You're late

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2015
  • Status: Igang
Jeg vil ikke konkret skrive, hvad den handler om. Derimod syntes jeg, at du skal læse den. Det er oprindelig en dansk opgave, men jeg syntes lige, at jeg skulle dele den med jer. Min klasselære syntes, at det er mere spændende, hvis man ikke ved, hvad den handler om. Selvom det er en dansk opgave, så har jeg valgt at forsætte med kapitlerne.

0Likes
0Kommentarer
253Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Blodet strømmede fra hendes tindinger. Det eneste man kunne se fra hendes ansigt, var hendes næsetip, de velformede læber og hage. Hendes blå øjne var gemt bag det mørke pandehår.

Den hvide kjole, som hun var iført, slæbte hen ad den hvide sne.

Pludselig strømmede blodet fra hendes tildækket håndled. Den hvide kjole begyndte, dråbe for dråbe, at blive en mørk rosa farve. Hun trådte nogle skridt frem, inden han faldt på knæ. Hun satte hænder i jorden og spredte benene. Han ville række ud efter hende, men det var som om, der var en usynlig mur. Hun kiggede op, som om hun hørte den lavede, da han stødte ind i muren. Et par kæmpe store hvide vinger spredte sig ud fra hendes ryg. De lignede lidt kæmpemæssige fuglevinger. Lidt efter, voksede et par lysebrune horn ud af panden på hende. ‘‘Farvel John,’’ sagde hun sagte og rejste sig. Hun satte af og fløj. En enkelt gang vendte hun sig og vinkede. ‘‘ Jeg venter på dig. Lov mig du kommer,’’ sagde hun, vendte sig om og fløj mod himlen.

 

Han vågnede forskrækket op og så sig omkring. Var dette et tegn? Var drømmen et virkeligt tegn? Han lukkede øjne, vejrede lidt og åbnede så øjne. En svag stank af død fandt vej til hans næse. Fra et bakketop, så han ned på byen. Han havde ret, hun lå der i den kridhvide sne livløs.

Det store ur på rådhustårnet viste 20.38. Hans meter høje skikkelse blev mindre og mindre. Snuden delte sig i mund og næse igen. Hårene forsvandt under den menneskelige hud.

Da han var helt menneske igen, satte han i løb mod Grise-Olsens gamle piletræ. På vejen snuppede han noget mad, lidt drikkelse og noget tøj. De mange træstammer, som han havde væltet på vej ned til byen, voldte ham en del problemer. Hvad der var endnu mere frustrerende var, at han ikke engang kunne råbe efter hjælpe. Hvem skulle hjælpe ham? Ingen bevægede sig ind i en bælgmørk skov på en kold vinteraften, alle undtagen ham.

Han kravlede over de fleste stammer, men resten måtte han udenom. Under en af stammerne fandt han en pistol. Et øjeblik overvejede han, at vende om. Hvad ville han hende entelig? Han vidste jo godt, at han ikke havde samvittigheden til, at slå hende ihjel. Alligevel samlede han pistolen op og traskede videre. Han kiggede på uret i bukselommen. Om ti minutter skulle han være der. Han sukkede og satte tempoet op.

John sad stille. Han kunne høre sit eget åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. Du kommer forsent, sagde John og lukkede øjne, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.

 

 

Jeg beklager, at kapitlet er kortere.

-Mere er på vej, men lige nu har jeg en del skolearbejde.

 

Kommentér, like eller farvorit gerne

 

-LuluPigen..-

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...