Survive

Et fly med mange passagerere styrter ned i stillehavet. 7 drenge overlever, og kæmper sig op på en ø - en øde ø, for at være præcis. Uden autoriteter, uden regler. Drengene forsøger at skabe et demokrati, indtil de kan blive reddet. Men hvor længe kan de holde den kørende? Udkast: Der er ingen af os der bevæger os, tiden er gået i stå. Der er ingen af os der vil sige noget, begge venter på at modsatte part åbner munden og starter kampen, vi godt ved er uundgåelig. Jeg bider tænderne sammen, da hans stemme pludselig bryder den tavshed der har stået på i noget der minder om timer. I virkeligheden har den nok højest varet 5 minutter. ,, Matthew, sidste chance, for at komme over på den rigtige side. Vær nu ikke en tumpe." Jeg fatter ikke hvorfor det er nået så langt ud - men jeg ved også at det er for sent at vende rundt og bede om tilgivelse. Jeg kan og vil ikke lade mig overgive. * Movellaen bliver gjort rød senere hen.

8Likes
16Kommentarer
680Visninger
AA

8. ô Kapitel 7

Jeg ser på resterne af flyet som jeg befinder mig i - Det hele ligner sig selv, men det er fyldt med vand. Hvor længe har jeg været bevidstløs? Omkring mig ligger der døde unge mennesker på min egen alder. Men Joey, og drengen vi mødte, Simon er væk. Jeg lukker min mund i, og forsøger at fokusere på flyet, da en kendsgerning går op for mig.

Vi synker.

Vi er ikke på bunden af havet endnu - men vi er på vej der ned ad.

Det lange sorte hår flyder omkring mig, i det isnende vand, som får blodet i mine årer til at pumpe hastigt. Jeg skal ud. Jeg forsøger at komme frem, da det går op for mig at jeg sidder fast, med den sele, vi er fastspændt med, så jeg klikker den hurtigt af. Hvorfor har de andre ikke forsøgt at få mig med ud?

Jeg tager et svømmetag frem, forsøger at fokusere i det grumsede vand. Blikket lader jeg løbe over alle de døde mennesker omkring mig. De har ikke været ældre end 24, de ældste af dem. Men jeg er ikke i tvivl om at de er døde. Angsten i deres opspilede øjne, siger mere end hvad jeg synes er godt. Den rødhårede stewardesse ligger på gangen, i en kamp for at finde en vej ud. Hun nåede det aldrig. Allerede nu kan jeg mærke mine lunger kæmpe efter luft - jeg har ikke tid til at betragte de døde, se om der er overlevende imellem. Skal jeg selv have en chance for at overleve, skal jeg ud, nu.

Jeg leder efter en mulig udgang, da jeg finder et hul i skroget af flyet. Det må være her, de andre er kommet ud..  Jeg betragter hullet, overvejer mine muligheder, og beslutter mig for at prøve - det er den eneste chance jeg har. Jeg kan stadig mærke hvordan at flyet trækker mig og de døde passagerer med, længere ned mod havets bund. Jeg blinker kort og føler mig så frem i hullet, i angst fo noget jeg kan skære mig på, i mit flugtforsøg.

Vandet trækker sig længere ned i mine lunger, og min bevidsthed begynder at svigte. Mit syn bliver mørkere, men jeg nægter at give op, da jeg svømmer med korte, forsigtige svømmetag ud gennem hullet i skroget, og efterlader flyet, fortsat synkende mod bunden.

Jeg kigger ikke tilbage, men lukker øjnene, og kæmper for at svømme mod det jeg tror er op. Hvor er op? Hvad er ned? Jeg ved det ikke, men jeg er nød til at bruge de kræfter jeg har tilbage nu. Hvis ikke, så ender jeg også død, ligesom de, der stadig ligger inde i flyveren.

Kom så Matt.. Bare et enkelt armtræk til!

Jeg nægter at give op, selvom jeg mærker kræfterne i mine arme forsvinde, og armtrækkene bliver sværere og sværere at gennemføre. Jeg kan intet se igen. Nej, jeg vil ikke dø! Jeg fik nok af det første gang! Jeg skal nå op til overfladen.

Alt sortner for mig, forsvinder, da jeg mærker min højre hånd bryde igennem vandoverfladen, op i den vilde luft. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...