Glem mig ej

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2014
  • Opdateret: 1 okt. 2014
  • Status: Igang
Livia og Lucas har et meget tæt forhold, og alt er perfekt. Men da der en dag sker en tragisk ulykke bliver Livia ladt alene. Men der hvor sorgen er tungest er glæden også størst. // Læs med i en livsbekræftende historie om sorg og kærlighed, og hvordan man bliver forenet i et liv, der ellers virkede håbløst.

2Likes
2Kommentarer
220Visninger
AA

3. Hospitalet

Jeg sad fordybet i mine egne tanker. Jeg tænkte på dig og mig, og hvordan vi løb gennem græsset i sommers, i bare tæer. Vi følte os unge og frie, vi havde hele livet foran os sammen - bare dig og mig. Jeg ser det hele, lige fra første gang vi mødtes i parken med de smukke blomster, til det sidste, da du skulle køre hjem efter en overraskelse til mig, som du havde glemt. Vores sidste kys i min varme stue, med ild i kaminen og lyden af knitrende gløder. Men du kom aldrig tilbage. Jeg ringede til min mor, da jeg fik det at vide. Hun kom straks ind af døren med tårerne løbene ned af kinderne. Og vi græd sammen. Ingen havde troet du ville komme ud for sådan en ulykke. Ingen havde fortjent din skæbne.
Du har været væk i fire dage nu. Fire forfærdelige dage, der føles som en uendelighed. Lucas, jeg beder dig igen - vil du ikke nok vågne? 

"Livia, der er kaldt ind til statusmøde nu." En sygeplejerske stod i døråbningen. Jeg vendte mig om og så hendes ansigt, det var Maja. Hende der havde taget sig af Lucas lige siden han kom ind. Hun var meget venlig, men ikke ligesom alle andre sygeplejersker. Hun sagde tingene, som det var, og prøvede ikke på at pakke det ind. 
"Følg med mig," sagde hun. Jeg kiggede på Lucas' fredfyldte ansigt en sidste gang inden jeg vendte mig om. Jeg sugede alt til mig. Hans lyse hår, hans cremefarvede hud og hans små fregner over næsen. Jeg fulgte med sygeplejersken ned af den lange gang, og så alle de kedelige, ensfarvede grå og blå værelser. Der lugtede også af hospital, og det fyldte mine næsebor med død og sygdom. 
Jeg blev ført ind i et stort, lyst rum med et rundt bord i midten. Ved bordet sad mine forældre og Lucas' forældre, med hans lillesøster Annabell. Hele Lucas' familie havde tårer løbene ned af kinderne. Annabell, som kun var syv år, sad og krammede hendes bamse, som hun altid havde med sig. Man kunne se, at den var helt våd af tårer. Min mor snøftede og sad med et lommetørklæde, mens min far, der sjældent viser følelser, havde en tåre løbene ned af den ene kind. Lucas' og min familie er meget tætte. Vi kender alle hinanden ud og ind, og for mine forældre, var Lucas den søn de aldrig fik. Efter at se alt dette, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere, og de faldt en efter en ned af mine kinder, og landede med små plask på gulvet. 
"Sæt dig bare," sagde Maja, og pegede over på den ledige stol, mellem Lucas' og min mor.
Mens jeg gik derover med tunge skridt, tænkte jeg på, hvorfor der egentlig er nogle mennesker, der vil være sygeplejersker. Det at arbejde med syge mennesker, der balancerer mellem liv og død, lød ikke særlig tiltalende. Ihvertfald ikke for mig. Jeg dumpede ned på stolen, jeg var blevet tildelt og Lucas' mor, sendte mig et bedrøvet smil. 

Maja satte sig for borenden, med en stak papirer foran sig. "I er blevet indkaldt i dag, fordi vi har fået fremstillet en statusopgørelse for Lucas Devall." Alle i rummet blev stille, og holdt vejret. "Sagen er den, at Lucas har fået kraftige kvæstelser, og er i øjeblikket meget ustabil." Lucas' mor begyndte, at hulke, mens hans far lagde armen rundt om hende. 
"Men der er stadig et lille håb," fortsatte Maja. "Lukas har på mirakuløst vis ikke skader i hovedet, eller så at sige hjernen." Lucas' mor  holdt op med, at hulke.
"Det vil sige, at hans hjernekapacitet stadig er intakt, og har derfor 60% større chance, for at vågne." Maja rømmede sig, og fortsatte: "Men det I skal gøre nu, er at vende tilbage til jeres liv, som det var før, og jeg ved, at det er den sværeste del. Men Lucas er i gode hænder, og I kan besøge ham I alle åbningstider." Hvordan kunne vi vende tilbage til vores liv, som det var før, når Lucas var i koma? Jeg kunne se på Lucas' mors ansigtsudtryk, at hun tænkte det samme. Men vi sagde ikke noget. Vi affandt os med situationen og lod tingene gå sin gang. Jeg troede heller ikke, der var nogen der havde viljestyrken til, at protestere. Vi var alle fortabt i vores egen sorg, der syntes ingen ende at tage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...