettelse for mig. Jeg nåede lige ind i klassen, inden den ringede. ”Hvis I vil være så søde at sætte jer ned, så kan jeg præsentere den nye dreng for jer. Han skal være med de her 2 dage så han lige kan nå at komme godt ind i klassen” sagde min lærer og pegede hen mod døren, alle blev stille og pludselig stak et ansigt frem, drengen havde lyst hår, flotte blå/grønne øjne og var egentlig ikke så høj af sin alder. Han så sød nok ud, men slet ikke noget for mig. ”Hej alle, mit navn er Sebastian. Jeg er 14 år gammel og kommer fra København, men er så efterfølgende flyttet her til.” sagde han, imens han stod og trippede – Han var pisse genert. ”Nogen spørgsmål til Sebastian inden vi finder en plads til ham?” spurgte min lærer og med det samme tog 1 af pigerne hånden i vejret. ”Har du en kæreste?” spurgte hun og alle begyndte at fnise. ”Nej desværre ikke, hun slog op med mig lige inden jeg flyttede” sagde han og kiggede ned i jorden. ”Ha! Så kan du joine Linneas gruppe, hendes kæreste slog op for godt 3 uger siden” Det var Patrick som kom med en flabet kommentar. ”Patrick har du ikke lært du bare skal holde din kæft?” råbte jeg, rejste mig op og gik ud af døren, self sørgede jeg for at smække med døren inden jeg forlod lokalet. Jeg kunne høre der blev helt stille, men jeg løb bare videre ned af gangen. Alle som så mig, vendte sig om for at kigge en ekstra gang men jeg løb og løb bare videre indtil jeg nåede et lille rum også kaldet kosterummet, hvor der ikke var andre. Jeg satte mig ned på knæ og brød sammen, hvor var jeg dog træt af mit liv..

 

Pludselig hørte jeg 2 snakke sammen uden foran rummet, det var en mande og drengestemme. ”Er det okay jeg snakker med hende alene? Vil gerne vise hende fra starten af at jeg er der for hende også selvom jeg ikke kender hende” sagde drengen og jeg gætter på manden nikkede, for i næste øjeblik åbnede døren til rummet jeg sad i og det var den nye dreng som kom ind. Han satte sig ned på huk og kiggede mig i øjnene, så tog han sin hånd og tørrede mine tårer væk. ”Tro mig, jeg kender alt til det der..” sagde han og forsatte: ”ham drengen virker sku’ hellere ikke for flink, det var alt for respektløst. Jeg håber virkelig han smager sin egen medicin en dag.” Jeg nikkede bare og kiggede ned i jorden. ”Lad mig så vide hvem fyren var, hvem skal dø?” spurgte han. ”Hey hør her, det fint nok du vil hjælpe mig men hvordan skal jeg overhovedet kunne stole på dig? Ingen har ville hjælpe mig før også kommer du, den randomme dreng og vil hjælpe..” han afbrudte mig ”Hey, jeg forsøger og hjælpe? Du kan vælge at stole på mig og fortælle det, eller du kan sige jeg skal gå også går jeg.. Så enkelt er det” sagde han. Jeg rystede på hovedet ”Han hedder Danni, han går på vores skole. Vi blev kærester og jeg var virkelig lykkelig, også fordi han var en af de populære drenge. Jeg vidste godt han var en idiot, jeg vidste det helt fra starten af.. Men jeg blev forelsket og håbede at rygterne jeg havde hørt om ham var løgne..” sagde jeg. Han krammede mig og fortalte alt nok skulle gå, at jeg fortjente bedre. ”Hvordan ved du det? Du kender mig ikke engang.” spurgte jeg. ”Nej men ingen fortjener det du har været igennem og for at være ærlig så virker du sød.” Jeg gav ham endnu et kram ”vi burde gå tilbage til timen” sagde jeg, rejste mig også gik vi ud af døren. Han tog fat i min hånd, men jeg fjernede min hånd 2 sekunder efter. ”Hey, bare fordi du hjalp mig betyder det ikke vi er venner eller har noget, kender dig ikke engang” sagde jeg og gik ind i klassen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...