Survive

Et fly med mange passagerere styrter ned i stillehavet. 7 drenge overlever, og kæmper sig op på en ø - en øde ø, for at være præcis. Uden autoriteter, uden regler. Drengene forsøger at skabe et demokrati, indtil de kan blive reddet. Men hvor længe kan de holde den kørende? Udkast: Der er ingen af os der bevæger os, tiden er gået i stå. Der er ingen af os der vil sige noget, begge venter på at modsatte part åbner munden og starter kampen, vi godt ved er uundgåelig. Jeg bider tænderne sammen, da hans stemme pludselig bryder den tavshed der har stået på i noget der minder om timer. I virkeligheden har den nok højest varet 5 minutter. ,, Matthew, sidste chance, for at komme over på den rigtige side. Vær nu ikke en tumpe." Jeg fatter ikke hvorfor det er nået så langt ud - men jeg ved også at det er for sent at vende rundt og bede om tilgivelse. Jeg kan og vil ikke lade mig overgive. * Movellaen bliver gjort rød senere hen.

8Likes
16Kommentarer
682Visninger
AA

9. ô Kapitel 8

,,Matt, hey Matt! Du er nød til at vågne! Jeg kan ikke få os begge to ind til bredden!" Et eller andet sted er der en der hiver i mig, og det er som om at min krop den vågner en anelse op. Lyden af vand der plasker mod noget, en krop måske, forstyrre roen i mit hoved. ,, Kom nu Matt! Vær sød at vågne!" Stemmen lyder som Joey, og det får et eller andet til at slå klik inde i hovedet på mig, da jeg slår øjnene op, da iskoldt vand rammer mit ansigt.

,, Godt, du er vågen. Kan du svømme selv? Der er et stykke ind til bredden endnu. "

Han ser bedende på mig, og jeg opfatter faren. Vi befinder os i koldt vand, og bag os er der intet tilbage af flyet. Hvordan skal det nogensinde opdages at vi er styrtet ned?

,, J-jeg tror jeg kan svømme." får jeg mumlet, og Joey ser betragtende på mig, da han giver slip, løsner lidt af sit greb, og lidt igen, til jeg til sidst selv flyder i vandet. ,, Vi skal ind på bredden. De andre drenge håber jeg har fundet derind." Joey peger mod en gylden sandstrand, der ligger et par mange meter fra os.

Jeg nikker, og trækker vejret dybt. ,, Så lad os svømme!" Lyden af plask der følger derefter er lige til at få konkurrence-genet frem. Vi kæmper, hvem svømmer ind først? Vores arme bevæger sig taktfast igennem det kolde vand, vi kigger ikke hvor vi skal hen. Et eller andet sted, ved jeg godt vi ikke svømmer om kap - men at vi svømmer fra det, der højest sandsynligt gemmer sig under os, i det blå vand. Tanken om det er lige til at give mig myrekryb. Når jeg kommer på land, skal jeg lige tjekke at jeg har alle ti tæer endnu!

For første gang synes jeg det lange sorte hår kommer i vejen, men jeg svømmer alligevel med lukkede øjne, da mine fødder støder på land - eller, nærmere, strandsand. ,, Joey!" Jeg griner let da jeg slår øjnene op, og ser på den her sandstrand der virkede så langt borte da vi startede med at svømme. Joey rejser sig ved min side, og vi griner. Vi har lige været ude for en nærdøds oplevelse, og nu står vi her og griner.

Glemt er alt om at vi højest sandsynligt er strandet. Glemt er alle de mennesker der døde i ulykken, der nu ligger på bunden af havet.

,, H-hmm?"

En dreng rømmer sig, og vores latter stopper på et taktslag. Jeg ser frem, og foran os på stranden sidder 5 drenge. Ham der rømmede sig, er ham jeg lagde mærke til på flyet. Høj, mørk i huden, og pisse arrogant. Jeg hader ham allerede.

Vi træder fra det våde sand, op til de 5 resterende drenge, der sidder i det varme sand, der klistre sig til deres våde krop. De ser alle sammen forpinte ud - og med et, er det som om de sidste timer, kommer tilbage til min hjerne igen. Åh gud, er vi de eneste der overlevede?

Jeg kører en hånd igennem det plaskvåde, sorte hår, og ser på dem.

,, Hvem er i?"

Min stemme lyder forkert, som kom den igennem en stemmeforvrænger. Drengene ser fra mig, til Joey, til mester arrogant. Der er stille det ene sekund, og det andet snakker de i munden på hinanden - og Joey med. Jeg hører kun brudstykker af hvad hver person siger, og i et fjollet øjeblik overvejer jeg at sætte hænderne for ørerne.

,,Så du hvad der skete?"

,, Jeg hedde-"

,, De døde! Der er døde!-"

Alle de ord, alle de stemmer - Stop det!

"STOP!" Jeg træder ind foran dem alle sammen, og sender dem et vredt blik. ,, Vi er nød til at tage det stille og roligt det her. Hvem er du?" Jeg peger på mr. arrogant, og hæver et øjenbryn, da han tager mål af mig med øjnene. Ja, jeg ligner med garanti en vaskebjørn med alt min makeup rendende ned af kinderne, men han ser ikke ligefrem selv bedre ud længere.

,, Daniel Walters."

Jeg peger på den næste, en fyr i en blå cowboyjakke. ,, Jimmy." Hans stemme er en anelse mere ru end Daniel, og han tager ligeså mål af mig, hvilket får mig til at rulle med øjnene.

Den næste er Simon. Han ser noget forvasket ud, som han står der, og forsøger at tørre sine briller, da han ser at jeg peger på ham. Han synker en gang og ser rundt på forsamlingen. ,, Simon."

Den næste dreng ser om end det er muligt, mere nervøs ud end Simon. Han har en cowboyjakke på, ligesom Jimmy, dog er den mørkere. ,, Taylor."

Den næste, og sidste, inden Joey og jeg skal præsentere os, er en afslappet fyr, i en hvid t-shirt og med lysere hår end alle os andre. Han ser, for at være helt ærlig, lidt ligeglad ud. ,, Magnus." svarer han roligt, mens han ser på mig.

,, Joey." Lyder det fra siden af mig, mens han smiler stort. Har han allerede glemt, hvad omstændighederne her er?

,, Og du?" Daniel hæver et øjenbryn, et åbenlyst forsøg på at parodiere mig, da han ligger hovedet på skrå. ,, Hvem er du?"

Jeg smiler skævt og kører igen en hånd igennem det våde hår. ,, Jeg er Matthew. - Eller, bare Matt."

Cirklen ser op på mig, Joey og Daniel. ,, Og hvad gør vi så nu?"

,, Hvad tror i? Vi bliver da reddet!" Taylor bryder cirklen, ved at tale højt og rystet.

,, Hvordan skal de overhovedet opdage at vi er styrtet ned?" Joey ser på ham, mens jeg tager ordet, og fortsætter. ,, Taylor, vi er styrtet ned, et sted på stillehavet, ingen ved hvor. Flyet ligger på bunden af havet med døde passagerer, plus døde ansatte om bord. Der er ingen vragdele, ingen tegn på at vi er styrtet ned. Se!" Jeg peger ud på vandet, hvor der burde være røg, vragdele, et eller andet syn på at der er et fly der er styrtet ned. I stedet, er det eneste der kan ses, er blåt vand, så langt øjet rækker. Bølgerne slikker sig op af den gyldne sandstrand, efterlader os et sted uden håb.

,, Vi bliver fundet! I må ikke tro andet!" Taylor ser på os, forsøger at overbevise os andre, om at vi da selvfølgelig bliver reddet. Hvordan kan vi overhovedet stille spørgsmål til det?

,, Så hvad gør vi nu?" Daniel ser på mig, med et roligt blik, som om at han vil se om jeg kan klare presset af hans blik.

,, Vi skal have fundet en leder af en art. Vi er nød til at have et slags demokrati, hvor alle kan tale - men vi er nød til at have en overordnet." Jeg smiler roligt, og ser rundt på de 6 drenge.

,, Hvem ønsker at være leder?" Joey ser rundt.

,, Hvorfor skulle man ønske at være leder? Hvorfor kan vi ikke bare leve i fred og fordragelighed, alle skal være lige! Hvorfor skal der absolut være en der skal bestemme?" Simon ser på os.

,, Fordi at vi er nød til at holde sammen, og det er ikke ligefrem nemt hver dag. Vi er nød til at have en som vi kan forholde os til - hele tiden. Ikke bare i fem minutter." Daniel himler med øjnene, efter at have svaret, som om at det burde Simon da vide, helt ærligt. Jeg sukker indvendigt. Det kommer til at blive langtrukkent det her.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...